mandag den 9. juli 2012

4. søndag efter påske 2008



Kære Gud,

Led mig, Frelser, ved din nåde,

Også når jeg selv vil råde

Og vil gå min egen vej;

Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne,

O, men lad mig aldrig savne

vished, at jeg tjener dig!

- Amen



”Jeg kan se det ske, det' ak, det' ve,
det' Satan og han lægger kræfterne i,
det' nat over dag, det' bæ over ble,
det' død over liv, det' træl over fri (…)”



Sådan lyder teksten fra den nu afdøde rapper Natasja, der synger om hendes syn på danskerne. Hun mener, at der er vendt op og ned på verden. Hun siger ligefrem, at det er Satan, der har lagt sine kræfter i, og ændret livet for os mennesker. Derfor kommer natten nu over dagen, døden over livet og den der træller over den frie. Dermed er det natten, døden og den, der træller, der leder og bestemmer. Vi har som mennesker dermed ikke et valg længere til at bestemme selv, men lader os bestemme over af trællen. Friheden er væk.



I evangelie teksten til i dag, siger Jesus, at Sandheden skal gøre jer frie. Men hvis nu friheden er væk? Hvad gør vi så?



Slår man ordet ”frihed” op i et leksikon, kan man se, at der regnes med to former for frihed. Der er både friheden til at handle som man selv vil, og friheden som fravær af tvang. Frihed som fravær af tvang, er en frihed vi her i landet tager som en selvfølge. Måske vi knap lægger mærke til den, for vi føler ikke tvang, og tvinges ikke til noget. Vi kan selv bestemme, hvad vi vil se i tv, hvem vi vil stemmer på, hvem vi vil snakke med og hvad vi snakker om. Det er et basalt friheds-krav, som vi i vores ende af verden ikke skal søge efter. Den er en naturlig del af hverdagen.



Men frihed er andet end blot ”et fravær af tvang”. Frihed er også en frihed til at handle, som man selv ønsker. I disse år er der muligt endnu mere fokus på den enkeltes frihed til at handle som det selv ønsker. Det er en frihed, der ikke er bundet af noget, ej træller for nogen, og hvor det er selvet, der er i centrum. Man er fri fra alle bånd – en grænseløs, ultimativ frihed. Man er sig selv nærmest. Mantraen: ”Stol på dig selv, du kan alt, hvad du vil”, siges ofte. Det er en selv, der er afgørende for, om friheden opnås.



Men hvad er det for en frihed, man søger og finder? Den grænseløse frihed, der ikke vil lade sig binde af noget. Der er ingen, der skal sætte grænser for mig, eller binde mig til noget. Jeg er fri som fuglen til at handle som jeg vil. Men den ubegrænsede frihed søges på bekostning af andres. Der er jo dårligt plads til alles ubegrænsede frihed. I en ubunden verden trives mennesker hverken godt i fællesskab eller i kærlighed. Kærligheden søger netop at blive bundet – søger forpligtelsen. Søger det modsatte af ubegrænset frihed. Og når det frihedssøgende menneske støder sammen med den kærlighed, der binder fast og forpligter, vejer friheden ofte tungest på vægtskålen.



I et sådant univers er der ikke megen plads tilovers til Gud. Og da slet ikke en Gud, der sætter os ind i et fællesskab uden at spørge om lov, og hvor der er påbud om hvordan vi skal leve. En Gud, der til tider kræver noget af os., ligefrem kan tvinge os til kærlighed. Nej, Gud er ikke særlig populær i vore dage, for han kan finde på at begrænse den personlige frihed, som der bliver arbejdet så hårdt på at opretholde. En frihed til at kunne gøre alt, købe alt, handle lige som man vil. Men i denne søgen bliver man let så bundet af arbejde, fritidsinteresser og krav; at man ikke længere har tid til at nyde sin frihed. Man har så travlt med at søge friheden, at man ender med at trælle for sig selv. Man binder sig selv til sig selv i et uoverskueligt arbejdspres eller en truende ensom. Det er træl over fri.



Jeg har engang hørt en kær historie om en lille dreng, der havde en drage, som han elskede at flyve med. En dag, hvor dragen fløj ekstra flot i vinden, og højere end den plejede, ønskede den lille dreng af hele sit hjerte, at dragen skulle flyve helt op under skyerne. Dragen skulle ikke være hæmmet af den snor, han stod med i hånden, men have lov til at flyve. Derfor tog han sin lommekniv frem og skar snoren til dragen over. Men – ak – det gik ikke som han forventede. For i stedet for at flyve strunk og rank mod skyerne, faldt dragen mod jorden. Uden snoren til at flyve frit kunne dragen slet ikke flyve.



Vi kan som mennesker føle et behov for at flyve i frihed. At friheden er, når man ikke er bundet til noget og da slet ikke en gud – man flyver solo på den blå himmel. Men heller ikke vi mennesker, kan flyve frit uden at være bundet. For frihed handler ikke om, at man ikke er bundet til noget; men det handler om at være bundet til det rette. At være bundet til den Gud, der har skabt verden, og som holder sit øje på vore hjerter, sit øre ved vore tanker, og sin beskyttende hånd over os. Den frihed, der sætter fri, er en frihed, der binder os til Gud, så vi kan flyve på himlen. Og når vi styrter mod jorden, kan vi gøre det i vished om, at snoren ikke er klippet over, men er ubrudt og stærk og holder os fast, så vi igen kan komme op og føle luften under vore vinger.


Jesus siger, at Sandheden skal gøre jer frie. Som Saulus vi har hørt om (eller Paulus, som han senere kom til at hedde) var bundet af sig selv og forfulgte de kristne med alle midler, er vi også bundet af andet end sandheden, når vi med rusten kniv forsøger at file snoren til Gud over. Vi kan jo selv. Men den frihed sætter os ikke fri; (den binder os med stramme knuder til os selv.) Den sande frihed, som Jesus taler om er ikke fritsvævende frihed, men en frihed, der er bundet til ham. Og dermed en frihed, der binder os til vores skaber og Gud. Og Gud giver ikke slip på os, men holder stædigt fast på os. Også når vi ikke kan forstå det, når vi ikke fortjener det holder han fast i os. Gud holder fast i mig, kender mig, og holder stadigvæk fast i mig – holder af mig. Og ikke nok med det, giver mig sit løfte om, at han altid vil holde fast i mig. Det lover han os i dåben, at han vil binde sig til os. Her laver et ganske særligt bånd mellem den, der bliver døbt og sig selv. For i bundetheden til Gud ligger friheden til livet. Vi er ikke alene på himlen.



Gud vælger os mennesker. Og fordi Gud vælger os mennesker, valgte han også at sende sin søn herned som menneske, så han kunne leve som et menneske. Så han kunne dø som et menneske. Men vigtigst af alt, så han kunne opstå som den første, og vise os at kærlighedens magt er større end døden – at livet er over døden og dagen over natten.



Gud vil mennesket så meget, at han gør sig selv til tjener for os. Han tjener os ved at give sin søn til os, for at vi gennem ham, gennem Jesus Kristus, kan kende sandheden og blive sat fri. Det er i sandhed Træl over fri.




Teksten:
Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«Joh 8,28-36

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...