mandag den 9. juli 2012

5. søndag efter påske 2008



Den Mægtige finder vi ikke,

den mægtige Gud finder os,

der famler og fægter i mørket,

og lukker os inde i trods.

Han hører de bange, der beder,

han søger de blinde, der leder,

og tager os ind i sin favn.



- Amen



Jeg var for et par år siden i Sydindien i en lille by, der hedder Tiruvannamalai. Her boede jeg i en måneds tid og lærte mange fra den indiske kristne kirke at kende.



Selve byen er bygget ved foden af et bjerg, og er netop placeret der, da bjerget er helligt. Ifølge hinduerne har den blå gud Shiva vist sig på toppen af dette bjerg som en ildsøjle. Der for har hinduer siden, 1 gang om året, båret i litervis af olie op på toppen af bjerget, for at brænde det af til ære for deres gud Shiva.



Når de ikke brænder olie af på toppen af bjerget, er det muligt at klatre derop. Tæt ved toppen er bygget et tempel, hvor man kan komme og ofre, og på selve toppen, der er meget hellig, er det en ære for en hindu at opholde sig. Man er simpelthen tættere på Shiva på toppen af bjerget. Mine rejsekammerater og jeg skulle selvfølgelig op på toppen af bjerget for, dels at se dette, for hinduer, hellige sted, men også fordi udsigten over byen skulle være fantastisk.



Vi tog af sted kl. 6.00 om morgenen, hvor temperaturen var faldet, og vi derfor havde mulighed for at komme derop og ned inden middagssolen ville tage over, og brænde jorden til støv. Jeg havde af uvisse årsager kun ½ liter vand med. Da vi begynder turen, når vi ikke langt op inden mit vand allerede er drukket. Selvom natten har kølet landet er temperaturen stadigvæk omkring de 30 grader.



Vi når toppen og nyder udsigten, men på vej ned af bjerget begynder jeg at få det dårligt. Jeg havde ikke en hat på, og solen stod lige ned i hovedet på os. Vand havde jeg heller ikke, så turen var en lang nedstigning, hvor varmen blev mere og mere intens som vi bevægede os nedefter.



Da vi når bunden er vi lettede, men jeg har det ikke godt. Jeg får det værre og værre som dagen skrider frem, og jeg ender med sent om aftenen at blive rigtig syg langt væk fra min seng. Vi ringer til en mand fra kirken, der kommer og henter mig og får mig hjem i en seng, hvor mine rejsekammerater så kunne passe mig og få mig nedkølet. Jeg var sikker på, at jeg skulle hjem, at turen var slut. Jeg havde fået en grim omgang solstik.



Næste dag – efter en lang nat – kontakter jeg manden, der kørte mig hjem, for at takke ham. Han siger så til mig, at alle medlemmerne af kirken havde bedt for mig den nat. Det var sent, da han hentede mig, men han havde ringet og sms’et rundt til medlemmerne, der derefter havde bedt for mig.



En hel kirke, der havde bedt for mig. Jeg vidste knap, hvad jeg skulle sige, for det var så uvant for mig, at blive bedt for. Ikke kun ydmygheden ved at være genstand for sådan en omtanke, men også det at blive mødt med tanken om, at man da selvfølgelig står sammen og beder, når der er en, der har brug for det. Det er ikke en national katastrofe, der afgør om bønnen er nødvendig, men det er nok, at en turist glemmer hat og vand.

Der blev bedt. Bedt for et andet menneske.



Men vi beder også tit. At bede – hvad beder vi om? Når vi sidder ved middagsbordet og gerne vil have salt og peber sendt ned, beder vi om det – når vi gerne vil have en tjeneste gjort, beder vi om det; men vi beder altså også til Gud. Det gør vi mange gange i gudstjenesten, både indgangsbønnen og udgangsbønnen, der er vores – menighedens bøn – og ved alteret, hvor præsten beder på menighedens vegne. Vi beder Jesu egen bøn ”Fadervor”, både når der er dåb, men også i forbindelse med nadveren. Vi beder i gudstjenesten – henvender os til Gud i troen på og tilliden til, at han er der for os, og hører os. Men ikke kun i gudstjenesten beder vi, vi beder til Gud, når vi rammes af kriser og andre igen beder til Gud hver dag.



Vi beder for mennesker i nød, og vi beder for os selv, når livet vil kæmpe med os, og når livet lukkes om os. Når det er svært, når der ikke er andre muligheder, beder vi. Vi beder, fordi det er det, vi kan.

I evangelieteksten til i dag beder Jesus også. Hele teksten er en bøn, som Jesus beder den sidste aften inden han bliver taget til fange i Getsemane have. Jesus havde indstiftet nadveren, vasket sine disciples fødder, og var nu i haven, hvor han blev forrådt med et kys, arresteret som en forbryder, og senere dømt, pint og korsfæstet. Det er altså det allersidste Jesus siger inden han går mod døden – hans sidste bøn. Vi hører kun første halvdel af bønnen i dag – den anden halvdel bliver læst højt næste søndag. Men i denne første halvdel hører vi om, hvordan Jesus beder. Og ikke kun beder, men om hvordan Jesus beder for dem. Beder for os.



Jesu sidste bøn er en kærlighedserklæring til os mennesker. I stedet for at bede Gud om at gribe ind og stoppe det, der må komme, korsfæstelsen, smerten og døden, beder Jesus for os. Han ved, at hans time er inden og døden er nær, og alligevel beder Jesus for de mennesker, der vil forråde ham, håne ham og dræbe ham. Han ved det alt sammen, og beder: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden” og han beder videre: ”Hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig”. Og det er, hvad Jesus kom til jorden for at gøre – at åbenbare Guds navn. Fadervor, du som er i himlene. Den bøn gav Jesus os, så vi kan holde fast ved Gud – heri siger vi Guds navn.



Men Jesus kom ikke kun for at fortælle os det og gøre os det intellektuelt bevidst. Nej, han kom for at være det åbenbarede navn, som blev givet fra Gud til verden. Han var Gud – var Guds kærlighed til verden. Og fordi han var Guds kærlighed, beder han for os, der hvor intet menneske har overskud til at bede for andre. Der beder han.



Hele Jesus liv var et vidnesbyrd om det. Han gik rundt og mødte mennesker. Ved et ord, en berøring, et blik, ved sin blotte eksistens var han et vidnesbyrd om, at han var Guds kærlighed. Ikke en Gud, der sidder højt på et bjerg og skuer ned, eller en Gud vi skal søge efter for at finde, men en vidnesbyrd om en kærlighed så stor, at Gud sendte sin søn herned på jorden for at være kærlighed. Her gik han rundt blandt mennesker – midt i livet. Selv da han hang på korset med armene strakt ud i mod hele verden i et favntag, holdt han ikke op med at elske os, men holdt fast ved os. Holdt af os.



Så nu beder Jesus for os, om at vi også må holde fast ved ham. At vi må tro i tillid, være overbeviste om det, der ikke kan ses og holde fast i ham. Holde fast i hans navn. Ikke uden grund beder vi ”Helliget vorde dit navn”, for det er det, vi skal holde os til.



Det vi skal forsøge at holde os til. For mennesker er ikke blevet mere hellige eller bedre til at omgås hinanden siden Jesu tid. Vi forråder stadigvæk hinanden, håner hinanden, sladrer – nej, vi mennesker er som mennesker også var dengang. Vi vender stadigvæk ryggen til Gud og benægter at vi er sammen med ham (– og vi tror, at vi har fat i sandheden, når vi siger, at Gud ikke er til, for vi har sagt det så mange gange efterhånden, at vi selv tror på det.) Det er ikke let at være menneske i dag – og selvom vi så forsøger at holde os til Gud, at være gode mennesker, at gøre kærligheden gældende, oplever vi, at vi selv svigter eller at andre svigter. Vi oplever, at man ikke kan alt, hvad man sætter sig for og at den gevinst man forventer af livet ikke altid slår mål med den indsats, man har givet.

Livet sker for os alle. Og når livet sker for os, er uden for vores menneskelige magt, kan vi bede. For det er det, vi kan. Og vi skal ikke vente på at Gud har tid, eller spørge ham om lov – vi skal bare bede. For Jesus har allerede sagt sin bøn for os – har bedt for os i kærlighed, så den mægtige Gud finder os der, hvor vi er.




Teksten:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

Ingen kommentarer:

Send en kommentar