2. pinsedag 2008

I fadervor beder vi: giv os i dag vort daglige brød. Jeg har lige siden jeg var barn tænkt over, at den sætning var lidt sær, for jeg havde da masser af mad. Det var mere de små børn i Afrika, der havde brug for at bede den bøn. Jeg er vokset op i 80’erne med ”Giv en hånd til Afrika”, Life Aid koncerter, billeder af små børn med store opspilede maver og fluer, der sad i børnenes mundviger og øjenkroge. Fluer som børnene ikke havde kræfter til at vinke væk, og som øjensynligt ikke var fløjet væk alligevel. Jeg kunne som barn slet ikke forstå, at vi da ikke bare fløj noget mad ned til dem. Alt det mad jeg ikke kunne spise, kunne vi da bare lige pakke i en tupperware bøtte og så flyve til Afrika. Mine forældre forsøgte at forklare, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre, men selv de havde vist svært ved helt at forstå det. Så når jeg bad Fadervor, og sagde ”Giv os i dag vort daglige brød”, kunne jeg ikke helt se nytten af den sætning. Jeg havde jo ikke det store behov.



Og behov, mad og ernæring er emner, der bliver brugt meget tid på i disse dage. Den ene kur efter den anden kommer frem. Så skal man spise kartofler, så må man ikke, så kun hvis de er kogte. Så må man ikke drikke mælk, så skal man spise en skefuld olivenolie, også kaldet Livets Olie, om morgenen. Mad bliver der talt om. En af de meget populære kure er en kur, hvor man ikke spiser brød. Brød er bandlyst som en af de helt store helse-syndere, og skal erstattes af salat. Her bliver det endnu mere gak-gak at bede om det daglige brød. Det er jo usundt og skal forsages. Kropsbevidsthed er et nøgleord i dag på vejen til et lykkeligt og kernesundt liv. ”Du bliver hvad du spiser” – og spiser du sundt, bliver du et sundt menneske.



Med al den fokus på kroppen, kan man godt komme til at glemme, at kroppen ikke er krop alene. Den er krop sammen med sjælen – de to er uløseligt forbundet. Uden krop ingen sjæl, og uden sjæl ingen krop. Men sjælen kan godt blive forsømt. Sjælen har det på samme måde som kroppen. Hvis man holder med at spise, vil der gå lidt tid, men så mærker man ikke længere sulten. Maven holder op med at føle sult. Og uden mad dør vi. Det samme sker, hvis vi ikke tager vare på vores sjæl og dermed på vores tro. Hvis man ikke giver den næring visner den. Vi har behov for åndelig føde. Som mennesker har vi behov for til stadighed at forny og bekræfte vores tro. Vi har behov for at sætte vore hjerter i brand, føle livet banke – at blive høje af livets selv. Vi har behov for Gud. Vi har behov for at høre Gud ord. Vi har behov for at tro, så vi kan leve.



Vi er i pinsedagene. De dage markerer, at Helligånden er til stede i verden efter Jesus Kristus er faret til Himmels. Helligånden er svær at gribe om – det er en ånd. En ånd, der er her i hverdagen, i livet lige nu, her hvor vi sidder samlet. Den hæver os op til Gud i bønnen som vi sang i salmen før. Det er Helligånden, der gør at vi kan føle livet og troen banke i vore årer. Helligånden fjerner vores stenhjerter, og giver os hjerter af kød, så vi kan leve livet. Være i livet. Men ikke kun være som ensomme rejsende gennem livet, men som mennesker i fællesskab i livet. For det er i fællesskabet med andre mennesker, at livet bliver ægte. Vi er ikke skabt til at leve isoleret fra andre, men vi er skabt til at tage del i fællesskaber. Det vidste og mærkede de første disciple også, da de efter Kristi Himmelfart satte sig sammen. Her delte de i fællesskab nadveren, der var blevet indstiftet af Jesus kort forinden. I nadveren kunne de føle fællesskabet med hinanden, med Gud, med Jesus og med Helligånden. I Nadveren er vi et fællesskab, ikke kun med dem vi knæler sammen med, men med alle i kirker i hele verden. Sammen knæler vi ved bordet og tager på lige fod del i Herrens måltid. Der er ingen høj eller lav, her ved det bord. Når vi knæler ned, er vi alle ens. Ikke kun for Gud, men for hinanden.



Ved Nadverne får vi alle et lille stykke brød og lidt vin. Det ser ikke ud af meget, men det behøver heller ikke være meget, for at man kan føle, at her er noget på færde, der er større end en selv. Her virker Helligånden – i fællesskabet. Her får troen sin næring, så den kan fornyes og bekræftes. Så den ikke visner og vi ikke længere kan føle et behov for næring. Vi får brødet – livets brød. Ikke livets olie, men livets brød. Og den der spiser af det brød, der ikke kommer fra marken, men fra Himlen, dør ikke, men skal leve til evig tid. Det er hvad vi hører Jesus sige i evangelieteksten i dag. At han er det livets brød. Han kommer ned fra Himlen. Han giver evigt liv. Han vil give det til os. Det Jesus giver os, den gave vi modtager, er større end et under, hvor der regner manna ned fra Himlen. Her bliver maven mæt, men de døde. Det han giver os er den største gave, man kan give, og den største gave man kan modtage. Jesus giver sit eget liv. Jeg siger det igen – Jesus giver sit liv – for DIN skyld. For Dig, for mig, for alle på hele jorden giver han os sig selv. Gennem sin egen død, giver han os livet – det evige liv. Og det kan vi alle få del i, når vi går til nadver. Gennem det lille stykke brød tager vi del i fællesskabet – får næring. Får vore hjerter lavet om fra stenhjerter til bløde hjerter, der kan banke for andre mennesker.



Og det er netop, hvad vi skal som mennesker – lade vore hjerter banke for hinanden. Vores kærlighed til næsten skal tændes, og brænde. For en tro, der er troet i uafhængighed, er ikke en tro; men en enkelt persons fortælling om sig selv. En tro er altid en tro i forhold til andre – en tro er altid en relation. En relation til Gud, en relation til næsten. Det liv vi er skabt til at leve skal leves sammen med andre mennesker – for andre mennesker. For kærligheden Gud føler til mennesker, er ikke en kærlighed, hvor han blot beundrende ser på os, mens han sidder på en lyserød sky – kærlighed er ikke blot en følelse i en selv, hvor man nyder at have den – nej, kærlighed er handling. Og Gud elsker os så meget, at Jesus, hans søn, kom til jorden for leve med os, og han elskede os hver dag han gik på jorden. Han elskede os hele vejen ind i døden. Kærlighed er handling – og kærlighed er i forhold til næsten. Ikke i forhold til en selv. En elskende, der er forelsket i sit egen forelskelse holder ikke længe, men ender som narcissis, der ikke kunne få øjnene fra sig eget spejlbillede. Vores kød hjerter skal leve, banke og brænde for andre. Her leves livet som det er skabt til leve.



Så det er ikke så tosset at bede om det daglige brød, ikke kun så vore egne hjerter kan tage del i Helligåndens fællesskab, men også for at vore hjerter må brænde for andre mennesker. Brænde for at tjene andre mennesker i kærlighed. Du bliver hvad du spiser – spis da livets brød.






Teksten:

Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spist manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Joh 6,44-51