4. søndag efter trinitatis 2008

Led mig, Frelse, ved din nåde,

Også når jeg selv vil råde

og vil gå min egen vej;

Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne,

O, men lad mig aldrig savne

Vished, at jeg tjener dig!


”Elsk dine fjender og bed for dem”, siger Jesus i dagens evangelium. ”Elsk dine fjender og bed for dem”. Lille Mikkel fra 1.b. kigger eftertænksomt ud i luften, mens han tygger på ordene. ”Jep, det kan jeg da godt gøre. Jeg beder da for alle mennesker i hele verden, og deres fjender så de kan elske dem” Læreren ser på Mikkel, og spørger ham, og han da ikke selv har nogle fjender? Mikkel kigger på sin lærer som om læreren er helt åndssvag og siger så meget tydeligt, så læreren kan forstå det: ”Nej, Danmark er jo ikke i krig vel?”



Fjende er et ord, som vi ofte associerer med krig. I krig kalder man modstanderen for fjende, som lille Mikkel også siger. Og det er ikke uden grund, at det ofte kun er i krig, at man bruger det ord. Der sker noget, når man bruger ordet. Ordet gør noget ved dem, som man kalder for fjender. De går fra at være blot mennesker, man er uenig med eller som man ikke kan lide, fordi de har gjort noget forkert i ens øjne. Ordet forvandler. Når man kalder nogen for sin fjende, er det ikke længere mennesker man taler om. En fjende er ikke et menneske, der, ligesom en selv, har levet, grædt, elsket og leet. Når man gør nogle til sine fjender, fjerner man det, der gør dem til medmennesker. De bliver til en masse af ondskab, som man gerne må, ja ligefrem er forpligtet til at kæmpe imod. En fjende er pr. definition ond, og en fjende kan man ikke elske og da slet ikke bede for.



I dagens evangelium siger Jesus, at det er sagt, at I skal elske jeres næste og hade jeres fjender. Faktisk står det ikke nogen steder, at man skal hade sine fjender. Derfor siger Jesus også tydeligt, at det kun er noget, man siger – ikke noget, der står i en lov. Jesus henviser til det Gamle Testamente, hvor der står, at man skal elske sin næste. Men på Jesu tid, mente man at ens næste kun indbefattede mennesker, som man kendte og kunne lide. Og når ens næste udgør en selekterede gruppe af mennesker, er det nemt at konkludere, at man så skal hade sine fjender. Og her kommer Jesus og siger, at man skal elske sine fjender også – og ligefrem bede for dem. Det er vanvittigt. Det er uretfærdigt, for det er jo fjenden og ikke hvem som helst. Vi kan sagtens forstå, at man skal elske sin næste – og behandle den næste som man gerne selv vil behandles. Det er rimeligt at verden hænger sådan sammen. Men er det rimeligt, at man skal elske fjenden – det er ikke fair, at man skal elske den gruppe af mennesker, som man ikke blot selv afskyr, men som afskyr en selv lige så meget. Det er ganske enkelt uretfærdigt.



Og at føle at man er uretfærdigt behandlet er en forfærdelig følelse, der kan vække vrede og harme på et øjeblik. Vi kender det nok. Vi laver et indre regnskab, som skal gå op. Der er ikke nogen, der skal udnytte mig, eller behandle mig som jeg ikke fortjener. I den situation er det nemt, at gøre et andet menneske til fjenden – at fjerne det, der gør et menneske til menneske, og sætte dem i en kasse, hvor man da bestemt ikke elsker dem, men hvor en form for retfærdighed skal ske fyldest.

Her står evangeliet som en modbillede, der ligefrem sætter uretfærdighed som en dyd, vi skal følge. Evangeliet er en stor fortælling om uretfærdighed set med vore øjne. Det giver ikke mening. Hvordan kan Jesus overhovedet bede os om det?



Det kan han af én grund – nemlig at han siger det af kærlighed. Ikke en hvilken som helst kærlighed, men Guds kærlighed til mennesker. Gud vil ikke lade noget skille sig fra mennesker, så derfor gjorde han det eneste, han ikke behøvede at gøre – han lod sig føde som menneske. Han levede som menneske, som dig og mig. Vores Gud – ham der skabte verden – lod sig føde som menneske og leve som menneske. Og derfor skal intet menneske nogensinde leve sit liv alene, intet menneske skal lide alene, intet menneske skal opleve smerte alene. Gud blev menneske, og lovede dermed at han fra da af, vil gå med os hele livet igennem ved vores side. Det gjorde Gud, ikke fordi vi bad ham om det, men fordi Gud elsker os, og ved at vi mennesker inderst inde længes efter ham.



Og Gud satte ikke et skel for sin kærlighed, for han ved at vi alle længes efter ham – så Guds kærlighed gælder alle mennesker. Også de mennesker som ikke fortjener at blive elsket – dem elsker Gud lige som meget som alle andre. Vi skal ikke bevise at vi er værd at elske for Gud elsker os – fordi vi er dem, vi er. Kærlighed er nemlig ikke en købs vare, man kan bytte sig til. Den er en gave – altid en gave. Og Gud giver os den gave – insisterende giver han kærligheden til os, selv når vi ikke vil modtage den. For alle er elsket.



I det lys skal ordene klinge: Du skal elske dine fjender og bede for dem. Selv en fjende er elsket af Gud. Jesus bad på korset: Tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør. De mennesker der behandlede Jesus som deres fjende, fjernede det menneskelige ved ham, for at de kunne slå søm igennem hans hænder, selv de mennesker elsker Gud. Elsker selv dem. Beder for selv dem. Og når man elsker sine fjender og beder for dem, ændrer fjenderne sig. Man giver dem deres menneskelighed tilbage – gør dem til menneske i kød og blod, der ikke længere er synonym med det onde. De er mennesker, lige så elsket af Gud som en selv. Når man elsker en fjende, fjerner man fjendskab.



Det er svært at skulle elske sine fjender. Vi kan ikke selv overvinde al fjendskab i verden – det kan kun Gud. Og der er helt sikkert situationer, hvor de mennesker vi møder, har gjort så bestialske handlinger, at man ikke kan elske dem. Hvor man ikke vil elske dem. I kan nok selv finde en masse eksempler fra både verdenshistorien og måske fra jeres eget liv på mennesker, der handlede så uhyrligt, at man ikke skulle tro, at de besad evnen til selv at elske. Ja, det er ikke nemt det Jesus siger til os. Men det gør en forskel at han har sagt det, for ordene indgyder håb. Håb om en verden, hvor vi ikke ser hinanden som fjender eller behandler hinanden som fjender. En verden hvor kærligheden hersker.



Sådan en verden skal vi ønske, og bede om af hele vort hjerte. Vi skal forsøge at elske vores fjender, insisterer på det, så kærligheden kan blive det største bud. Og sætte vores lid til, at når vi som mennesker ikke kan elske en fjende, gør Gud det for os. Vi skal ville kærligheden – længes efter den. For i Guds rige lyder kærligheden altid højest.




Teksten:

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48