mandag den 9. juli 2012

5. søndag efter trinitatis 2008


Man kan have så mange meninger. Meninger om verden, om sig selv, om sit liv, sine drømme, sin karriere, sit hjem. Mange meninger, og det kræves at man har sine meninger. Det er en del af det at være menneske. Noget som jeg især er vokset op med og tudet ørerne fulde af, er at man ikke skal lade sig slå ud af andres meninger og holdninger til en. Man skal have sine egne holdninger til livet, verden og sig selv. Det er godt og sundt, da man så ikke er så nem at slå af pinden, når andre har en negativ holdning til en, om end vi nok godt ved og kan mærke, at vi tit er sårbare på netop dette punkt. For trods denne kampagne der skal få os til at kun at lade os mærke af egne holdninger, så betyder det noget, hvad andre synes om os. Og hvad andre siger om os. Det gør en forskel om vi er vellidt eller om vi er ildelidt. Det gør en stor forskel for os. Men vi spørger ikke om det. Det er en uskreven social regel at vi ikke spørger et andet menneske: ”hey, hvad synes du lige om mig? Kan du lide mig eller…” Der er mange grunde til ikke at spørge, måske vi i virkeligheden ikke vil høre svaret, eller måske spørger vi ikke, fordi vi er opdraget til at ikke at bekymre os om, hvad andre synes om os. Så vi bruger megen tid på at huske på at vi ikke skal bekymre os, og derfor bekymrer vi os i det skjulte.

Det er set i lyset af det, et besynderligt spørgsmål som Jesus stiller sine disciple i dagens evangelietekst. Han spørger sine disciple hvem DE siger han er – hvem de mener han er. Nu ved Jesus nu nok godt hvem han er. Han ved, at han er Guds søn, han ved at han skal lide en forfærdelig død – alt det der ved han. Og han kunne være ligeglad med hvad hans disciple synes om ham. Men det er han ikke. Han spørger, ikke blot om hvem disciplene siger han er, men også om hvem folk generelt siger han er. Hvem siger folk jeg er? Siger de noget om mig. Det kunne synes som et lidt uklædeligt forfængeligt spørgsmål fra Guds egen søn; men det handler ikke så meget om Jesu selvopfattelse, men om vores – menneskers – opfattelse af hvem Jesus var – og ikke mindst hvem Jesus er.

I fortællingen til i dag svarer Simon Peter Jesus. Og det er ikke kun et svar, men noget større og mere end det. Det Simon Peter svarer er verdens første bekendelse. Han svarer og bekender. Hermed siger Simon Peter, at Jesus ikke kun var et menneske, men at Jesus var selveste Kristus – Guds søn, der stod foran ham – som menneske, men også som Gud. Jesus var Gud – Gud var Jesus. Det står Simon Peter og siger til en mand, der står foran ham i levende live. Forestil jer det – kunne I stå foran en person i dag og siger, at vedkommende var Guds egen søn?? Selv dengang, hvor disciplene havde fulgt Jesus rundt i landet og set ham gøre undere, var det en udtalelse, der var oprørende. Det er ikke hver dag at man møder Gud sådan ansigt til ansigt. Og på Jesu tid var der mange profeter, der gik rundt i landet og fortalte Guds vilje ligesom Jesus. Jesus var en blandt mange mænd, der havde disciple og som rejste fra sted til sted og talte. Det er med andre ord ubegribeligt, at Simon Peter står en almindelig dag og svarer og bekender, at den mand, han har fulgt så længe, er Guds egen søn, han er Gud.

Gud spørger, hvem siger I jeg er, og mennesker svarer, du er Gud. Gud spørger ikke for sin egen skyld, men for vores skyld. For det betyder noget hvem vi siger han er. Det betyder noget for vores liv nu og her, at vi siger hvem Gud er. Det betyder noget, hvordan vi taler om Gud på. Vi kan nemt vende Gud ryggen, tale grimt om Gud, spotte Gud – det er det nemmeste i verden. Her tager man et skridt væk fra Gud. Simon Peter 3etog den dag et skridt imod Gud. Et modigt skridt imod Gud – det er nemlig OS mennesker, der kan tage det skridt imod Gud eller et skridt væk fra Gud. For Gud står altid med armene bredt ud, klar til at opfavne os – så det er op til os, om vi vil gå imod Gud eller gå væk fra Gud. Det betyder noget hvad vi mener om Gud for vores egen skyld.

Jesus ved dette, og derfor bliver Simon Peters svar – den første bekendelse – også begyndelsen til kirken som vi kender den i dag. Det er på hans udsagn og skridt mod Gud, at kirken er bygget. For kirken er nemlig en evig og vedvarende venden sig mod Gud.

Der er mange unge jeg møder på gaden i mit arbejde som gadepræst, der undrer sig lidt når jeg siger, at jeg er gadepræst. Øhh hvor er din kirke lige henne? Eller hvilken kirke prædiker du i? Det er så indgroet i vores måde at tænke på, at vi ikke kan forestille os kirke som andet end en bygning. En kirke er en bygning med skib, sideskibe, kor, orgel, bænke, kors, alter og tavle, våbenhus osv osv osv. Og spørger man ethvert barn, om hvordan en kirke ser ud, vil de tegne den klassiske og ikke mindst utrolig smukke landsby kirke. Det er fastgroet, at dét er en kirke. Men hvad der desværre hænger lidt mindre fast i manges bevidsthed er, at en kirke ikke beskriver en arkitektonisk byggestil. En kirke ville ikke være kirke uden mennesker. Uden dig og mig ville kirken ikke være til. Så ville den blot være en bunke sten nydeligt stablet. En kirke er mere end bygningen.

I dag hvor vi står her i Guds egen natur og holder friluftsgudstjeneste er der ingen tvivl om, at vi, der er her, er i kirke. Vi er kommet her og sidder her i fællesskab, og JA vi er kommet i kirke. Vi kan mærke at vi er i kirke, vi kan mærke fællesskabet, vi kan mærke at det her er noget andet end hverdagen og noget mere end blot en forsamling af mennesker. Vi er i kirke. Vi er kirken. Her er Helligånden. Her kan vi tage et skridt imod Gud og mærke at han tager os i sin favn.

Så når jeg møder unge mennesker på gaden, siger jeg, at vi er i kirken. Gaden er, som gadepræst, min kirken – for kirke er fællesskab, mødet mellem mennesker – og hvor vi i fællesskab går Gud i møde i tryghed og vished om, at vi bliver taget imod.

Vi ved at Gud er under og vældig Gud.




Teksten:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matt 16,13-26

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der e...