13. søndag efter trinitatis 2012

Det er en tilbagevendende diskussion, når jeg samles med kolleger, at tale om, hvorfor kristendommen i disse år har trængte kår i vesten, men stormer frem i 3. verdenslande.

Alle tal viser, at kristendomme vokser i de dele af verden, hvor undertrykkelse er en del af hverdagen. Hvorfor kunne man spørge? Og ikke bare har kristendommen et budskab om næstekærlighed, der er uden sammenligning, men også det faktum, at Jesus dør på et kors i smerte, bringer lidende mennesker i et skæbnefællesskab med Guds egen søn. Det er drivkraften for at kunne håndtere megen sorg og smerte, at blive forstået. Samtidig er Jesus en Gud, der vil tjene os, og er man undertrykt, kan løftet om en Gud, der bøjer sig i støvet for os, give fornyet styrke til ens eget liv.

Men hvorfor har kristendommen så trængte kår i vesten? Eller sagt på en anden måde, hvorfor giver det ikke streetcredit at sige man er kristen?

For mange år siden kom en nu ukendt ophavsmand med udtalelsen, at det er nemmere at tale om sit sexliv end sin tro. Har det ændret sig? Ikke synderligt, hvis man tænder for fjernsynet en sen aften. Da bliver man mødt med det ene reality program efter det andet, der handler om at date, drikke og dumme sig.

Ja, det er politisk korrekt at hade reality programmer, så jeg ligger mig i slipstrømmen af det, der er rigtige at gøre. At jeg så faktisk ser det fra tid til anden, må I love mig ikke at fortælle videreJ .

Reality programmerne har tårnhøje seertal. Det handler for seeren om at blive underholdt – og det er ikke nyt. I det gamle Rom gav lederne brød og underholdning til folket, så man sikrede sig, at de ikke gjorde oprør. De fik mad i maven og gladiatorkampe, hvor mænd, kvinder og dyr slagtede hinanden, og i det blodbad kom underholdningen. Så, at vi i dag har date, druk og dumhed på tv er ikke sindsoprivende nyt.

Hvorfor er det så deltagere? De af jer, der husker den folkekære Otto Leisner, vil huske lørdag aftner med god underholdning og quizzer. Selv husker jeg Kvit eller Dobbelt bedst. Og især husker jeg en ung pige, der deltog, som var hvalekspert. Hende glemmer jeg ikke.

Jeg ved ikke om det var pigens mål, da hun ville deltage i programmet, men det blev udfaldet. Og netop det udfald, det at blive berømt, at fange seerens opmærksomhed og blive til noget, det tror jeg, er målet for mange af dem, der deltager.

De vil gerne huskes. Man hører folk sige, at det værste, de kan forestille sig, er at blive glemt. Det ligger dybt i os. Hvis børn tror, de er blevet glemt, bryder deres verden sammen. Og vi voksne er ikke er blevet mere voksne på det punkt. Vi vil ikke glemmes, for det betyder, at vi ikke er værd at huskes. At vi ikke er noget værd.

Det ligger i samtiden et ønske om, at vi som individer skal gøre os særligt bemærket - at vi skal være værd at huske. Og det kan man blive ved at gøre en indsats, gøre noget specielt, tage anderledes valg. Du kan handle dig ud af glemslen.

Og her kommer vi frem til et svar på spørgsmålet, hvorfor kristendommen er i lav kurs i vores del af verden. For kristendommen taler direkte mod den tidsånd, at du gennem handlinger og gerninger, kan opnå noget. Jo, du kan opnå noget på arbejdsmarkedet, men når det kommer til Gud, så kan du ikke gennem ekstra anstrengelser opnår noget hos Gud. I kristendommen er det netop IKKE det, du gør, der definerer dig; men at Gud elsker dig, der gør dig speciel.

Men hvor er det nemt at glemme, når vi hele tiden møder en virkelighed, der fortæller os, at vi i samværet med hinanden skal gøre en indsats for at blive husket. Og så er det besnærende nært at overføre det på Gud, og tro, at vi også kan networke med Gud. At vi gennem kompetencer, hårdt arbejde og et godt cv, kan sikre os Guds kærlighed.

Vi tror måske, at vores ambitioner kan nå helt ind i Himlen. Men det triste svar til det vestlige menneske er, at det det kan det ikke. Og det er samtidig også det opløftende svar, at nej, alt det ekstraarbejde, du ligger for dagen, kan ikke give dig plads ved siden af Gud.

Vi hører i dag om en mor, der elsker sine sønner. Hun vil dem det bedste, og ønsker for dem, at de kommer frem i verden. Et helt rimeligt ønske, for det tænker enhver forældre om sine børn. De ønsker dem en god plads i livet. Moren i dag har dog en lidt anden situation end nutidens mødre, for hendes to drenge går sammen med Jesus. Jakob og Johannes hedder de. Hun går en dag hen til Jesus for at tale med ham om dem. Det er nogle gange nemmere, når mor fører ordet.

Og hun beder Jesus om at sikre sig, at hendes sønner får en god plads ved siden af Jesus. Hun vil have, at hendes to dejlige sønner, får de to særlige pladser. Hun mener bestemt, at de både magter opgaven, og fortjener det.

Hun er meget moderne i sin tilgang. Det handler i dag om at kunne italesætte sine ønsker og så præsenterer dem, så andre hopper med på vognene.

Men det går ikke med Gud. Vi kan ikke sælge ham noget, der ikke allerede er hans.

Vi kan ikke give os selv til ham, som et godt køb, eller som en powerpoint præsentation af vores livs succeser.

Og det er da også ærgerligt, for så havde vi da i det mindste chancen for at lægge vægt på alt, det der gik godt. Så ville vi måske tage os bedre ud, når vi stod ansigt til ansigt med Gud selv. For hvad nu hvis, det han så, ikke behagede ham. Ville vi så blive smidt ud i glemslen?

I Aarhus Domkirke er der et kalkmaleri af ærkeenglen Mikael, der står vejer sjæle på en vægt. Sjælen i den ene skål og gerningerne i den anden.

Men i det skjulte ser man så Mikael lægge sin finger på skålen med sjælen, så han sikrer sig, at den ikke bliver vejet og fundet for let Han sørger for, at sjælen kommer i Himlen.

Det er et flot billede på, at gerningerne ikke er målet for Gud. Guds ønske er, vi alle kommer med ham. Han har ikke skabt verden for derefter at sende halvdelen i helvede. Men vi mangler engang imellem at se os selv med det himmelske blik – i stedet for at forsøge, at forhandle os vej ind i himlen, er budskabet, at Gud vil have DIG. Og han husker på dig. I stedet for at bruge blikket på at kigge op, skal vi bruge vores blik på at se hinanden i øjnene. Kristendommen handler ikke om dig og Gud, men det handler om OS og Gud. Sagt med andre ord, så skal vi hellere bruge vores kræfter på, at leve vores liv med hinanden, så der bliver plads til det menneske, der ikke magter at følge med tidsånden. Sørge for, at der også er plads til det menneske, der i skam sænker blikket. Sørge for at der er plads til det menneske, der fejlede i livet.

For der er plads til dem hos Gud, bare fordi han elsker dem, hvor meget mere bør vi så ikke sørge for, at der plads til dem i livet. Når Gud siger han elsker DIG, så elsker han også hende, der sidder på din højre side, og elsker ham, der sidder på din venstre. Du er elsket af Gud, og at vide sig elsket og husket skal være den drivkraft, der gør, at vi forsøger at gøre verden til et bedre sted for alle.

Er det for idealistisk? Måske, men det er det eneste svar, vi kan give til den Gud, der kom hele vejen ned til os, og mødte os som menneske, så vi ikke længere behøvede se mod himlen for at få øje på ham.

Det eneste svar, man kan give på Guds kærlighed til os. Der er plads til alle – Gud elsker også dig. Ikke en af os er glemt.




Teksten:

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28