14. søndag efter trinitatis 2012

”Hvert menneske er kun et vindpust. Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”

Disse udsagn hører vi i dag i kirkens rum. Ord, der lyder sammen med fortællingen om helbredelsen af den lamme mand ved Betesda sø.

”Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”

Ville det gøre en forskel at vide, hvornår man skal dø, kunne man spørge? Ville det gøre dit liv bedre, dybere eller mere meningsfyldt? Jeg hørte engang en foredragsholder sige, at sandsynligheden for at dø er 100%. Der gik et gisp gennem salen, som om det først da gik op for folk, at de faktisk ikke kan undslå sig det. At man hverken gennem sund kost, motion, proteinkurer, meditationer, latterkurser eller gode venner og kærlighed i klaser, kan undgå at dø.

Så vil du vide hvornår? Mja, ville mange nok sige. I al fald står der på samtlige clairvoyantes hjemmesider, at de ikke vil fortælle folk om deres dødsdage. Så det må være et emne, der bliver spurgt til. Og ja, vi vil da gerne vide det, hvis den viden, vi får, er beskeden om, at vi bliver 120 år, er friske i hovedet og sover os stille ind i døden. Ja, den besked vil vi gerne have. Vi vil gerne vide det, hvis det bliver en forsikring på, at vi resten af livet ikke behøver bekymre os for vores helbred.

Men salmisten er bange, og vil vide hvornår livet ender. Han føler sit liv som et vindpust. Den livsånde, der engang blev blæst ind i det første menneske, har mistet kraften til liv, og er nu det vindpust, der river bladene af træerne og efterlader dem nøgne og golde.

Så hør mig dog Herre?

Han er bange – bange fordi han lider. Fordi smerten river i ham og han ikke forstår hvorfor.

Og derfor vender han blikket mod sin skaber, og spørger halv i angst for svaret og halvt i harme over den uretfærdighed, han må udstå. Så hjælp mig dog.

Samme skrig om hjælp lyder hver dag fra tusindvis af sygesenge, hvor smertens eneste udfrielse synes at være døden. Den høres fra forældre, der står ved kuvøser og beder for deres barns liv. Og den høres, når ulykken rammer så meningsløs, at vi må stoppe op i vantro.

Skriget til himlen høres hver dag, skriget om udfrielse fra smerte, om hjælp i nøden og om uretfærdigheden i døden.

Lidelsen er livets ubekendte faktor, som vi kan længes efter at få kontrol over, så den ikke længere kontrollerer vores liv. Og man hører i sukket, der kommer efter skriget, et håb om, at der var en mening med lidelsen.

Og i dag hører vi også fortællingen om manden, der ligger ved søen og håber på helbredelse. Han har ligget ved samme sø i 38 år. Han kender skriget og han kender sukket. I 38 år har han ligget og set den ene efter den anden blive helbredt før ham, og har ikke kunnet andet end at længes efter at nå derned. Han har været så tæt på, og alligevel så langt fra.

Hvor er Gud for ham?

Og da kommer Jesus til ham og spørger: vil du være rask? Havde manden ved søen været jyde, havde svaret nok været: Ja, hvad tror du selv? Svaret er indlysende, selvfølgelig vil han være rask.

Og da svarer Jesus; tag din båre og gå.

Hvorfor sker det nu? Hvorfor kom Jesus ikke før? Hvad er Guds mening med det?

Vi er så vant til at spørge efter en mening, at vi også søger den her. Vi vil forstå, hvorfor tingene udspiller sig som de gør. Og kan vi forstå det, kan vi også kontroller det.

Det er den manglende kontrol, der er vores problem. Vi bryder os ikke om at være magtesløse, så derfor bliver Gud, der har magten, også til syndebukken og meningsgaranten, når livet bliver barsk.

Men fortællingerne i dag er ikke sat sammen så de kan skabe en mening for livet. De er derimod sat sammen, for at åbne vore øjne for vores vilkår i verden.

Gud har ikke bestemt sig for, hvornår vi skal dø, eller at nogle af os, skal få et værre liv end andre. Han har ikke siddet med en pegepind og peget på de mennesker, der skal blive syge og lide. Vores liv er endnu ikke levet, så det vi skal er at leve det. Vi må ikke blive så bange for døden, at vi holder op med at leve.

Vi skal leve.

Vi kan ikke have kontrol over alt. Vi vil gennem gentest, gennem det rigtige liv og de rigtige tanker, sørge for at livet bliver så rigtigt så muligt, at vi laver vores tilværelse om til et laboratorium, hvor vi forsøger at opnå det bedste resultat. Faren er, at vi til sidst vil opdage, at vi i den søgen, glemte livet ved døren.

Vi skal leve.

Men selvfølgelig kan det være svært at leve, når det ER svært.

Virkeligheden er, at sygdom, død, lidelser og smerte er et vilkår for os alle. Alle vil vi vende vores blik og råbe til Gud. Råbe uretfærdigheden ud.

Manden, der helbredes i dag, tager sin båre og går. Alle har vi en båre at bære. Alle skal vi bære vores livshistorie med os, hvordan det så end blev. Og alle skal vi gå.

I AA bruger man en bøn, der hedder sindsrobønnen. Den lyder sådan her:

Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting
jeg kan og visdom til at se forskellen



Tag din båre og gå.

Helbredelsen i dag, handler om, Guds ord i verden. Jesus spørger: vil du være rask? Han kunne også have spurgt: Vil du døbes på denne tro? Eller: Tag det og spis det, det er mit legeme. Han spørger om vi vil tage i mod. Vil du tage den gave, jeg rækker dig. Og gaven er kærlighed.

Helbredelsen er altså ikke et fortælling om, at Gud vil helbrede dem, der tror nok. Heldigvis, for hvad nu med dem, der kun har en lille tro? Men fortællingen skal et tegn på, hvad Gud vil med os mennesker – han vil give os sin kærlighed.

Jesus viser os Guds intention med os, og viser os samtidig, at det ikke handler om, at vi skal forsøge gennem egne kræfter at nå ned i søen, men at vi i mødet med Guds kærlighed får kræfter til at tage vores båre og gå. Gennem mødet med kærligheden får vi fornyede kræfter – vil du være rask, vil du døbes på denne tro, vil du tage i mod den kærlighed, jeg giver dig? Spørgsmålet klinger i vores hjerter.

Vi skal med andre ord lade os falde ind i Guds arme.

Falde hele vejen så han til sidst griber os. Han griber os der, hvor vi har grædt, skreget og sukket – når vi opgiver, at forstå, opgiver at finde en stor mening, og opgiver at tro, at vores liv allerede er bestemt for os – når vi opgiver alt det, og lader os falde, da falder vi ind i Guds arme. Falder og lander det sted, hvor vi endelig holder mund, så vi kan høre at Gud hele tiden har fortalt os; Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.

Jeg er med dig.

Guds ord lyder i verden. Jeg er med dig. Og det ord, det forandrer verden. Det forvandler vores hjerte så de ikke længere er stenhjerter men kødhjerter. Så vi igen kan se, at det vigtigste i livet ikke er at finde meningen med lidelsen, men finde meningen i kærligheden.

Vi råber efter Gud – så hold da op med at forsøg at råbe ham op, når han står lige ved siden af dig, klar til at gribe og klar til at sige til dig, som han siger i dåben: jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.

Hen er med dig gennem lidelse, smerte, glæde, håb, kærlighed og glæde. Med dig hele vejen.

Find ikke meningen med lidelsen, men find hellere meningen i kærligheden.




Teksten:

Den gammeltestamentlige læsning:
Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen. Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet. Hvert menneske er kun som et vindpust. En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den. Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser, skån mig for tåbens spot! Jeg er stum, jeg åbner ikke munden, for det er dig, der har forvoldt det. Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd. Når du straffer en mand for hans synd, knuser du det, han sætter pris på, som et møl. Hvert menneske er kun som et vindpust. Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. For jeg er gæst hos dig, en tilflytter som alle mine fædre. Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen, før jeg går bort og ikke er mere. Sl 39,5-14


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Joh 5,1-15