15. søndag efter trinitatis 2012

Er jeg den eneste, der virkelig gerne vil vide, hvad Jesus fortalte Maria? Hvad kan om muligt have været så vigtigt, at Maria med god samvittighed – eller måske på trods af dårlig samvittighed – bare måtte sætte sig hos Jesus og høre på ham?

Hvad sagde Jesus til Maria, der var så vigtig?

For jeg må indrømme, at jeg har det som på Skt. Hansaften, når jeg læser fortællingen om de to søstre. Nemlig at jeg holder med heksen – jeg holder med Martha.

Jeg har lært af min mor, at man skal yde, før man kan nyde. Derfor må maden laves, bordet dækkes, bordet ryddes, opvasken tages, ned med skraldet INDEN man kan sætte sig ned i sofaen og slappe af. Dertil kommer de meres specifikke opdragelsesregler, nemlig at man skal sidde med albuerne ind til sig, tage det nærmeste stykke kage (ikke det største), ikke slubre eller tale med mad i munde og så selvfølgelig indordne sig, når mor sendte et af hendes blikke. Når vi børn fik det blik, så vi var nok klar over, hvad vi havde gjort forkert. Og det blik fik os til straks at holde med det, vi var i gang med.

En rigtig god opdragelse! Så jeg holder med Martha, for jeg synes, at det er synd for hende. Synd for hende, fordi hun er typen, der altid ender i køkkenet, og gør en masse for andre, der måske ikke altid bliver set.

Og så da hun endelig siger fra, bliver hun sat på plads.

Jeg holder med Martha. Eller faktisk så holder jeg ikke så meget med hende, som jeg kan forstå hende. Jeg kan godt forstå, at hun bliver træt af sin dovne søster, der ikke ser, at hvis de begge lagde kræfterne i, så kunne de begge to hurtigere komme ind til gæsten. Hvis vi hjælpes ad, så går alting meget nemmere. Martha gør sin pligt.

Men pligter i vores tid er på tilbagegang, og rettigheder er kommet til.

Henrik Jensen, der er forsker på RUC, udfolder dette i sin bog, der hedder ”Det faderløse samfund”. Heri skriver han, at vi er gået fra et samfund, hvor pligterne var det vigtigste, fordi der var en klar autoritativ opbygning i familien, hvor faderen var øverst, til et samfund, hvor faderautoriteten er faldet, og i det vakuum, mener han, at pligtens stedsøster, har taget bolig, nemlig rettighederne.

Han har nok ret i sin analyse at denne ændring i samfundet, men det er ikke ensbetydende med, at livet var bedre for 100 år side, hvor pligten herskede. Jesus siger, at ”hver dag har nok i sin plage” – og man kunne derfor også sige, at hver tid har nok i sin plage. Tiden er ikke blevet værre – den har blot ændret sig til noget andet.

Og vores samfund har ændret sig, således at pligten fylder mindre. Rettigheden er i centrum. Hvad vil JEG, hvad er godt for MIG, hvordan får JEG er godt liv? Det er MINE rettigheder, der går forud for pligten.

Og dermed bliver ”Det gode liv” også sat i centrum. For hvad gør dit liv godt? Der findes næsten ikke det menneske blandt minde jævnaldrende, der ikke har set Gran Canyon, dykket ved Great barrier reef eller besteget Kilimajaro..

Vi har generationer, der står i kø efter at udfolde, udleve, underholdes og opleve vores liv. Vi vil have kompetencer, udvikling og vækst.

Jeg ved det, for jeg har det på samme måde. Jeg vil gerne udvikle mig, lære mere, blive klogere på livet og opdage verden. Jeg kender til denne beskrivelse af verden, fordi jeg er et produkt at tiden.

Men lige præcis denne søgen efter det gode liv, kan nemt kamme over i grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav, som intet menneske kan leve op til. Og vi ser konsekvenserne af det – unge som gamle bukker under for presset med stress. Falder om på gaden med en hjerne, der har kørt i højeste gear for længe, og et hjerte, der har banket så kraftigt i brystet, at det er ved at gå i stykker. Vi skal passe på os selv.

Lene Holstein har skrevet et digt om det:

Hun var en god mor

En forstående hustru

En succesrig karrierekvinde

Politisk engageret

Med fast tider i sportshallen

Vinduerne var nypudsede

Stuen støvsuget

Og det duftede godt i hele huset

Af nybagt brød og hjemmelavet appelsinmarmelade

- Da ambulancen standsede udenfor.



Livet kan gøre ondt. Og livet kan koste os dyrt, fordi vi så gerne vil gøre det rigtigt. Vi vil gerne kunne se tilbage på et liv, hvor vi intet fortrød, men hvor vi netop greb dagen og livet – hver dag, hele tiden.

Vi vil faktisk gerne leve vores liv uden bekymringer, men i jagten på netop det liv, bliver vi bekymrede for, om vi når det hele og får udnyttet vores potentiale.

Og så vi har Martha og Maria stående overfor hinanden som repræsentanter for pligten og rettigheden. Fortiden og nutiden der kæmper om fremtiden. Ofte vil en prædikant forsøge at sige, at både Martha og Marias tilgange er vigtige – nemlig at vi hverken kan undvære Martha eller Maria. At Marthas slid i køkkenet er kirkens sociale ansigt – uden mad og drikke duer helten ikke, men vi også skal høre ordet i kirken. En anden tilgang til de to søstre kan være, at man ser Martha som den nævenyttige og højtråbende person, der hele tiden vi gøre opmærksom på sig selv, og at Maria er den underkuede søster, der blot vil høre ordet i kirken.

Men dagens evangelium (dagens gode budskab) handler ikke om, at vi kun skal undersøge de to søstres tilgang til livet på denne måde, eller at vi kan se os selv i deres reaktioner. Det handler derimod i særlig grad om, hvad Maria fik at vide af Jesus.

Hvad var det Jesus fortalte Maria, der gjorde, at hun glemte tid og sted – at hun glemte bekymringer, kompetencer og udvikling. Hvad fortalte Jesus, der gjorde, at hun glemte sin søster Martha i køkkenet? Hvad fortalte Jesus, der satte alt det, vi kender til, alle de normer og regler vi har, alle de rettigheder, vi påberåber, ud af funktion?

Hvad fortalte Jesus altid om? Hvad kom han til verden for?

Jesus gav Gud et ansigt. Et ansigt, vi kan spejle os i. Et ansigt, vi kan forholde os til. Jesus levede for at give os Gud. Og med et blev der lavet om på verdensordenen. For pludselig var det ikke os, der gennem regler skulle forsøge at tækkes Gud og nå ham; med Jesus kommer Gud os nær. Gud bøjede sig hele vejen ned til os, så han kunne bøje sig i støvet for os. Han begrænsede sig selv ved at blive menneske – gjorde sig lige så små som os, så vi bedre kunne få øje på hans storhed.

Og med Guds nærhed i verden, bliver alt, vi kender sat ud af funktion. Når Gud lader sit ansigt skinner over os – når han løfter sit åsyn på os, så forsvinder grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav – og tilbage står menneske, som han skabte dem i sit billede. Når Gud kommer os nær, så ser vi os selv med det himmelske blik.

Det er hvad Maria hørte. Guds ord om sit liv i verden. Og det det største i kristendommen, nemlig, at da Gud fortalte en historie, var det min historie han fortalte (Sløk).

Når Gud fortæller, fortæller han om os. Han fortæller om Martha og Maria, om dig og mig. Han fortæller en historie om et liv med pligter og rettigheder. Han fortæller om vrede over manglende hjælp, og om et liv med en længsel efter ham. Og han fortæller om et liv med en sorg over, at vi oplever, at han mangler i vores liv. Han fortæller om dig. Fordi han kender dig – fordi han ser på dig.

Jeg holder stadigvæk med Martha, fordi jeg synes, hun kæmper bravt. Men jeg kan kun holde med hende, fordi jeg ved Gud beder for hende. Beder for, at hendes pligter ikke skal overmande hende, og at hendes pligter ikke må kvæle hende.

Jeg holder med Martha, fordi jeg hun trænger til at sidde ved sin Herres fødder og blive set. Og fordi hun slet ikke endnu har opdaget, at Jesus er gået ud i køkkenet efter hende, for at være hende nær.



Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42