søndag den 25. november 2012

Sidste søndag i kirkeåret 2012



Når man går ind i en kirke, får man helt automatisk en retningsanvisning foræret.

Ja, forhåbentligt får vi en retning i vores liv, men faktisk får vi en helt anden retningsanvisning, nemlig en geografisk.

Alle kirker er placeret sådan, at man, når man står foran et alter, ser mod øst. Det betyder, også at vi går mod øst, når vi går ind i en kirke.

Mod øst, hvor solen står op. Og har man set en solopgang, ved man, at solen er på vej, inden vi ser den på himlen. For den sender sit lys, sin glød og sine farver forud for sig selv. Og inden selve solen viser sig i horisonten, farver dens lys verden, og forvandler det livsløs og farveløse mørke til vitalitet og nuancer.

Vi ser mod øst, når vi kommer ind i kirken, for det er også mod øst, vi har fået at vide, at Jesus skal komme igen. Komme med morgenrødens vinger og gøre den livløse og farveløse verden til en verden fyldt med Guds vitalitet, og nuancerer vores liv med sin kærlighed.

Vi ser mod øst, mod morgenen. Vi ser mod det, der kommer, og på en måde ser vi mod vores egen fremtid. Mod det vi er på vej til, mod de veje, vi kan vælge, og det liv vi endnu ikke har levet. Vi ser mod øst – vi ser mod fremtiden.

Og bag os har vi vest – det vi kommer fra. Der hvor solen går ned, når det har vandret på sin bane hen over himlen. Vi bærer altid vores liv med os. De oplevelser vi har haft, de mennesker vi har mødt, de beslutninger vi har truffet. Vi har fortiden bag os.

Og her står vi midt i kirkens rum – med vores fortid og vores fremtid. Vi står i en spænding mellem det vi kommer fra, og der vi er på vej hen. Og vi er lige her i nuet.

Vi ved, at vi bliver nødt til at gå ind i vores fremtid – det kan vi ikke undslå os. Og vi bliver nødt til at bære vores fortid med os, for den bliver ikke anderledes. Den er allerede levet.

Den spænding kan opleves som en stor byrde. En kæmpe byrde, der kan true med at vælte benene væk under os. En byrde vi ikke altid ved, om vi overhovedet kan bære. Vi har kun nuet, men i det ”nu” skal vi måske bære en traumatisk barndom, en smerte over et tab af en, man elsker, et venskab der gik itu eller ord, der blev sagt og nu ikke kan tages tilbage. Byrden kan være smerten over en sygdom, ensomhed, konflikter, angst, fiaskoer eller stress der truer med at knuse ens hverdag. Modløshed, træthed eller tristhed.

Byrderne er mange. Vi lægger tit byrder på hinandens skuldre. Vi gør det ofte uden at være klar over det. Og andre gange gør vi det helt bevidst – måske fordi vi ikke længere kan bære alene. Og nogle byrder blev vores til del, blot fordi livet gik som det gik. Ikke fordi vi ønskede os disse byrder, eller håbede på det. Ikke fordi vi længtes efter det, eller fordi vi gerne ville. Men ene og alene, fordi det blot faldt sådan ud.

Men hvad er det for en Gud, der ved, at vi har byrder at bære. Hvad er det for en Gud, der lader os bære så uendeligt meget til tider, at vi må vakle og falde? Hvem er han, der ikke griber ind med sin mægte hånd og sin almagt svinger tryllestaven, så vi kan undgå at stå i denne uudholdelige spænding.

Jeg kunne give jer to svar. Det ene svar frikender Gud og det andet svar gør ham ansvarlig. Hvis jeg siger, at Gud for det første ikke lægger byrder på os, og for det andet heller ikke har mulighed for at fjerne dem, da gør jeg Gud til en lille Gud, der slet intet kan sige eller gøre i verden. En svag Gud. Men hvis jeg nu siger, at Gud er en mægtig Gud, der sagtens kan gøre og gribe ind i verden, men som ikke gør det. Og som lægger byrderne på os. Gør jeg da ikke Gud til en magtsyg Gud, der giver os byrder som en ondskabsfuld dæmon, der kun redder efter forgodtbefindende. Så hvilken Gud foretrækker I? Den svage Gud eller der magtsyge Gud? Gud der intet gør, eller Gud der gør alt?

Men spørgsmålet må da lyde, er det virkeligt os, der enten skal frikende Gud eller give ham ansvaret? Er der os, der bestemmer hvem og hvordan Gud er?

Svaret er enkelt nej. At leve et menneskeliv er hårdt, og det vil koste dig livet. Det er hårdt, fordi verden, vi lever i, er hård. Det er hårdt, fordi det er hårdt at elske og blive skuffet, hårdt at elske og bliver forladt, hårdt at elske og miste. Det er hårdt, fordi vi ikke magt over vores fremtid. Hårdt fordi vi kun kan vælge vejen, vi går, men ikke har magt over, hvad der til støder os. Det er hårdt, fordi vi til tider går den forkerte vej og ender i blindgyder. Det er hårdt, fordi vi nogle gange kan føle, at vores sjæl – det der gør os til levende mennesker, er blevet forladt og glemt et sted, vi ikke kan finde tilbage til.

Ja, et menneskeliv er hårdt. Hårdt fordi vi elsker, og hårdt fordi vi har forventninger til det liv, vi gerne vil leve. Men det er jo netop hårdt, fordi det ikke er ligegyldigt. Megen smerte stammer fra det, der betyder noget for os. Fordi vi ikke er ligeglade, men fordi livet har betydning og mening for os. Byrder er med andre ord til, fordi vi er afhængige af hinanden og livet.

Vi behøver ikke forklare præcist hvorfor, der er byrder. Det ville være det samme som at skulle forklare, hvorfor forældre elsker deres børn. Eller at skulle forklare, hvorfor livet er vigtigt for en. Vi kan ikke forklare, hvorfor vi lever i en spændingsfyldt verden, men blot konstatere, at, det gør vi. Det handler ikke om et stort hvorfor, men derimod om et meningsfyldt hvordan? Hvordan lever jeg et liv med de byrder, der er mine at bære?

Og dertil giver Gud os hjælp. For det er sådan en Gud, han er. Gud vil ikke lade os gætte, hvem er han er, men giver os et menneske – et ansigt – vi kan forholde os til. I Jesus fik Gud et ansigt – et liv. Jesus levede, så vi kan lære Gud at kende. Jesus er lyset, gløden og farven, som Gud har sendt forud for sig selv, så han kan fortælle os, at Gud – at solen – er på vej. Og med Jesus blev verden en anden. Verden er aldrig kommet sig over Jesus, men står derimod forandret tilbage. Forandret så farverne er klarere, nuancerne mere skarpe og livets ikke så mørkt.

Jesus levede som mennesker – med byrder. Han blev ikke sparet blot, blot fordi han var Guds søn. Nej, han fik sin del af byrder, og også han bad Gud om, at han måtte blive fri. Om han dog ikke kunne slippe for dem. For også han var under kærlighedens åg, som vi er det.

Jesus levede for at gøre os klar over, at vi tilhører ham.

Jesus siger til os i dag: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

De trætte, de slidte og dem med tunge byrder. Læg mærke til, at Jesus IKKE siger: ”kom til mig alle I der er gjorde alt det rigtige, altid sagde ja og alle jer der havde alt under kontrol.” Læg mærke til, at DET siger han ikke. Nej, det er ikke dem, han vil give hvile. Men derimod dem, der trænger til det.

Kirkeåret slutter i dag med en opfordring til alle der bærer byrder – en opfordring til menneskeheden om at komme til Jesus for at finde hvile der – finde mod til atter at tage sin byrde på sig, og gå videre i livet. Han fjerne ikke livet fra vores skuldre, heldigvis. Han lader os beholde vores liv, og ser da på vores længsler og vores drømme. Ser at vores liv er mere end vores byrder, og giver os hvile.

I vores kirke har vi, som den eneste kirke, jeg kender til, et kighul til himlen. Som en påmindelse om, at vi i vores færd frem i livet, ikke kun kan nøjes med at se frem mod fremtiden eller tilbage i fortiden. Det er også vigtigt på vejen, at se op - se mod himlen, der får sin farve af solen, og vide, at Gud ikke bare er deroppe, men at han steg hele vejen herned for at gå ved siden af os.

Godt nyt kirkeår. Må Gud bære med.




Dagens tekst:




På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30

Ingen kommentarer:

Send en kommentar