23, søndag efter trinitatis 2012

Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv! (DDS 367, 1)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Jeg mødte for nogle år siden en amerikansk mand, der levede sit liv med absolut tanke for andre. Vi dykker ned i hans livshistorie på et tidspunkt, hvor han har mistet alt, hvad han ejer. Hans kone, arbejde, hjem og formue. Han havde intet tilbage. Og da beslutter han sig til, at han vil give 10 % af de indtægter, han måtte få, til velgørende formål. Midt i sin elendighed lover han, at ville give tilbage, hvis det skal gå ham godt igen.

Da får et arbejde, og tjener sine første 10 dollars. Og tro mod sit løfte, giver han 1 dollar til et godt formål. Så tjener han flere penge. Denne gang 100 dollars. Og da skal han jo give 10 % af de 100 dollars.

Han ser mig på det tidspunkt i øjnene, og siger ærligt, at de penge, var de mest vanskelige at forære væk. Alt i ham råbte til at ham, at han skulle beholde dem – nu var han på vej op, så derfor behøvede han ikke give de penge. Nu gik det lige godt igen.

Men han gjorde det, og gør det den dag i dag. Giver 10 % af sin indtægt til velgørende formål.

Siden det møde med ham, har jeg haft kronisk dårlig samvittighed. For jeg giver altså ikke 10 % af det jeg tjener til velgørende formål. Jeg giver måske lidt til landsindsamlinger, og så betaler jeg skat. Og jeg kunne nu vælge at læne mig tilbage og sige, at jeg gør nok; men han giver mig stadigvæk dårlig samvittighed. For jeg burde måske også gøre mere, give mere, forsøge mere.

Han har ramt en nerve hos mig, der gør ondt. Jeg kommer nemlig selv fra et fattigt hjem, hvor det var svært at få det hele til at løbe rundt. Hvor gaverne var små til jul og fødselsdage, hvor lommepenge var noget de andre fik, og hvor vi måtte lære, at vi bare ikke kunne få alt det, vi gerne ville have, og gøre alt det, der så sjovt ud. Så jeg kender det jo på egen krop – det at være den, der står i den anden ende, og må modtage. Så han rammer en nerve.

Dårlig samvittighed. Og den dårlige samvittighed er måske noget at det værste at leve med. Den er langt sjovere, når den er god og tilfreds. Selvtilfreds.

Og nu hører vi tilmed i evangeliet i dag, at Jesus roser den gamle kvinde, der giver to mønter i tempelblokken – altså i indsamlingsbøssen uden for templet. Hun gør mere end alle rige gør til sammen, for hun giver ikke af sin overflod, men af sin fattigdom.

Temaet omkring økonomi og penge er et velkendt tema i Bibelen. Faktisk vender Jesus tilbage til den måde at tale om livet på igen og igen.

Tænk bare på:

- Jesus betalte syndes sold.

- I er frikøbte i Jesus.

- Vi skylder Gud alt.

- Giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.

Måden at tale om vores forhold til Gud på, foregår ofte indenfor en økonomisk ramme. Hvorfor? Fordi det er en ramme, vi forstår. Vi kender den ud og ind. Det er dog de færreste mennesker i Danmark, der overhovedet ikke behøver bekymre sig om penge, eller som ikke drømmer om at vinde i Lotto (også selvom man ikke spiller).

“Money makes the world go around” synger Liza Minnelli i musicalen Cabaret.

Penge får verden til at løbe rundt.

Det kan til tider synes rigtigt, når vi skeler mere til bankbogen end naturen. Skeler mere til overskuddet end menneskerettighederne. Og tæller mønterne, mens vi ser mellem fingrene med endnu et menneske, der bliver henrettet.

Penge for verden til at løbe rundt?

Og måske netop derfor vælger Jesus, at tale til os i et sprog, vi forstår. Nemlig det økonomiske: for vore øjne ser let det, der ikke behøver at blive set på - pengene. ”Du kan købe alt for penge – det handler blot om prisen.” hører vi sagt. Set med verdens øjne er det altid den rige, der giver mest. Altid den rige, der med sine store checks gør den største forskel.

Men i Jesu øjne er det den fattige, der giver mest. Når Gud kigger på os, er det ikke længere vores rigdom der er i fokus, men vores fattigdom. Enken gav af sin fattigdom.

Det handler ikke om størrelsen på mønten. Det handler ikke om, at man bliver et bedre menneske i Guds øjne af at give mere. Det handler jo ikke om økonomien.

Det handler om det, der altid er på færde, når vi har med Gud at gøre. Nemlig kærligheden – Jesus taler til os om selve livet.

Kærligheden er barmhjertigheden. Hjertet i barmen, der banker (jf. Kierkegaard). Kærligheden er nåden. Nåden, vi får som en benådning, når vi har fejlet, og er klar til vores dom. Kærligheden er Guds løfte til os om, at han lover at være med os alle dage indtil verdens ende.

Vi bliver mødt med kærligheden forrest, når vi møder Gud. Vi bliver mødt med kærligheden, når vi rækker vores tommer hænder frem.

Han lover at være med os, og at se på os med det himmelske blik.

Igennem det blik, bliver set, ikke for hvad vi magtede, eller ikke nåede; det er ikke vores dårlige samvittighed, der bliver sat under lup og undersøgt.

Nej, igennem det himmelske blik bliver alt det, der ikke ser ud af noget, alt det ingen så, alt det der forsvandt i mængden, det der blev nytteløst – set af Gud.

Han ser også vores fattigdom. Vores afmagt. Vores håb og længsler. Han ser vores hjerter, og ser os. Det kan virke skræmmende, når vi ikke altid er det bedste udgaver os selv.

Historien om enken, der gav alt hun ejede, er en historie om en gammel dame, der en dag, gik hen i templet og gav to små mønter. Mønter, der hverken kunne bruges til at købe hele eller halve brød for. Men hun gav dem, fordi det var det, hun havde. Vi aner ikke, hvorfor hun gav dem, eller om hun var et specielt elskeligt menneske. Måske var hun en værre rappenskralde, der slog sine børn, sladrede om naboen og bandede over de hjemløse. Vi ved det ikke. Men vi ved, at Jesus så hende og det rene ingenting, hun gav.

Så hendes tomme hånd, og i den tomme hånd, rakte han sig selv og sin kærlighed, som et stædigt løfte om, at Guds kærlighed også gælder mig.

Når vi ikke når hele vejen, når vi skammer os, når den dårlige samvittighed nager, bøjer Gud sig ned og elsker på trods.

”Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom” (DDS 367, 6)

Og der gør hans vores fattigdom til sin rigdom.







Dagens Tekst:




I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Mark 12,38-44