søndag den 4. november 2012

Alle helgens dag 2012



”Nu kan alene kærlighed

forhindre at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)

Amen


Vi får titler livet igennem. Vi bliver født, og bliver vores forældres børn. Vi vokser op, begynder i skole og bliver skolebørn. Vi bliver ældre, tager måske en uddannelse og bliver studerende. Så bliver nogle gift – de bliver ægtefolk, får børn og bliver forældre. Eller man får et arbejde og bliver det. Jeg er bager, jeg er ingeniør, jeg smed, jeg er blevet forfremmet. Vi tager efteruddannelser – smykker os med titler.

Vi får livet igennem nye titler, fordi vi forandrer os. Fordi livet forandrer os. Vi får nye opgaver og har nye positioner i vores liv.

Sådan er det at leve. Vi kan ikke leve et liv uden at være noget for nogen. Vi er altid et eller andet, og om ikke andet, så er vi mennesker. Titlerne er med til at definere, hvem vi er, og hvad vi fylder i vores liv. Og ofte er vi stolte af de titler. De er en brik til det puslespil, der er vores liv.

Men der er en titel, som vi får uden at have bedt om den, og som vi får uden at ville have den. Vi bliver ”de efterladte”.

Dem, der har mistet, og som måske nu også skal ringe til bedemanden, bestille kisten, blomster, mindehøjtidelige, begravelsen, bisættelsen, læse kortene, takke for dem, og så vende tilbage til sit liv, for der at forsøge at skabe en hverdag.

Og i manges øjne holder man op med at være efterladt, for nu er alt det praktiske overstået. Men inde i en selv – dybt derinde, hvor hjertet banker, der er man stadigvæk efterladt.

Efterladt tilbage i livet, forladt – og overladt til at skulle leve resten af livet færdigt. Den titel er som en trøje, vi bliver tvunget i. En der sjældent passer os. Det er nærmere en spændetrøje, der spænder os fast i livet. Vi får endnu en titel – enken, enkemanden, den forældreløse, den barnløse, den der mistede en bror, en søster, en moster, en bedstemor. Den der mistede – den sørgende.

Og nu hører vi, at Jesus kalder os for livets salt og verdens lys. I er livets salt. I er verdens lys. Det lyder fremmed, underligt og kan lyde ligefrem provokerende, at blive kaldt livets salt og verdens lys, hvis man sidder og føler, at alt omkring en er blevet slukket med den andens død. Alt er blevet tyst, stille – gået i stå.

Man kan fristes til at lade sig lukke inde i spændetrøjen i et konstant favntag af sig selv. Holde om sig selv, fordi den, der før holdt om en, nu er væk. Det er godt for en stund, men ikke for et liv.

Vi er verdens lys og jordens salt.

Men hvad er salt, hvad er lys?

Salt er det, der fremhæver smag og trænger ind overalt. Salt gør oplevelser mere intense,. Salt kommer også ud gennem vores tårer – uden salt bliver livet ligegyldigt.

Lyset gennembryder mørke. Og selv et lille lys, kan flække ethvert mørke, ja. Selv en mælkebøtte kan gennembryde asfalt, når det får lys – uden lys bliver livet ligegyldigt.

Vi er lys og salt for hinanden. Vi giver livet smag. Vi giver livet lys. Uden hinanden bliver livet ligegyldigt og mørkt.

Salt og lys er kærlighed. I er jordens salt og verdens lys. Og derfor smerter det i os, når vi mister en, vi elsker. Vi føler, at lyset bliver slukket, og at livet mangler smag og oplevelse. Vi mærker, at noget mangler.

Kærligheden føles mest intenst ved kisten, hvor den river i os. Den kærlighed kalder, vi for sorg, og måske nok kærlighedens smukkeste udtryk. For kun det menneske, der er elsket og har elsket efterlader sorgen.

Vi er verdens lys og livets salt.

Den titel er med til at definere, hvad vi er for hinanden. Vi er hinandens salt og lys. Vi skal gennem vores liv med hinanden give livet smag og oplyse hinandens liv.

Allehelgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder for dem, og besøger måske gravstedet. Vi giver os selv tid og mulighed for at kunne tænke tilbage på dem, vi savner, det vi har lært og de oplevelser, vi har haft. Vi tænker på og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De har været vores lys og vores salt. De har gjort vores liv meningsfyldt.

Sorgen kaldes også for kærlighedens pris. Det er den pris, som kærligheden koster, at den må blive til sorg. En pris vi ikke vil være foruden, for kærligheden kan vi ikke undvære.

Gud har sat os i verden af den ene grund, at vi skal elske. Gud ønsker et eneste for os, nemlig at vi oplever kærlighed. Fordi han selv elsker os.

Da vi blev døbt blev vi alle lovet, at Gud ville være med os alle dage indtil verdens ende. Ikke vores liv ende, men verdens ende. Gud er med os, også ind i døden. Når vores liv slutter, er vi hos Gud. Det er Guds kærlighedserklæring til os.

I et liv, hvor man skal lære at leve med sorgen, da lyder løftet fra Gud, at han er med os alle indtil verdens ende. Hans kærlighed favner både de døde og de levende, også når vi kun har os selv tilbage i livet at holde om. Da er Gud med os med sin kærlighed.

”Nu kan alene kærlighed

forhindre at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)


Dagens tekst::

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5, 1-12

Ingen kommentarer:

Send en kommentar