2. søndag efter påske 2013

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selvom jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig. (Salmernes Bog, salme 23, 1a-4a)
Amen


Man undrer sig i mange lande sig over, hvorfor Danmark, trods finanskrise, klarer sig så godt, som vi gør. Vi burde have det langt værre. Vi burde strømme til bankerne, hæve alt, hvad vi ejer og stoppe det ned i madrasser og brændestabler. Men det gør vi ikke.

I mange lande undrer man sig over, at vi kan lade barnevogne stå ude foran cafeer uden at barnet bliver kidnappet. Vi burde vogte over barnevognene i mistro til andres intentioner. Men det gør vi ikke.

I mange lande undrer man sig over, at vi tør gribe ind, når der sker et uheld. Vi burde blande os uden om, for ikke at få skylden for uheldet. Men det gør vi ikke.

Og hvorfor gør vi ikke det? Svaret er simpelt: tillid.

I Danmark har vi en høj grad af tillid til hinanden, til systemet og til andres intentioner. Der er lavet store og lange undersøgelser, hvor man har fundet frem til, at vi her i Skandinavien har en særlig høj grad af tillid til andre mennesker. Men det særegne er, at vi har tillid ikke bare til dem vi kender, men også til fremmede.

Det er en tanke, vi finder hos mange store teologiske tænkere. K. E. Løgstup, der er dansk teolog, kalder det for en suveræn livsytring, at vi har denne tillid. Altså en grundlæggende menneskelig ytring, der suverænt vil komme til udtryk i mødet med andre – det ligger simpelthen i vores natur, om man vil, at vi viser hinanden tillid. Vi kan slet ikke lade være med at vise hinanden tillid

Vi ser det så tydeligt hos barnet, der kigger op på sine forældre i tillid til at de passer på det, og at det er i trygge hænder.

Eller tænk på, hvis I møder en fremmed, der fortæller om sit liv. Vi regner helt naturligt med, at det er sandt, hvad vedkommende siger. Det er kun i særlige tilfælde, at vi bliver mistroiske.

Vi har med andre ord lagt lidt af vores liv i hinandens hænder i tillid til, at de vil passe på det.

Men sådan en tillid kan også blive misbrugt og blive til mistillid. Når vi oplever, at andre udnytter os og vores godhed, så bliver den grundlæggende tillid overskygget af mistillid. Vi er indrettet til at forholde os til den verden vi lever i, og tilpasse os den. Og desværre bliver nogle nødt til at tilpasse deres tillid til en mistillid for at kunne overleve. Det er i grunden en synd, for tilliden ligger i vores inderste som et bankende hjerte, der tror på, at andre vil os det godt. Det er som et levn fra Paradisets Have, hvor Gud så på sin skabte verden, og så at den var god, som han til stadighed ser på os, og konstaterer, at det, han ser, er godt. Gud ser igen og igen på os, og ser det gode i os. Gud ser, at den mistillid vi rummer, blot er en hinde – en skal – der dækker tilliden. At piller man lagene af os som et løg, da vil man finde en suveræn livsytring – nemlig at vi gerne vil og længes efter at møde medmenneske med åbne tillidsfulde arme.

Men tillid skal værnes om og bekræftes. Vi må aldrig bare regne med, at blot fordi vi synes, at tillid bør være til stede, at den også vil være det.

Vi lever i dag i samfund, hvor der er sket en drejning fra fokus på fællesskabet til et højere fokus på individet. Det er der meget godt ved, men der er også en fare i det: nemlig den voksende mistillid. Tillid er tilliden til, at vi ikke bliver ladt i stikken, bliver stukket i ryggen eller snydt af hinanden. Tillid er, at vi uden ord og kontrakter, blot ved, at ham vi møder, altid gør sit bedste – også for mig.

Men når vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved hinandens intentioner, når vi selv begynder at pege fingre af andres liv, fordi vi ikke synes, at de gør det ”godt nok”, da har vi mistet tilliden. For tillid kræver nemlig ikke kontrol, men beror på, at vi med vores samvittighed kan finde vejen i livet, også med hinanden.

Evangeliet til i dag handler om tillid. Jesus siger til os, at han er den gode hyrde, der leder os og kender os.

Der er langt fra Jesu tid, hvor hyrder var en naturlig del af hverdagsbilledet til i dag, hvor det er blevet en fritidsaktivitet at træne hyrdehunde, man kan vinde konkurrencer med. Forstår vi hyrdebilledet?

Hyrden skulle vogte over fårene, finde nye græsgange og vand til dem. Om natten ledte ham dem ind i fold, der var lavet af en jordvold med tjørnegrene som en slags pigtråd. I indgangen til folden lagde fårehyrden sig og sov for at vogte fårene fra vilde dyr. Han var således døren ind til fårene.

Når Jesus bruger billedet af sig selv som fårehyrde, så er han den, der vogter over os, finder nye græsgang og vand – og det er ham, der lægger sig i døren for at beskytte os fra vilde dyr. Det er Jesus, der er vores hyrde.

Men det kræver tillid, og ikke kontrol.

Får går frit omkring, og er hverken låst fast eller bundet i deres liv.”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde”, siger Paulus (2.kor 4,8a). Vi er skabt til at kunne gå derhen hvor vi vil. Vi er skabt til at være ubundet – skabt i frihed.

Og det kan lyde som et mærkeligt paradoks, at vi er skabt i frihed for at høre til en flok. Men frihed er ikke at gøre, hvad du egenrådigt har behov for uagtet andres ønsker. Vi må ikke gøre friheden til et egoistisk soloprojekt. Frihed er derimod at lægge den som gave foran næsten hver dag, og sige: se her, jeg giver dig friheden til at tænke, tale, drømme, elske og håbe. Jeg giver dig den frihed, at vi sammen i tillid kan være med til at værne om det fællesskab, vi begge er sat i.

Fællesskab er kun muligt, fordi vi har en hyrde, der kan lede os. Jesus er den hyrde, der ikke lader os i stikken, stikker os i ryggen eller snyder os. Tværtimod så er han den hyrde, der i en påske for 2000 år siden lagde sig ved indgangen til folden velvidende, at faren ville komme den nat. Han lagde sig ned, og forsvarende os med det eneste våben han havde, nemlig sin kærlighed.

Han døde for sine får – han døde for os. For det var den eneste måde han kunne redde os alle på. Og ikke bare reddede han dem, der var i hans lille fold – nej, han reddede os alle. Alle. Selv dem, der er løbet deres vej og dem, der er faret vildt.

Han gik forsoningens vej, for der er ikke den vej, som Jesus ikke vil gå med os. Når vi går gennem mørke dale, og stenede stier, så går han med os. Han er den hyrde, vi kan have tillid til, når alt andet ramler.

Vis os da vejen, du Himmelens Herre, og giv os mod til at gå den! (DDS 613, 4)

Amen

Dagens tekst:
Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Joh 10,11-16