tirsdag den 9. april 2013

1. søndag efter påske 2013



Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød, (DDS 238,4)


Amen

Universet blev til da Big Bang fandt sted for 13 milliarder år siden. Da eksploderede universet ind i sin væren, og gasser og energi fyldte, udvidede og var samtidig selve universet. Tyngdekraften fik masserne til at klumpe sammen, og danne sole, der igen eksploderede, dannede tungere grundstoffer, og selv blev de til sorte huller, hvorom galakser roterer. I midten af vores egen mælkevej er et sort hul, og vi er blot en galakse af millioner. Og i en af armene i denne mælkevej ligger vores solsystem. Og tre kloder fra solen på den blå planet, bor vi.

Det er sådan, vi får beskrevet, hvordan verden blev til, og de fleste moderne mennesker vil tilslutte sig denne forklaring, og det vil jeg såmænd også. Vi godtager denne forklaring på universets opståen uden nogensinde selv at have set det. Det er heller ikke mange, der kan forstå de indviklede matematiske beregninger, der har gået forud for denne teori. Og ingen af os vil kunne foretage en rejse udenfor universet for at tjekke fakta.

Men selvfølgelig tror vi på, at det er sket, som vi hører det. Vi siger ja uden at forstå størrelsesordenen, og trods det, at vores fantasi ikke rækker.

Lidt værre står det til, når vi kommer til talen om opstandelsen, og det selvom vi ved lige så meget om opstandelsen, som de fleste af os ved om Big Bang. For ingen af os har set den opstandne Kristus, vi har kun hørt om ham. Ingen af os forstår Guds beregninger, der er gået forud for Jesu opstandelse. Og ingen af os kan tage en rejse til Gud for at tjekke fakta.

Men det er ikke en selvfølge, at vi tror på opstandelsen som vi tror på teorien om Big Bang. For vi er moderne mennesker, der med skepsis ser på det ”overnaturligt” – altså det, der går ud over vores empiriske iagttagelser af naturen, og som ikke kan forklares med de fysiske love.

Vi er, hvad vi et anfald af manglende ydmyghed, har kaldt for oplyste mennesker.

Men det var Thomas også. Han var et meget moderne menneske, der med skepsis erklærer følgende: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Thomas vil have så håndfaste beviser, at han selv vil mærke efter, før han tror på, at det er sandt.

Thomas, manden med det tvivlende, oprørske, skeptiske sind. Da det kom til troen, slap den ham af hænde, sammen med håbet. Han blev desperat, og måtte erklære sin modstand. Han tvivler, da springet fra selv at have set med egne øjne til at tro på det, han får fortalt skal tages.

Men Thomas var ikke en dårlig discipel, eller et eksempel til skræk og advarsel. Nej, tværtimod bør vi være taknemmelige for Thomas. Tak til den discipel, der trods sit liv med Jesus, måtte stille sin tvivl til skue. Tak at Gud har samme mas med Thomas, som han har det med os andre. For jeg er Thomas. Jeg er tvivleren.

Jeg er den, der har brug for Gud til at holde trofast fast i mig, når jeg tvivler, sætter spørgsmålstegn og kræver bevis for min tro. Jeg tænker nogle gange, at havde jeg været Thomas, havde jeg ikke tvivlet, for så havde jeg jo set Jesus. Men sådan hænger det ikke sammen. For Thomas tvivlede ikke på det han så, men på det han hørte. Og sådan er det med vores ord - det er så vanskeligt at overbevise andre om troen gennem gode argumenter og retoriske krumspring. Gud skal med i ligningen før den kan gå op.

Mange tror, at det modsatte at tro er tvivl. Men det er det ikke. Det modsatte af tro er vantro – eller mangel på tro. Tvivlen hører derimod sammen med troen. Thomas bliver kaldt for Didymos, der betyder tvilling, og nogle har kaldt netop tro og tvivl for tvillinger. De hører sammen, for det er sådan med tvivl, at den faktisk gerne vil tro. Den længes tro, og leder efter denne sin modsætning. Den der tvivler står med et hjerte, der siger ja, og forstanden der siger nej. Og her bliver der trukket og hevet fra begge retninger i en, mens de kæmper om 1. pladsen i ens liv.

Der er intet syndigt i at tvivle. Det er heller ikke noget særlig dydigt i aldrig at have tvivlet. Thomas bliver jo heller ikke sendt bort som en dårlig troende, blot fordi han kræver beviser. Nej, for han ville jo gerne være troende.

Men Thomas har som den eneste af Jesu disciple ikke set den opstandne Kristus. Mon ikke Thomas derfor pludselig har stået vaklende i forhold til sine venners fortælling, i forhold til at han er blevet snydt, og i forhold til sit eget liv, der på en uge har ændret sig fra trygheden med Jesus ved sin side, til ensomhed og tomhed. Han må have følt sig magtesløs. Og da forsøger han at læne sig op af det eneste sikre han kender, nemlig sin fornuft. Han turde ikke troens spring, for fornuften og kravet om beviser holdt ham fast til jorden.

Men da sker det utrolige. Nemlig at den opstandne Kristus kommer og møder ham. Det sker ikke i det øjeblik Thomas kræver sit bevis, men derimod en uge senere. Da stiller Kristus dig op foran ham, og beder ham om at mærke efter med sine hænder, men Thomas behøver kun mærke efter med sit hjerte. For i det øjeblik oplever Thomas noget, der går over beviserne, og overbeviser ham om, at Jesus er sand. Da må han sige:

Min Herre og min Gud.

Vi der lever i dag, 2000 år efter begivenhederne, har kun fortællingerne at tro på. Vi må tage springet, og derfor vil tvivlen sikkert altid være troens følgesvend. Og Jesus siger da også den aften han møder Thomas, som en hvisken ud i fremtiden, der skal nå vore øre i dag, at ”Saglige er de, som ikke har set, men som dog tror.”

Vi må ikke lade os stoppe ved tankens hjernevridninger, men vi skal turde gå det skridt dybere ind i os selv, hvor vi med hjertet kan høre, hvad der bliver sagt. Hvor ordene bliver til andet end talte ord mellem mennesker, men bliver til Guds fortælling med os.

Og der taler han trøst til mit hjerte, så vi kan tro. Tro på, at der er mere end øjnene ser, ørerne hører, huden mærker. Tro på, at livet kan være mere forunderligt end formler på papir. Og tro på, at når vores tro bliver til tvivl, så tror han for os. Vi er ikke alene, heller ikke i tvivlens favntag.




Dagens tekst:


Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.Joh 20,19-31

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...