mandag den 1. april 2013

2. påskedag 2013



Når to veje skærer hinanden kalder man dem for korsveje. Det er fordi de ovenfra ligner et kors. Man kommer ad en af vejene, og skal nu vælge hvilken vej, man vil gå, og ofte er valget vanskeligt. Det kan tage tid at vælge hvilken retning man skal gå i. Nogle gange bliver man stående stille i håbet om, at valget bliver nemmere, men faktum er, at man bliver nødt til at træffe et valg. Man kan ikke gå tilbage, hvor man kom fra, og man bliver nødt til at gå videre på sin færd.

Sådan er livet. Vi kan ikke bare stå stille, men bliver nødt til at vandre videre – gennem landskaber, der kan forekomme fremmede, uhyggelige, ja ligefrem livstruende. Vi må vandre gennem mørke, gennem lys – gennem liv og gennem død. Stadig fremad, for det er den eneste retning, der er.

Vi lever i en handle-tid – en gøre-tid på godt og ondt. Vi skal desværre hele tiden gennem vores handlinger og valg, bevise at vi er til. Det kan blive et åg at bære, når vi står ved korsvejen, og ikke længere ved, hvilken vej, vi skal vælge. For de fleste af os vil helst vælge den vej, hvor vi fortryder mindst. Den bedste af dem alle, faktisk. Valget er svært, når vi står alene ved vejen, og må vælge veje, der kan såre ikke bare os, men måske også dem omkring os. Ingen af os kan undgå eller undslå os valget, for det ville være at fornægte selve livet, og det kan ingen af os gøre. Valget skal træffes ved korsvejen.

Korset er også kristendommens symbol. Et stærkt symbol. Det er enkelt. To bjælker, der krydser hinanden, og vi kan nemt tegne det foran os med vores hænder. Der hænger et kors i alle kirker i Danmark, og her i Møllevangskirken er det endda vores altertavle. Det første man ser, når man træder ind i kirken er Erik Heides udgave af et krucifiks.

Vi tegner korsets tegn over dåbsbarnets ansigt og bryst. Vi tegner det efter nadveren med kalken, og vi tegner det efter velsignelsen. Korset, der for os symboliserer kærlighed, men var det sted, hvor Jesus døde.

Han måtte selv i fredags bære korset til Golgata. Det var stort og tungt, og varmen, frygten og håbløsheden har tynget det endnu mere mod jorden. Han, der selv var tømrer, måtte bærer korset til sin egen død.

Og selv ikke Jesus kunne bære det hele vejen, så tungt har det været. Han måtte få hjælp fra en mand, der stod ved vejkanten – Simon af Kyrene, der tager det, og bærer korset for ham.

Vi har alle kors at bære. Tunge, store kors der til tider kan true med at tynge os mod jorden. Og nogle gange må vi have hjælp af andre, der må bære med, når vi ikke selv kan.

De to mænd, der går hen af vejen, er slet ikke kommet sig over forskrækkelsen endnu. Det er blot tre dage siden, deres Herre, ham de har fulgt gennem de sidste tre år, er blevet henrettet. For en uges tid siden gik de stolte sammen med ham ind i Jerusalem, og nu er han død. Det er chokerende og de føler ikke, at de har trukket vejret siden dommen. Nu går de side og side. De har valgt at tage til byen Emmaus – et eller andet skulle de jo gøre – de kunne ikke bare blive siddende. De går os snakker om alt det, der er sket. Hvad så du? Hvad oplevede du? Hørte du ham manden, der sagde det? Hvad hørte du Jesus sagde på korset? Savner du ham også?

Kunne dette ikke foregå i dag? Er det ikke en fortælling om os, når vi mister? Chokket – at alting omkring os går i stå, mens verden mærkelig nok fortsætter. Jamen kan de da ikke se, at jeg har mistet, og nu mangler det menneske, der før var lige ved siden af mig?

For de to mænd, Jesu disciple, er påskedagen med opstandelsen ikke andet end rygter, der tilmed har forfærdet dem. Det siger dem ikke noget – de har ikke med glæde, påskeliljer og smil på læben sunget ”Krist stod op af døde” (DDS 218), for de tror ikke på det er sket. Hverken påskedag eller 2. påskedag er en realitet for disse to disciple denne dag på vej til Emmaus.

De er ved deres livs korsvej. Skal de sige, at de tre år med Jesus er spildt tid, eller skal de tro på ham? Det de vælger, får konsekvenser for deres liv, og Jesus er der ikke længere til at guide dem.

Er det ikke netop os, der bliver talt om? Os, når vi mister orienteringen i livet, hvilke omstændigheder i livet, der så end førte os dertil. Os, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og føler os så fortabte, som vi må gætte os til disciplene måtte have følt.

Vi må helt derud, for at forstå det skelsættende, der sker. For, ikke med hjernen at kunne begribe, men med hjertet at gribe det store i, at Jesus finder dem, slår følge med dem og fortæller dem, at han er sand.

Vi hører, at de møder Jesus, men ikke kan kende ham. Og først da de om aftenen sidder sammen, og han bryder brødet, som han gjorde det skærtorsdag, som vi gør det hver gang der er nadver, kan de genkende ham. Først da opdager de, at han hele tiden har været hos dem – eller som vi beder det i nadverbønnen: "(...) du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom!"

Gud kom til os som Jesus, og har ikke forladt os siden. I hans liv måtte Gud begrænse sig så meget, at vi kunne genkende ham i et menneske.

Og da det menneske døde for at redde os fra selvsamme død, da kom han tilbage som den opstandne Herre.

Men vi ser ham ikke klart. End ikke hans disciple så ham klart dengang for 2000 år siden, da han gik med dem på Emmausvejen. Ej heller Maria, der ikke opdagede, at det var ham, men troede det var havemanden. Eller tvivleren Thomas, der måtte stikke sine finger ind i naglegabene før han kunne tro. Eller Saulus, der må tvinges til jorden af torden og lynild før han indså, at Jesus også gik med ham.

Vi ser ham ikke klart, men vi opdager ofte bagefter, når krisen er overstået, når valget er truffet og vejen er gået, at vi ikke bar vores kors alene – der var en, der bar med, som han lovede os, han ville gøre, mens han endnu levede her.

Disciplene ser dette, da Jesus bryder brødet, som han har gjort så mange gange. Da ser de ham, og bagefter siger de til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen (…)”. De opdagede, at de ikke havde været alene på vejen, som vi også kan opdage, at vi heller ikke er alene.

Når vi ser bagud kan vi opdage, at Kristus selv har gået med os, og det skal være vores mod til at se fremad, og turde gå den vej i møde, som skal gås.

Og selvom man tvivler på det, ikke erfarer det, eller føler sig alene, så skal det ord lyde her, som en sprække i det mørke, der kan omkranse et menneskeliv. En sprække, der kan åbne for det lys, der trænger ind i selve døden og tager dens brod. Det lys der er kommet til verden, og skinner nu for evigt for os.

Nemlig ordet om, at: Kristus er opstanden, og går lige ved siden af dig klar til at bære med, når korset bliver for tungt.

Glædelig påske til jer alle.




Dagens tekst:
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

Ingen kommentarer:

Send en kommentar