søndag den 21. april 2013

3. søndag efter påske 2013


Guds fred er trøsten i det savn,

når sorgen tar dig i sin favn,

et stædigt håb, der tror og ved,

vi lever i Guds evighed. (DDS 678,5) 


Amen


I kender nok Jørgen Leth, både pga. den stærkt kritiserede bog han skrev i 2005 om ”Det uperfekte menneske”, men også for hans mangeårige rolle som kommentator ved Tour de France. Hvad han ikke ved om franske landsbyers osteproduktion og særegen brug af fliser i gågader er utrolig. Men det, han var allermest kendt for, var hans brug af pauser.

Nogle gange blev man helt i tvivl om hvorvidt han stadigvæk var der, eller om han var gået sin vej eller faldet i søvn. Han er en mand, der ikke er bange for pauser, men ligefrem mener, at de er nødvendige. For i pausen sker der noget. Pausen er ikke bare en pause fra det man laver, men også en pause, hvor vores forventninger, vores syn på verden og hinanden har mulighed for at ændre sig.

Og vi har massevis af pauser i vores liv: kaffepauser, tænkepauser, pausefisk, pauseklovn, pausekomma, tvungne pauser, dejlige pauser og ret til pauser.

Men pauser er ikke kun sjov og ballade, men også pauser, der trænger sig på, når livet gør ondt. Når vores verden forandrer sig – når mennesker, vi elsker bliver syge eller dør. Så bliver vores liv sat på pause, spørgsmålet runger i os: hvordan skal jeg nogensinde kunne leve igen, trække vejret eller glæde mig?

Tiden mellem påske og pinse, som vi er i nu, er sådan en pausetid. Pausen mellem store begivenheder. Mellem påske, hvor Jesus døde og opstod, til Pinse, hvor Gud kommer til stede i verden gennem sin ånd. Vi kan med sikkerhed sidde på afstand af begivenhederne, for vi ved, hvad der vil ske, men det vidste Jesu disciple ikke. Glæden over opstandelse sad i deres kroppe endnu som uro, mens sorgen flød over sindet som tidevandet, der kommer og går. De store følelser i livet – sorgen og glæden har afløst hinanden på 1. pladsen i deres liv. Tvivlen og håbet har kæmpet. De har måske anet, at deres liv vil forandres sig, men har ikke kendt omfanget.

Det er en pause. En ventetid. En tid hvor alt og intet sker. Disciplene kendte ikke historien og har stået rådvilde. Som vi heller ikke kender vores livs historie, således ender vi også i disse pauseperioder, hvor vi ved noget må ske, men ikke ved ikke hvad.

Og så gør disciplene det, som vi alle gør, når livet brydes med os, nemlig at vi ser tilbage, for der at finde styrke til at gå frem. De ser tilbage til det sidste måltid, de delte med Jesus. Hvad sagde han egentligt til os?

Evangelieteksten til i dag foregår før påske nærmere betegnet Skærtorsdag. Det er den aften, Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple inden han langfredag bliver korsfæstet.

De taler sammen, og Jesus forsøger at sige til dem, hvad der kommer til at ske de næste par dage. Men de forstår ham ikke. For sådan er det med os mennesker. Vi kan have nok så mange katastrofetanker, men når det værste sker, er det altid uden for vores forstand. Og da opdager de, at Jesus faktisk forsøgte at sige til dem, at han skulle dø, men også, at de ville se ham igen. At der ville være en pause – en kort tid - hvor de ikke ville se ham, hvor de ville stå midt i sorgen uden en udgang eller et kompas.

Når vi ender i sådanne blindgyder, hvor vi føler os trængte, så er det så nærliggende at vende blikket mod Himlen, og spørge Gud, hvor han er henne. Og hvis vi ikke når at smide ham på porten inden så vil mange lede efter ham. Søge ham, som en nøgle, der er blevet væk. Hvor gemmer han sig – er han i mit indre, er han i mine tanker eller er han væk, fordi jeg lever forkert?

Vi gør på en måde Gud til vores projekt – ikke med vilje, men Gud bliver noget, vi skal anstrenge os for at nå. Pludselig er det os mennesker, der skal gå vejen til Gud.

I evangelieteksten aner man den panik, der kan opstår, hvis man alene bliver ansvarlig for Gud i sit liv. Disciplene forstår ikke hvad han mener, og spørger ham. Hvornår skal VI se dig igen? Og vi spørger også i dag, hvornår skal JEG se dig i mit liv.

Og Jesus svarer os. Giver os det eneste svar der er i et liv. Det eneste svar, vi kan leve på både i sorgen, i pausen, i overhalingsbanen og i hverdagen. Nemlig, at det ikke handler om, at vi skal se ham, men at han skal se os.

Jesus siger: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

Det er Gud, der finder os, når vi er blevet væk. Det ham, der ser os. Og vi har alle brug for at blive set, som de mennesker, vi er. Det kan forekomme skræmmende, at skulle ses – måske blive gennemskuet af Gud. Men i hans øjne handler det ikke om at blive gennemskuet, for set med Guds kærlige øjne går det an at være den jer er. Lige som jeg er. Vi bliver set. Vi bliver ikke erstattet med nye udgaver os selv, når Gud ser. Der er en grund til at Jesus var tømrer. Han reparer det for mennesker, der er gået i stykker. Han erstatter det ikke men en yngre model, men reparer os. Gør sorgen til glæde.

Det er så nærliggende, at tage kvælertag på de pauser, livet giver os, af frygt for stilheden, tanken og smerten. Men selv i pausen er Gud til stede. Selv midt i sorgen er Guds kærlighed til stede. Kun det sted, hvor kærligheden har været, kan sorgen findes. Kun det sted, hvor livet mærkes, kan kærligheden møde dig.

Den der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. - 1. Joh 4. 8



Dagens tekst:

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Joh 16,16-22

Ingen kommentarer:

Send en kommentar