søndag den 9. juni 2013

2. søndag efter trinitatis 2013



Det skamfulde menneske må rejse sig og gå videre i livet, løftet af Guds kærlighed. Skammen er ikke alt, hvad der at sige om et menneske – det mere, der skal siges, er, at du er skabt i kærlighed.


Jeg mødte en kold vinternat en landevejsridder. Han havde at forskellige personlige grunde valgt at leve sit liv på vejene i skiftende selskab med sin hund, med de rejsefæller, som han mødte og ensomheden.

Denne nat var han blevet smidt ud af en restaurant, fordi hans tøj var snavset, hans selv lugtede og promillen sneg sig lidt for højt op. Hans penge, som han havde på lommen, var gode nok, men han var ikke god nok og var blevet smidt ud.

Jeg faldt i snak med ham og livet, troen, døden, håb og drømme. Og til sidste faldt vi i snak om familie. For han havde forladt en familie, og tilbage stod hans børn, som nu skulle leve med en fraværende far.

Jeg spurgte ind til, hvorfor han ikke besøgte sine børn, og svaret var, at han ikke ville have, at hans børn skulle skamme sig over ham. Og derfor skammede han sig.

Skammen.

Skammen, der gør, at man hverken tør se sig selv eller andre i øjnene. Pludselig slår man ikke til længere. Man har ikke bare lavet en fejl – man ER en fejl. Strippet for værdighed, og iklædt øjne, der er kritisk og konstaterer, at man ikke dur.

Man har på egne vegne taget dommerkåben på, og udstikker domme over sig selv. Domme der ikke løfter os op i livet, men som sænker os i knæ.

Når vi skammer os, så skammer vi os over dem, vi er. Og det får et voksent menneske til at sige nej tak til en invitation fra sit eget barn, fordi han ikke vil opleve, at blive smidt ud derfra, som han blev det fra en restaurant en vinteraften.

Vi mennesker kan udholde meget, men vi kan ikke udholde, at dem vi elsker, ikke vil kendes ved os. Og så hellere sige nej til invitationen end at blive afvist.

Det er så forståeligt, og smerten så tydelig. Det er skammens ansigt, der altid eret ansigt, der kigger væk, og undgår øjenkontakt.

Når vi taler om skam, vil mange af os automatisk, også sige skyld, som om de var uadskillelige tvillinger: Skyld og skam. Men skyld er noget andet. Vi bliver skyldige gennem vores handlinger, og dermed er fejlen noget, vi gør. Vi er ikke fejlen, men vores handlinger er fejlagtige. Ingen af os kan leve et skyldfrit liv. Vi vil indtil flere gange i vores liv gøre os skyldige i forhold til hinanden.

Skyld kan tilgives enten af en selv, af ens næste, og altid af Gud. Her må vi knæle, bøje hovedet og modtage tilgivelsen, som vi gør det, hver gang, vi knæler ved nadverens bord. Skyld kan tilgives.

Men skammen derimod. Den kan man ikke knæle sig fra, selvom det netop er det, den får os til. Skam skal mødes med en modsigelse – et ord, der fortæller noget andet om os end vores egne domme – et ord der fortæller os, at vi ikke er en fejl.

Gud er det ord.

Hans stemmer lyder ind i vores tilværelse, hvor han indbyder os til være i hans fællesskab. På denne søndag som en lignelse fortalt af Jesus om det store gæstebud.

Vi hører om de første, der var indbudt, som takker nej til invitationen. Der er forkyndt meget om dem, der siger nej tak. For det er så nærliggende at fokusere på dem, der ikke vil have Guds nærhed i deres liv. Dem, der takker nej, fordi de har så travlt med hverdagen, at de ikke har tid til Gud lige nu. Dem der takker nej, fordi de har så travlt med at skabe et liv, som de slet ikke har opdaget faktisk bliver skabt af Gud.

Heldigvis så hører vi også om en Gud, der ikke giver op. For det handler ikke kun om, hvorvidt man kan finde tid til Gud i sin kalender eller ej – det handler om, at Gud kommer til os, når vi har brug for det.

Anden gang i lignelsen hører vi om, at de fattige, de blinde, de lamme og de vanføre bliver bragt ind til festmåltidet – ind i Guds fællesskab.

Hvem er de – i dag?

De er dem, der skammer sig. Dem der har fået at vide, at de er en fejl. De bliver bragt ind i fællesskabet, sat ved bordet som var de fornemme folk, og der bliver de behandler med værdighed. Der møder de en vært, der har glædet sig til at se dem. Der møder de en Gud, der har manglet dem i sit rige. Og de bliver løftet op, rejst op til igen at være ranke mennesker.

Gud er det ord, der modsiger os, når vi tror, at vi er en fejl. Gud lavede ikke mennesker som en fejlslutning. Nej, Han skabte os i kærlighed – i sit eget billede.

Vi er kærlighedsskabninger, og siden den første dag i verden, har Gud elsket os. Det er, hvad kristendommen handler om – Guds kærlighed til os. En kærlighed så stor, at han sendte sit eget barn til verden, så Han kunne møde os. Han ikke bare inviterer, Han går ud, hvor vi er, og møder os. Han finder os ikke, hvor vi bør være eller hvor vi gerne selv vil være. Han finder os, hvor vi er – som dem vi er. Over for Gud kan vi ikke skamme os, for Han står altid klar til at tage i mod os: skyldig som skamfuld. Fortravlet som forsigtig. Høje som lave. Altid står han klar til at tage i mod, for han har ikke skabt os ved en fejl, men skabt os til at leve i indbyrdes kærlighed.

Vi har Guds kærlige blik med os. Et blik der ser storheden i hver os.

Det store gæstebud er fortællingen om en Gud, der tager os ind i sit fællesskab, når vi har allermest brug for det.


Det skamfulde menneske må rejse sig og gå videre i livet, løftet af Guds kærlighed. Skammen er ikke alt, hvad der at sige om et menneske – det mere, der skal siges, er, at du er skabt i kærlighed.




Dagens tekst:


Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Luk 14,16-24

Ingen kommentarer:

Send en kommentar