Skt. Hans 2013

God aften til jer alle sammen her på denne smukke sommeraften, som sommeraftener heldigvis er flest i Danmark. Og glædelig Skt. Hans.

Det er altså en underlig skik, at man brænder en heks af til Skt. Hans. Og reaktionerne er meget forskellige. Poul Joakim Stender, der er præst, glæder sig hvert år over, at NU er det mændenes tur til at brænde en kvinde af, for han synes efterhånden kvinder fylder så meget. Hanne-Vibeke Holst, der er forfatter, siger ligeud, at hun holder med heksen, og Henrik Goldsmidt, der er medstifter af MiddleEast Peace Orchestra, nægtede at holde en Skt. Hans talt engang han var inviteret, indtil de havde fået den heks væk fra bålet. Han mente, at det var uanstændigt at bede en jøde om at tale til en fest, hvor man derefter brændte hekse af – også selvom det jo kun er en dukke.

Jeg har også fået en reaktion i den sidste uges tid, da det blev kendt, at jeg skulle holde en tale på kirkens grund – nemlig den, at så kunne de kristne igen få en grund til at brænde hekse af.

Men lad mig slå fast med det samme – vi brænder ikke hekse af, fordi man gjorde det i 1600-tallet – heldigvis. Vi skal lede et andet sted, nemlig længe før kristendommen kom til Danmark. Da var denne aften, midsommer eller Valborgsaften, en særlig hellig aften. Urter var ekstra virksomme, varsler var mere præcise, og mange besøgte hellige kilder, der havde helbredende kræfter.

Og måske fordi man dengang mente, at naturen emmede af særlige kræfter, var der også farlige kræfter på spil. Man skulle værne sig mod onde ånder og skræmme hekse væk, så derfor havde man dette bål, hvis mål var at skræmme det onde væk.

Så det handler ikke om, at man engang brændte hekse – nej, det handlede om, at man ville sikre sig mod det onde, der kan ramme en.

Sikre at de trolde som hver sogn har, og de hekse som hver by har, ikke rammer med os med deres ulykker. Nu kunne man holde mange taler om, at der i et demokrati skal være plads til trolde og hekse – være plads til skævheder og særlinge. Og det er jeg skam enig i, men her taler vi ikke kun om skæve eksistenser eller særlinge. Her er troldene og heksene et symbol på det, der vil ødelægge livet for os. Et symbol på det, der ætser vor tro på hinanden, vor tillid til fællesskabet og vores ønske om, at andre har det godt. Et symbol på det, der både i vores eget liv, og på nationalt plan truer med at ødelægge den fred, vi endnu er så heldige at leve under.

Der er så meget, der truer os i tiden – det er der vel altid noget der gør. Men det, der truer mest, er det, der får os til at sætte vores glæde på spil. Da har vi tabt, ikke bare glæden, men selve livet går tabt, når vi ikke længere vil lukke glæden ind i vores hjerter. Da er vores tro, vores tillid og vores ønsker endeligt slukkede. Uden glæden går alt tabt.

Jeg har for nylig læst en bog (”Claras krig”), der handlede om en ung jødisk pige, der under 2. verdenskrig måtte gemme sig i en kælder sammen med sin familie for at overleve. Og hun fortæller selvfølgelig hvor forfærdeligt, det er. Men hun fortæller også om en juleaften, som deres værter fejrede, og valgte at invitere dem til. De kom op fra kælderen, og kommer til et veldækket bord. Gardinerne er trukket tæt for, så de ikke skulle blive opdaget, men lysene brændte klart i mørket.

Der fik de en aften, de kunne leve på. En aften, hvor de fik lov at smile, grine og snakke sammen. En aften hvor de for en stund kunne finde tilbage til dem, de var, når de ikke var lukkede nede i en kælder. Der fik glæden lov at bære dem et stykke af vejen i livet.

Sådanne fortællinger kender vi mange af fra den periode i historien. Men mange andre steder genkender vi glæden, der trods ulykker, får lov at blomstre. En episode, der står meget tydeligt for mig, var 22. juli 2011. Den dag, hvor Norge, ja hele norden, var i chok tilstand over Breiviks massakre på især Utøya. Jeg sad, som vi alle, og fulgte med på fjernsynet. Og midt i al denne nød, var der et interview med en norsk kvinde, der skulle have sit barn døbt om søndagen. Umiddelbart var der al mulig grund til at aflyse festen, for hvad kan man om muligt fejre, når unge mennesker skal bæres til graven?

Ja, hvad kan man fejre, andet end livet. Og derfor skulle hendes lille barn døbes. Og hendes lille barn blev døbt den søndag, som et stædigt vidnesbyrd om, at glæden aldrig må gemmes væk. Man må aldrig skamme sig over sin glæde.

Glæden er livets sejr – glæden er menneskets fællesskab.

Og Skt. Hans er en glædes fest. En fest, hvor vi fejrer sommeren og lyset. Det er midsommer. Og selvom vi godt ved, at nu vil dagene aftage, så er vi lige nu midt i sommeren. Midt i det grønne, det spirende, det blomstrende – midt i fuglekvidder, insektsværme og modne jordbær. Vi er midt i sommeren, og vi bærer vores glædesblus frem i livet.

Så lad os brænde heksen af, som et symbol på, at vi lader glæden vokse i vores liv. Et symbol på, at lyset nok er på vej tilbage, men at lyset er i vores liv.

”Mod ufredens ånd, under mark over strand, vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde. Hvert sogn har sin heks og hver by sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde. Vi vil fred her til lands.” (fra Midsommervisen)

Denne aften tilegner jeg glæden – må den altid finde vej i jeres liv.


Må Guds fred være med os alle – og glædelig Skt. Hans til jer alle.