lørdag den 29. juni 2013

5. søndag efter trinitatis 2013



Herre, du våger i verdens nat,
Herre, du bor i mørket,
Herre, du viser os Kristi dag!
Selv under livets hårde slag
er vi hos dig, du vor Gud!
(DDS 366, 3)

Jeg har set et klip på youtube, hvor man ser en mand, der mener, at han kan helbrede. Han får så den opgave at helbrede en GPS. Ja, det virker lidt fjollet, men GPS’en virker ikke, og ejeren ønsker, at hans GPS skal virke. Så manden begynder at bede i Jesu navn om, at GPS’en igen skal vise vej. Og så, da han er færdig med at bede for den, manglede ejeren kun at få den ladet op så den igen kunne virke. Om det så også var problemet til at begynde med, må stå hen i det uvisse.

Men nu er det jo ikke kun GPS’er, han helbreder – han påstår, at han kan helbrede syge.

Det har været mange udsendelser i fjernsynet om netop helbredelser gennem tro. Nogle udsendelser siger, at det kan lade sig gøre, og andre viser det modsatte; nemlig at det ikke virker.

Og sådan er vi os mennesker. Vi er så løsningsorienterede. Virker det, eller virker det ikke? Virker det ikke, så skal der jo findes en ny løsning.

Den måde at tænke på, møder vi overalt. Vi møder den, når vores mobiltelefoner ikke fanger signal, når stregkoden i supermarkedet ikke kan aflæses, når strømmen går eller når der bliver slukket for vandet. Så virker skidtet ikke, og så må det jo løses.

Men problemet er, at vi også tænker sådan om troen – og ikke mindst at vi tænker sådan om Gud. Virker han eller virker han ikke?

Tit gør vi Gud til julemanden, der gerne skal komme med gaver til os, når vi har fortjent det. Hører vi ikke også ofte folk sige, når andre rammes af ulykker, at de ellers var sådanne nogle gode mennesker? Som om at det, at man lever et godt liv, er det ensbetydende med, at man ikke bliver ramt af ulykke?

Og problemet er, at man, når man konstaterer, at Gud ikke virker, så samtidig ofte konstaterer, at så må det være en selv, der ikke virker. Måske er det mig, der ikke tror nok? Begge dele gør os selvfølgelig fortvivlede. Vi bliver modløse; men det er ikke hvad, Gud vil med os mennesker. Han ønsker ikke, at vi er modløse, fortvivlede eller føler at troen på ham, handler om, hvor gode vi er til at tro. Gud vil noget langt større med os.

Simon Peter, som vi hører om i dag, var fisker. Simon Peter levede af at fiske, og han havde en hel nat, forsøgt at få en fangst med hjem, og var ikke blevet belønnet. Tværtimod så stod han træt, udmattet og med den klare følelse af, at det ikke virkede. Hans net var gabende tomme. Han var modløs.

Og hvad gør man? Når alt er gået den forkerte vej i ens liv. Når det man plejer at gøre ikke mere virker?

Vi kan nogle gange føle, at vi har gjort alt det rigtige, og alligevel står vi med tomme net. Den følelse af at have kæmpet for noget, som man virkelig ønskede sig, og så alligevel ikke have fået det, vil jeg tro, vi alle kender.

Et ordsprog, der er meget populært disse er, at ”Når du sigter efter stjernerne, er det værste der kan ske, at du rammer træerne”. Og på sin vis, indgyder det jo mod.

Men hvad nu hvis man ikke engang kan ramme træerne. For virkeligheden er, at vi nogle gange oplever, at vi, når vi forsøger at rammer stjerne, ikke når længere end græsset. Og da oplever vi, at vi kun har et menneske, vi kan give skylden for det – nemlig os selv.

Det er denne tids store åg. Nemlig, at vi lægger hele vores livs lykke på vores egne skuldre. Vi skal helst være små succeser i et perfekt liv.

Jeg læste for et stykke tid siden en artikel af en stress coach, der især vejledte stressede kvinder. Og hun kunne konstatere, at des mere stressede kvinderne var, des mere følte de, at de skulle lave for at opretholde den perfekte facade. Det vil sige, at bollerne var nybagte, marmelade lavet af jordbær fra egen avl – og alt, imens de magtede det, magtede de ikke deres liv. Fik ingen søvn, havde hjertebanken, var distræte og kunne intet huske. Dette gælder også for mænd. Vi tror, at livet skal være perfekt og uden fejl. Vi gør livet til en jagt på det perfekte liv.

Men vi bliver væk i vores eget liv, når vi tror, at vi skal jage efter livet. Livet skal ikke fanges – det skal leves. Og at leve et liv handler i lige så høj grad om, at indse at det aldrig bliver perfekt, men bliver dit.

Simon Peter er fortællingen om manden, der ikke lykkes. Han kunne ikke fange fisk, og på sin vis bliver han symbolet på, hvad der sker, når vi forsøger at nå stjernerne og ikke når højere end græsset. Hans belønning udeblev trods en hård nats slid, og han hans liv var langt fra perfekt.

Og da kommer Jesus til ham. Han kommer ikke til ham, den dag hans net bugner af fisk, eller den dag, han fik solgt det til ekstra god pris. Nej, han kommer til ham den dag, hvor nettene er tomme. Da står han der, og siger til ham, at han skal kaste dem ud igen.

At livet, selvom det slår fejl, ikke er det samme som, at man skal give op. Evangelierne skal nemlig indgyde mod.

Evangelierne tager altid udgangspunkt i realiteterne, for vi skal mødes af Gud der, hvor vi er – ikke der, hvor vi gerne vil være, eller hvor vi burde være. Og der, får vi indgydt mod til at kaste os ud i livet igen. Men først skal vi slippe vores krapagtige tag i billedet af det gode liv, og i stedet for tage imod vores eget liv.

Jesus viser os vejen. Han siger til Simon Peter, at han skal kaste sine net ud. Kaste dem ud, også selvom Simon Peter tvivler på, at det vil nytte noget. Der møder Jesus os.


Vi skal kaste nettene ud igen, ikke for at fange livet, men for at kunne leve det. Han er med os, alle dage indtil verdens ende. Du er ikke alene i dit liv. Jesus hænger ikke længere på korset. Han sidder lige ved siden af dig, klar til at sige til dig: frygt ikke, men kast dig ud i livet, og kast dig ud i dit liv. Ikke billedet af det perfekte liv, men kast dig ud i det liv, hvor din sikre grund, er Guds løfte til os om, at han er med os – ene og alene fordi i hans øjne, er vi altid værd at elske - om vi så virker eller ej.



Dagens tekst:
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11

Ingen kommentarer:

Send en kommentar