7. søndag efter trinitatis 2013

Jeg diskuterede med nogle af mine venner den anden dag om, hvad man ville gøre, hvis en gæst kom til at smadre fx en kostbar vase. Ville man bede dem om at erstatte den, eller ville man sige, at det var lige meget?

Det ville i al fald ikke være lige meget, hvis vedkommende der smadrede vasen, bare ville trække på skulderen og være ligeglad. Så ville man syntes, at de misbrugte ens gæstfrihed.

Hvis man vender den om – hvordan vil man selv reagere, hvis man kommer til at smadre noget?

Jeg ved, at jeg ville få frygtelig dårlig samvittighed, og næste insisterer på at betale en ny. Og skulle værten sige pyt med det, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville bryde mig om det. Det ville være meget rarere at betale for en ny vase. Noget for noget.

Nu er det jo bare en vase, men eksemplet fortæller noget fundamentalt om os mennesker. Nemlig at vi er retfærdighedssøgende. Vi søger, at tingene skal gå retfærdigt for sig. Og derfor er en af de værste følelser også, at man føler sig uretfærdigt behandler. At man ikke fik chancen, kunne man også sige.

Vi ønsker retfærdighed, og ser den genspejlet alle steder i vores samfund. Vi betaler skat, fordi det er mest retfærdigt for den, der bliver syg, for det er man ikke selv herre over. Vi ser det i strafudmålingen, for det er mest retfærdigt, at den, der har skumle intentioner med sine handlinger, får en højere straf end den, der uforvarent kom at handle ved siden af loven. Vi ser det såmænd, hvis nogle forsøger at snyde foran os i køen. Måske vi ikke siger noget direkte til vedkommende, men enten så raser vi indvendigt, eller begynder højt til sidemanden, at tale om, at det er for dårligt, at nogle mennesker tror, at de bare sådan kan snyde.

Og hvorfor siger vi ikke noget direkte? Jo, dels fordi det er ubehageligt at tage sådan en konfrontation, men også fordi vi regner med, at folk har en samvittighed, som vi med høj tale kan aktivere. Og det bedste er jo, hvis den, der snød i køen, selv opdager sin fejltagelse, undskylder og går bag i køen. Så er retfærdigheden sket fyldest.

Og hvad har det nu med evangeliet at gøre?

Jo, Zakæus var en mand, blottet for samvittighed – han var nemlig tolder. Han var ansat af Romermagten, der på det her tidspunkt har besat Palæstina, og nu skulle have skatter indkrævet. Det gjorde de ikke selv, men fik nogle fra lokalebefolkningen til at klare deres beskidte arbejde. Romerne holdt ikke øje med, hvor meget tolderne indkrævede, bare de fik deres penge, så var de glade.

Så der herskede en del selvreguleret lønforhøjelse, og nogle toldere blev særdeles rige af deres lille fupnummer. Toldere var kriminelle, og Zakæus var tilmed overtolder og rig. Han havde stukket til sig af penge.

Tolderne var derfor udelukket fra samfundet. Da de samarbejde med romermagten, kunne man ikke rigtigt tale om dem højt, men man kunne udelukke dem. Fryse dem ude, og kun have kontakt til dem, når de kom for at kræve penge ind.

Det er sådan en mand, vi hører om i dag. Lukas, der skriver om denne fortælling, skriver endda om ham, at han er en lille mand, der var nysgerrig. Nu er det i sig selv jo fine karaktertræk, men i denne sammenhæng skal det skildre en mand, der møver sig ind, hvor der er plads, og som, trods det, at han ikke er den del af fællesskabet, bibeholder en usund nysgerrighed, der med garanti har sikret ham nogle af sine mange penge.

Zakæus hører om Jesus, der er på vej. Han bliver nysgerrig. Måske tror han, at der er penge i opløbet, og derfor vil han gerne tættere på ham. Men fordi han er så lille, kan han ikke se over flokken, og se hvad der foregår. Derfor beslutter han sig til at kravle op i et nærliggende træ. Derfra kunne han uforstyrret have frit udsyn til Jesus.

Det er jo en fin plan, hvis man ikke vil opdages, for med en gade fyldt med mennesker, der maser for at se Jesus, er der ikke en, der vil kigge mod himlen.

På nær Jesus.

Og det gør han. Han ser op, og inviterer sig selv på middag hos Zakæus.

Nu kunne folk have reageret med, at det er godt, at Zakæus kommer til at betale for den middag, nu han har så mange penge. Men det er ikke sagens kerne. Jesus er berømt, og når han så på en, så så han hvem man var. Man følte sig set og elsket på samme tid. Enhver af de mange mennesker, ville med glæde havde givet deres sidste mønt, for at være sammen med Jesus. Så følelsen, der rammer mængde er følelsen af, at blive uretfærdigt behandlet.

Den eneste, der ikke behøver at føler sig hverken set eller elsket, men som faktisk fortjente sin plads oppe i træet, som var han jaget vildt, var Zakæus. Zakæus får den opmærksomhed som alle de andre længes efter – nemlig Guds opmærksomhed.

De fleste ønskede, at Zakæus skulle dømmes med en streng retfærdig dom – ikke, at han skulle ses med kærlighedens milde øjne – eller med kærlighedens milde dom, som man også kunne kalde det.

Og netop sådan ser vi jo kærligheden. Som en mild dom. Men kærlighedens milde dom er dog den strengeste.

Søren Kierkegaard skriver om det i en af sine altergangstaler (bind XII, side 320):

”Nej, nej, kærlighedens dom er den strengeste…Vil du lære at frygte, da lær at frygte, ikke retfærdighedens strenghed, men kærlighedens mildhed! Retfærdigheden ser dømmende på et menneske, og synderen kan ikke udholde dens blik. Men kærligheden, når den ser på ham, om han end unddrager sig dens blik, slår øjet ned, han fornemmer dog alligevel, at den ser på ham; thi kærligheden trænger langt inderligere ind på livet, ind ved livet, ind dér, hvorfra livet udgår, end retfærdigheden. - Retfærdighedens dømmende stemme kan synderen ikke udholde; han søger, om muligt, at lukke sit øre for den; men om han end ville, da er det ham umuligt ikke at høre kærligheden, hvis dom, o frygtelige dom, er: Dine synder er dig forladt”.

Sådan skriver han. Retfærdighedens dømmende stemme kræver noget for noget. Kræver at man betaler det, man skylder. Og derfor lader den også synderen beholde sin synd, indtil den er betalt af. Men får altså kun lov at lægge sin synd fra sig, hvis man angrer, betaler en bøde eller sidder i fængsel. Den dømte kan vælge at lukke sit øre for det, ryste på hovedet af det eller nægte at slippe sin synd. Med denne dom har den dømte også et valg til at forholde sig til sin egen dom.

Men kærlighedens dom, som vi tror, er den milde, er den strenge. For den går helt derind, hvor du ikke kan ryste på hovedet af den, lukke dit øre for den eller fastholde den. Den går ind hvor hjertet banker, og der sætter den sig fast.

Kærlighedens dommer kræver ikke noget for noget, men giver i blinde til det menneske, den kalder på. Den ser ikke på indpakningen, men går lige til det inderste indhold, hvor vi alle er så ens. Der i hjertet siger kærligheden: Dine synder er dig forladt.

Den er streng, fordi den går udenom vores moralkodeks. Den kræver ikke øje for øje. Den kræver ikke anger. Den kalder på dig, og tilgiver dig. Den er streng, fordi du ikke kan vælge at vende den ryggen. Og det er gode nyheder.

Og det er hvad der sker med Zakæus. Vi hører kun, at han sidder i træet, og bliver kaldt på. Og da han bliver kaldt, kommer han, fordi han ikke kan andet.

Jesus kalder på den fortabte Zakæus, og kalder ham ind til sig – og tilgiver ham. Det er forunderligt, og ganske ufortjent.

Retfærdigheden er normalt med til at skabe rammer om vores samfund, men har også den fare, at den kan forvandle sig til hævn. Og hævnen kan maskeres så smukt som retfærdigheden. Jeg vil gætte, at retfærdighedens harme har dirret i flokken, da Jesus handler med kærlighedens dom. De gav ondt af sig. De lod lysten til hævn fylde dem.

Og de så slet ikke, at den Zakæus, som Jesus kaldte på, var ham, de manglede i deres fællesskab. Jesus kalder på dem, der mangler i fællesskabet, for de hører også til. De er mennesker, der har handlet forkert – vi er mennesker, der har handlet forkert. Og han vil møde os, også når ikke selv synes, at vi fortjener det, eller når andre ikke synes, at vi fortjener det.

Han kalder på os, og når Jesus kalder på os, skal vi ikke handle på anden måde, end at følge efter.

Det er evangeliets gode og befriende budskab. Han ser ikke vores manglende samvittighed. Han ser ikke vores tørst efter hævn. Han ser ikke vores handlinger, der sker for egen vindings skyld. Han ser der imod gennem alt dette – ser gennem had og håbløshed – ser gennem blade og trækroner – ser gennem retfærdighed og skyld – og får øje på dig. Her kalder han dig ved navn, og siger kom, i dag sidder jeg ved din side.


Og det forandrer os. Tak Gud, at du ser os  - og med din strenge og milde kærlighed når du vore hjerter.


Dagens tekst:

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi.

Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham.

Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.«

Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

Lukasevangeliet 19, 1-10