Midnatsgudstjeneste, Wonderful Days 2013 KFUM og KFUK

Wonderful Days, prædiken søndag til aftengudstjenesten

Det er varmt og støvet lægger sig som en hinde over alt. Der er larm fra bilhorn døgnet rundt, og lugten fra rendestenen af råddenskab og affald hænger ved næsen. Temperaturen nærmer sig 35 grader.

Jeg står udenfor en meditationshytte i det sydlige Indien. Der sidder en kvinde foran mig. Hun er spinkel og klædt i en farverig sari. Hendes tykke, grå fletning er synlig, og hun sidder og iagttager mig. Jeg smiler til hende, og hun tolker det straks som en invitation til en samtale.

Hun begynder på engelsk at forklare mig, hvem hun er. Hun lever primært af at give energimassage til turister, der ønsker at komme i balance igen. Og som hun fortæller mig om det, slår hun sig selv, flere gange på armen, for ligesom at vise mig noget.

Jeg forsøger at se, hvad det er, som hun giver de her dask. Det opdager hun, og stolt viser hun mig en tatovering. Tatoveringen er gammel, men det er tydeligt, at der står O S H O.

Jeg spørger hvad det er og det vise sig at være en guru, der levede i Nordindien. Hun er så glad for ham, at hun måtte have hans navn tatoveret på sin arm.

Det er der også mange andre, der har. Folk der tatoverer deres tro eller overbevisning på kroppen. Det kan være alt Tors hamre, helgener, sætninger, rygmærker, kors til hjerter. Eller måske går man med smykker, der viser ens tro, eller med tshirts hvor det står på. Mange mennesker vælger at lade sig mærke med det, de tror på.

Jeg tror, det er fordi vi i bund og grund har brug for at blive mærket. Mærket, tagget, skrevet på. Ingen af os har lyst til at være uskrevne blade – vi har brug for at være noget for nogen, og det viser et mærke, at man er. Det viser, at man hører til et sted.

I hørte fortællingen om Kain og hans mærke – egentlig er det forfærdelig fortælling om en jaloux bror, der ikke kan unde sin bror noget. Og i jalouxi slår han ham ihjel. Han giver ham ikke bare en lammer, eller skriver en dum kommentar på hans facebookside – nej, han slår ham ihjel.

Det er fuldstændig uforståeligt, at man kan blive så gal i skralden på sin bror, at man gør det. Men det blev Kain. Og nu er det ikke fordi, at I så skal herfra og tænke, at det står i Bibelen, så det må man godt. Det er ikke helt pointen. Pointen er, at Gud på trods af, at han fortjente så meget værre, valgte at give ham et mærke i panden, for at vise at Kain hørte til Gud.

Der er utrolig smukt i, at Gud vælger at give netop ham et mærke i panden – det mærke som Gud giver, kan man hverken gøre sig fortjent til, og man kan heller ikke selv beslutte, om man vil have det. Vi får det alle som en – et mærke af Gud.

Som Kain fik det, så får vi det også den dag i dag. Det er især tydeligt i dåben, hvor vi tegner et kors både over ansigtet og brystet, men faktisk så får alle et mærke af Gud.

Han giver os et mærke på vore hjerter. Et lille kærlighedsstempel. Og samtidig med det, så skriver han vores navn i sin egen højre hånd. (DDS 446, O lad din Ånd nu med os være, vers 4). Han mærker os – men vi mærker også ham.

Det betyder, at der altid er et sted, hvor vi hører til. Et sted, hvor vi betyder noget. Vi kommer aldrig til at mangle et tilhørsforhold, for vi har Gud. Han er med os.

Også når vi ikke lykkes med noget, når vi dummer os, forelsker os, forspiser os, rejser os, lægger os, sejre, taber, går eller står – så er han med os, fordi han har mærket os, og vi mærker ham.

Man kan sammenligne livet med Instagram. Der tager vi et billede, og så bruger vi helt vildt langt tid på at lægge filtre over, så den grønne bliver mere grøn – eller vi sørger for at det rigtige er i fokus, og det andet fader smukt ud. Vi behandler virkeligheden, så den bliver smukkere. Og det tror jeg, vi gør hele tiden – vi har hele tiden travlt med at gøre hverdagen til noget helt andet end den er – eller gøre os selv til noget helt andet.

Men Gud ser forbi alt det, der. Han gider ikke filtre eller smukke rammer. Det er slet ikke vigtigt for ham. Han er interesseret i virkeligheden som den er, og der får han øje på dig.

Det kan lyde ret skræmmende, for måske står man med hænderne fulde af lort – det ved Gud godt, at vi nogle gange gør. For søren da, den første han sætter sit mærke på er Kain, der lige har slået sin bror ihjel. Han ved da godt, hvordan vi er.

Og alligevel så formår han at se forbi alt det, ind i vores hjerter, der alle banker, og der sætte sit mærke, ene og alene fordi han elsker os.

Kristendommen er simpel på den måde – den handler om, at Gud elsker dig.

Det eneste ”tag”, vi behøver, er Guds tag, der ligger helt derinde, hvor livet banker sig vej for os, derinde har Gud tagget dig, fordi han elsker dig.

Og tænk på, at ligesom han har mærket dig, har han også mærket den, der står ved siden af dig. Se dig omkring – han har mærket os alle sammen.

Det må I huske på denne festival – ja, hele jeres liv, at Gud elsker den, du står overfor, ligeså meget som mig – og det må der være en grund til. Prøv at få øje på det, som Gud ser os i alle, nemlig et menneske med Guds kærlighedsstempel på hjertet.

Amen