I kærlighedens lovsang, der står i Paulus´ 1. brev til menigheden i Korinth skriver han følgende:
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. (1. kor 13, vers 8-13).
Alt er forgængeligt. Det ved vi godt. Vi ved godt, at intet varer for evigt, og en dag vil denne jord ikke eksistere mere.
Alt er forgængeligt. Det ved vi godt. Vi ved godt, at alle planter og dyr skal dø. Vi ved godt, at vi selv skal dø.
Alt er forgængeligt. Det ved vi godt. Men i lyset af Guds nåde vil noget bestå.
Ikke alt er forgængeligt – kærligheden vil bestå.
Jesus advarer os i dagens evangelium mod falske profeter, der med er som ulve i fåreklæder. De er ikke kommet for at gøre det gode, men kommet for at gøre det onde. Vi kan kende dem på deres fugter, fortæller Jesus os. Kommer der gode eller dårlige frugter, og det skal være målestokken?
Det er bare vanskeligt at skelne. Der er desværre et hav af eksempler på mennesker, der har påstået at have direkte forbindelse til det guddommelige, og som har haft et massevis af tilhængere, der senere har vist sig at have misbrugt deres magt. Der er eksempler på religiøse ledere, der har overbevist store grupper af mennesker om, at de skulle begå kollektivt selvmord, fordi disse ledere skulle være profeter.
Hvordan hænger det sammen, at profeter, som man på afstand sagtens kan se er falske, har så mange tilhængere? Når man nu kan se, at frugten er dårlig, hvorfor tiltrækkes folk så af den?
Eller hvorfor tiltrækkes nogle mennesker af destruktion, vold, druk, stoffer, had eller hævn, når de nu på afstand sagtens kan se, at frugten er dårlig? Der findes næsten ikke det barn af gaden eller menneske i fængsel, der ikke godt kan se, at deres handlinger har forrådt dem – og de nærer i deres bryst ønsket om et andet liv.
Så hvorfor tiltrækkes vi nogen gange af det, der sætter dårlig frugt? Vi bagtaler, undlader sandheden, svigter, råber, brokker os – og vi træder gang på gang ud af os selv, og bliver til mennesker, som vi faktisk ikke ønsker at være. Der er hele tiden stor afstand mellem det, vi siger, og det vi gør.
Der er som om at flirten med det, der ødelægger livet, ligger som en konstant fristelse for os. Vi kan ikke lade være med at sende blikke og smile. Og det er slet ikke det, vi egentligt vil.
Paulus vidste dette allerede i det første århundrede, da han skrev et brev til menigheden i Rom og fortalte dem følgende: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” (Rom 7,15).
Mennesker var ikke anderledes for 2000 år siden. Dengang sloges de også med at gøre det rigtige, og faldt i at gøre det forkerte.
Men vi lever i en tid, hvor vi hele tiden får tudet ørerne fulde med, at vi skal fokusere på det positive, på læringspunktet og på udviklingspotentialet. Vi må endelig ikke tale om problemer, men skal tale om udfordringer. Alt skal omtales i positive vendinger. Vores liv skal være en stor positiv omtale. Problemet er bare, at der aldrig bliver plads til det menneske, der står med et liv, der bare ikke matcher det. Det menneske, der er ensom. Det menneske, der igen har klokket i det overfor familien og igen sidder alene. Det menneske der igen har blokket en af sine venner på Facebook – mest fordi livet gør ondt. Det menneske, de andre har glemt.
Der er en realitet, som vi glemmer om livet. Den realitet, at livet ikke bliver levet som et glasbillede, men bliver levet som et liv. Og hvad så – slår vi ikke til som mennesker? Svaret er nej, vi slår ikke til. Selvfølgelig slår vi ikke til. Johannes Møllehave skriver i bogen ”Bibelen har ordet” følgende: ”Jeg mener heller ikke, at man har været et menneske, hvis man ikke har forrådt den, man elsker” (s. 99).
På deres frugt skal I kende dem, siger Jesus til os, som en advarsel til os. Et råb fra fortiden, der indhenter os i dag, hvor vi godt ved, at vi ikke altid sætter god frugt. Vi er dem, der nogle gange råber; ”Herre, Herre” og håber, at det er nok.
Endnu ser vi i et spejl i en gåde, siger Paulus. Vi lever i en verden, som vi endnu ikke forstår. Vi forstår ikke, at vi gør det, vi ikke vil. Vi forstår ikke, at vi kan mene et og gøre noget andet. Vores vilje har det med at forråde os. Luther kaldte det for den trælbundne vilje.
Livet er ikke altid så smukt, som vi gerne vil præsentere det overfor andre. Livet er, som det er. Og i det liv bærer vi både gode og dårlige frugter.
Men det er også i det liv, Jesus kommer til os. Han kommer til os midt i et liv, der ikke er perfekt. Han kommer til os midt i et liv, der er i kaos. Han kommer til os, når vi ikke slår til.
Jesus levede et liv som menneske, for at vise os Guds vilje med os. En vilje, der ikke er styret af andet end kærligheden. Vi får Guds kærlighed ganske ufortjent, og det ville Gud fortælle os ansigt til ansigt. Det gjorde han gennem Jesu liv, hans tale og hans gerninger. Og i Jesus finder vi det eneste menneske, hvor der ingen afstand er mellem ord og gerninger. Her er frugten altid god. Det kan vi se både tæt på og på afstand, for det er så tydeligt, at Jesu liv blev levet, som Gud ønsker, at vi skal leve vores liv.
Det er af kærlighed, at Gud levede et liv som menneske, og her i Trinitatis tiden skal vi høre forskellige fortællinger fra Jesu liv. For det er i denne periode, der varer indtil 1. søndag i advent, at vi skal lade troen, håbet og kærligheden spirer. Derfor er det også den grønne farve, der er denne tids farve. Som planter, der spirer i kolonihaver og altankasser, således skal tro, håb og kærlighed være tonen, der bliver slået an i vores liv.
Tro, håb og kærlighed er disse tre. Men størst af dem er kærlighed. Kærlighed vil bestå, som den sande gode frugt af vores liv. Så lige meget hvordan vores liv så blev, om vi satte gode eller dårlige frugter, så vil Guds kærlighed skinne på vores liv. Kærligheden som vi får hver dag til hverdag får foræret af Gud for intet – for sådan er kærlighedens sande væsen. Sådan er Gud.
Amen
Dagens tekst:
Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« Matt 7,15-21
Ingen kommentarer:
Send en kommentar