9. søndag efter trinitatis 2013

Denne lignelse har i Bibelen fået overskriften: ”Lignelsen om den uærlige godsforvalter.” Det er næppe det, vi har lyst til, at der skal stå på vores gravsten, når vi engang skal herfra. Der skal helst stå noget med elsket og savnet.

Vi vil gerne være tro. Tro mod vore egne mål og værdier. Tro mod de principper, vi lægger for dagen. Tro mod det menneske, vi er – tro mod Gud.

Vi vil gerne, at andre kan stole på os – tro på, at vores ord holder. At vi holder. Så at være ”den uærlige godsforvalter”, lyder ikke særlig tillokkende på os.

Spørgsmålet er, hvad for et menneske vil du gerne være? Vi har alle sammen en tanke om, hvordan vi gerne vil ses af vores venner og familie – og hvordan vi gerne vil se os selv, når vi ser ind i spejlet. Det betyder også noget, hvad andre mener om os, og det betyder noget, hvad vi selv mener. Faktisk bruger langt de fleste af os virkelig meget tid på at tænke over, hvad andre tænker..om os.

Vi har ikke lyst til at andre tænker om os, at vi er uærlige.

Men de fleste mennesker er lidt uærlige til husbehov. Men sådanne løgne kalder vi netop for hvide løgne, fordi de har en anden intention end de sorte løgne. De sorte løgne er dem, hvor man hytter sig eget skind, skader andre og er ligeglad. Men de hvide løgne er altså, hvis der fandtes et lyve-barometer, ikke så slemme, synes vi.

Intentionen er nemlig vigtig for os. Var det min mening, at spilde kaffe på dugen, eller var det et uheld. Intentionen er med til at give os et hint om, hvordan vi skal reagerer på andre omkring os. Så på et splitsekund, laver vi en dom af situationen og agerer efter det. Og selvom vi bliver vildt irriteret over, at vores hvide dug nu er brun af kaffe, så siger vi faktisk, at det ikke gør noget, for det var jo ikke med vilje. Og det er jo, hvis man ser på det, uærligt. Men intentionen betyder noget for os.

Så evangeliet til i dag falder udenfor alt, hvad der plejer at være vores pejlemærker.

Det handler om den uærlige godsforvalter, der lyver så det driver. Han bliver truet med fyring, og straks går han ud og nedskriver gælden på de mennesker, der skylder hans chef penge. Men han gør det ikke for at være god – nej, han gør det, for at blive taget godt imod, når han kommer til dem efter sin nærtforestående fyring. Han snyder sin chef – altså Gud. Det sære er, at Gud, der kender hans intentioner, roser ham for det.

Og når sådan noget sker, så får jeg lidt ondt i maven, for jeg har brug for at tro på, at Gud kender mine intentioner, når noget går galt for mig. At han tager dem med ind i sine overvejelser, fordi de fortæller noget om mig.

Vi får altså travlt, hvis vi fremover kun bliver målt på selve resultatet af vores handlinger. Der er mange fortællinger i Bibelen, der pludselig ikke betyder noget. Pludselig betyder den ene mønt som enken gav ud af sin fattigdom intet. Pludselig er Maria forkert på den, da hun sætter sig ved Jesu fødder i stedet for at hjælpe sin søster Martha i køkkenet. Og pludselig slår vi ikke til – for hvordan kan vi slå til i forhold til Gud.

Det virker som om alle taber i forhold til den forståelse, vi normalt har af kristendommen. En forståelse, hvor enken netop roses, fordi hun giver af sin fattigdom, hvor Maria netop roses fordi hun tager sig tid til at være nærværende og hvor vi netop slår til, fordi Gud elsker os. Så tager vi fejl?

Nej, vi tager ikke fejl – lignelsen vil fortælle noget om vores forhold til Gud og til hinanden.

Lignelsen handler ikke om, at vi skal snyde som den uærlige godsforvalter, men vi kan lære af ham. Han tager nemlig alt det, der ikke er hans og giver ud af det. Vi mennesker er ofte lige så langsomme til at forstå Jesu pointer, som hans disciple var, så Jesus tyer til et billede, vi forstår; nemlig det økonomiske. Og her siger han, at forvalteren bliver rost af at give ud af penge, der ikke er hans.

Det handler bare ikke om penge, men om vores liv. Vi lever i den illusion, at vi ejer vores liv, og alt omkring os, men livet er ikke noget vi selv kan tage eller tjene på – nej, livet får vi som en gave af Gud. Vi ejer det ikke, og alligevel vil Gud have, at vi skal bruge af det – give rundhåndet ud af den tid, vi har fået. Vi har ikke meget andet at tilbyde hinanden end vores tid.

Men sikke en gave at få foræret! Tænk at vi giver hinanden tid. Vi forærer hver dag hinanden lidt af vores liv.

VI kan lære af den uærlige godsforvalters, når han forvalter det, der ikke er hans, med rund hånd. Vi skal også dele ud af vores liv med rund hånd. Vi kan ikke leve livet for hinanden, men vi kan forære hinanden vores tid, opmærksomhed, nærvær og ligeværd. Det kan vi give hinanden.

Vi bliver heldigvis ikke målt på resultatet af vores liv – hvilken målestok skulle det også være? Derimod bliver du igen og igen sendt ud i livet med Guds hvisken i dit øre om, at han tror på dig. Tror på dig, når andre ikke gør. Tror på dig, når du ikke tør se dig selv i øjnene. Tror på dig, når du tvivler på din egne intentioner. Tror på dig, når du fejler. Tror på dig når du spilder tiden på gulvet. Tror på dig, når du er bange.

Han tror så meget på dig, at han gav dig dit liv.

Næste gang du ser dig selv i spejlet, så ser du på et menneske, som Gud har givet livet ene og alene fordi du er dig, og han elsker dig. Og det liv beder han dig nu om at du skal dele med andre.

Del ud af dit liv, for kun sådan bliver det større.

Vær sol på vores mælkevej
og varm os i din sfære.
Lad Hellig-ilden brede sig,
så vi får mod at bære
vor klode som en blomstereng,
et liv i broget sammenhæng –
du fællesskabets Herre.
(DDS 29,3)


Amen


Dagens tekst:
Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Luk 16,1-9