søndag den 4. august 2013

10. søndag efter trinitatis 2013



Der findes så mange tårer, vi mennesker kan græde. Vi kan græde af glæde, sorg, raseri og smerte. Når livets store følelser trænger sig på, baner tårerne sig vej til vores øjenkroge. Nogle gange forråder de, det billede, vi gerne vil have af os selv, for tårerne kommer, når livet er tæt på.

Jesus græder også. Guds egen søn græder, fordi han også er et menneske. Han kender vores liv og derfor må han også græde.

Jesus er på vej til Jerusalem. Det er tæt på påske, og vi, der sidder på afstand af begivenhederne, ved, at Jesus drager til Jerusalem i påsken for at blive slået ihjel på et kors, og senere for at gå ud af gravhulen i levende live.

Men lige nu er han på vej til byen. Intet af endnu sket, men Jesus ved det, og går skridtene mod byen, der det ene øjeblik hylder ham som en konge, og det næste øjeblik råber spottende ord efter ham.

Jesus græder. Ikke over det, der bliver hans skæbne, men over den skæbne, som folket selv er i gang med at spare sammen til.

I forgården til templet, står der en masse mennesker og driver handel med offerdyr. De veksler, sælger og handler med dyr og penge, der alle kan ofres til Gud. Men de forstår ikke, at tiden, hvor vi skal ofre til Gud er forbi. Gud er ikke en købmand, vi kan handle med. Han er en Gud, der allerede har afregnet vores gæld til ham gennem Jesus. Vi skylder ikke mere.

Derfor græder Jesus. Fordi mennesket ikke forstår, hvad de gør. Ikke forstår, at Jesus kommer med fred, og at det er den fred, de smider ud af byen, da de klynger ham op på et kors. Ikke forstår, at Jesus kommer med kærlighed, og det er den kærlighed de fornægter, da de klynger ham op på et kors.

Og der på korset hænger han med al vor skyld, og vi ser det ikke.

Derfor græder Jesus. Ikke af vrede, ikke af glæde, men af en sorg så dyb af intet menneske, kan rumme den.

Jesus græder over os. Guds egen søn græder sine tårer for os, der ikke har indset at vi burde græde de tårer for hvad vi gjorde mod ham.

De tårer fortæller os, at han er en af vore. Jesus var ikke den fremmede eller terroristen. Han var ikke fristeren eller forræderen. Han var et menneske. Gud blev et menneske.

Gud ville være så tæt på sin skabning, at han lod sig begrænse i en menneskekrop. Han gav sig selv et ansigt og et navn, for at vi kunne møde ham. Han gav sig selv en død for at vi kunne se, at han ikke bare legede en leg, men at han ville gå hele vejen sammen med os. Da Gud kom til jorden var det ikke længere bare som en hvisken i en profets øre, en engel ved et middagsbord eller en brændende tornebusk. Da han kom til jorden, gjorde han det som et menneske, og verden er aldrig blevet den samme siden. For med det besøg, gav Gud sig selv til verden, så vi aldrig igen skal vandre alene. Det Gud ikke vil hjælpe os over, det vil han hjælpe os igennem. Det løfte holder han, og det løfte gentager vi igen og igen ved hver dåb her i alle landets kirker, fordi vi har så let ved at glemme det – nemlig, at Jesus siger: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Jesu tårer blev ikke til had eller bitterhed. De blev ikke grædt, så vi kunne sidde her med dårlig samvittighed. De blev grædt af kærlighed til os som et stille råb til verden om dog at forstå alvoren af vores afvisning.

Men da vi hænger Jesus fast på korset, og korsfæster freden, da korsfæster vi ikke Guds kærlighed.

Jesus beder fra korset en bøn til Gud: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør (Luk 23,34).

I den situation, hvor vores begrænsninger som mennesker ville vise sig, da viser Jesus os, hvor stor Gud er. Han beder om tilgivelse, og finder dermed håb i det håbløse. Guds egen søn beder for os, at vi ikke må dømmes efter fortjeneste.

Os, der tror vi kan forhandle med Gud. Os, der tror vi kan vende Gud ryggen. Os, der tror vi kan klare livet uden ham. Os, der længes efter at blive elsket og set. Det er os, han beder for.

Beder om, at vi må mødes af den kærlighed, der er så stor, at den ætser vores skyld bort, og efterlader os tilbage med et bankende hjerte af kød og blod.

Dagens evangelium er en hård fortælling, fordi den rummer en dyb alvor, der ikke kan pakkes overfladisk ind. Det, der er på spil, er vores liv.

Livet er så stort og smukt. Men ofte har vi så travlt med at stikke næsen i vores kalender, sende en sms, tjekke facebook, tjekke om naboen har hængt vasketøj ud eller holde øje med, hvad andre bruger deres liv på, at vi glemmer at leve livet. Vi luller os ind i ligegyldigheder, og tror, at de udgør livet. Vi er som de handlende ved indgangen til templet, der har glemt, hvad det handler om.

Det handler om, at Gud er kommet til verden. Det er ikke nok, at man hyldede ham en søndag med palmegrene for 2000 år siden. Vi skal også den dag i dag vende os mod ham, og modtage den kærlighed og fred, som han står klar med i sine hænder til at give til os.

Han vil forære os livet – og for det har han taget vores skyld. Gud er en dårlig købmand, og tak for det. Tak fordi vi ikke kan forhandle os til dig, men at du kommer til os. Tak fordi du græd for os, da vi ikke selv kunne. Tak fordi du går med os livet igennem, og tak fordi vi kan samles her og minde hinanden om den store, fantastiske kærlighedsgave livet er.



Amen




Dagens tekst:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...