1. søndag i advent 2013

Fredslyset er i dag kommet til Møllevangskirken. Oprindeligt er fredslyset tændt ved den flamme, der altid brænder i fødselsgrotten i Betlehem på det sted, hvor Jesus er født. Fredslyset bliver bragt rundt i hele Europa, og der bliver den ene flamme til mange flammer, der lyser op i den mørke tid.

Det er Sct. Georgs Gilderne, der sørger for, at lyset kommer rundt i Danmark.

Deres budskab for fredslyset er:

Fred på Jorden
et lys for fællesskab
et lys for forståelse
et lys for fred og venskab
et lys for tolerance
et lys for nødlidende og ensomme
et lys for aktivt hjælpende
en gave som skal lyse op i adventstiden
en gave til dig, så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Og derfor tændte vi også alterets lys med fredslyset her i dag, så lyset kan brænde for os i dag gennem gudstjenesten, og minde os om, at lyset er i verden, så vi kan glæde hinanden.

Og med fredslyset tager vi hul på julen.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet i den alder, hvor jeg tænker om julen: er det allerede jul igen? Jeg syntes altså ikke, at det er ret langt tid siden, det sidst var jul. Jeg er godt klar over, at det er 365 dage siden, men de dage er fløjet afsted.

Og det gør tiden – den flyver afsted med os. Vi har nogle gange svært ved at følge med, og vi halser efter den i håbet om, at vi en dag vil slå den. Vi bruger og bruger af tiden, men vi får ikke mere af den af den grund.

Det er jo velkendt, at vi ikke kan vinde mere tid ved at bruge af den. Tiden vil gå sin gang uagtet, hvad vi så end vælger at bruge den på. Vi kan ikke slå tiden.

Det har mennesket vidst til alle tider, og næsten alle religioner har fortællinger om, at vi ikke kan slå tiden.

I nordisk mytologi er der en historie om Thor, der drager til Udgårdsloke, der er konge over jætterne. Her indgår han i en kappestrid, hvor han bl.a. skal brydes md Udgårdslokes mor Elle. Det, tænker Thor, er nemt, men han kan ikke rokke hende ud af stedet. Han kæmper med hende, men må til sidst synke i knæ, slået af en gammel kone.

Hvad, han ikke vidste, var, at Elle ikke var Udgårdslokes mor, men derimod alderdommen, som ingen kan kæmpe mod.

Tiden kan ingen slå, ikke engang guderne. Sådan tænkte man dengang.

Men tiden er anderledes i Kristendommen. Tiden er ikke noget, vi skal kæmpe mod. I kristendommen tænker vi radikalt anderledes om tiden – der sker noget nyt.

I dag er det kirkens nytår. Det er begyndelsen, og vi begynder jo lidt før tid med nytåret i kirken. Når kalenderåret fejrer nytår har vi allerede i kirken fejret vores, og dermed taget forskud på året.

Det er en smuk tanke, at vi her i kirken allerede har fejret nytår, når vi kommer til d. 31. december. Det er en glæde at tænke på, at vi, når vi står og hopper ind i det nye år med hovedet fyldt med nytårsforsæt, så allerede har noget med os. Vi har allerede fejret advent og jul – der er noget, der er givet til os på forhånd, som vi får lov til at tage med os ind i det nye kalenderår.

Vi får lov at tage et overskud med ind i det nye år. Et overskud der kommer af det, vi kender. Et kirkeår er det samme hvert år. Vi fejrer jul, påske og pinse. Vi kender fortællingerne på forhånd, og har hørt budskabet før. Og derfor ved vi, at vi går til julen med den fortælling, at Gud vælger at fortælle sig selv ind i tiden – ind i vores tid. Den fortælling kender vi så godt.

Men vi kender endnu ikke fortællingen om vores eget liv. Der står vi endnu på kanten til fremtiden. Hvad vil næste år bringe, hvad vil vi opleve af glæder og sorger? Fremtiden er uvis – den er endnu ikke levet, og endnu ikke bestemt. Den er klar, frisk til at bruge af, og det bør give enhver et sus i maven. For nogle er det et sus af spænding, andre et sus af ængstelse. Men fælles er, at vi skal leve det liv, der ligger foran os.

Og derfor hører vi de samme fortællinger igen og igen. Fortællingerne, der igen og igen møder os lige der, hvor vi er i livet, og ikke hvor vi gerne vil være eller hvor vi bør være. For med fortællingerne møder vi Gud, lige nu i dag. Vi får simpelthen lov til at tage det for givet, at Gud vil møde os i vores liv, også i det kommende år. Det er grundlaget for vores liv, at Gud er med os alle dage.

Men vi har ofte så travlt med at være i vores hoveder, og planlægge løs. Bruge af tiden før den er kommet. Det er godt for os engang imellem at stoppe op og give tankerne lov til at være til stede der, hvor kroppen er fanget midt i tiden. Og der møder Gud os.

Vi skal turde lade i dag være i dag, og tage livet alvorlig, og turde leve på det vilkår, at Gud er en Gud i tiden.

Jesus siger i dagens evangelium, at »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«. I dag siger han. Ikke i morgen, ikke når vi er klar; men i dag.

Jesus står i en synagoge i sin hjemby. Han er kommet hjem og har lige læst højt fra profeten Esajas. Denne tekst har givet trøst til folket om der engang skulle komme udfrielse fra trængsler og dårligdomme. De kunne holde til nutiden, fordi de fik lovet en bedre fremtid. Jesus ser på dem, og siger så: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« I dette sekund er det gået i opfyldelse.

Og det forarger.

”Intet er mere forargende end evangeliets evige nutid, der afskærer al fortid som død og glemt og gør al fremtid helt ligegyldig – for kun at sige hvad vi skal gøre i dag” (Johannes Møllehave, ”Hvor kærlighed bor”)

Jesus fortæller noget, som de har hørt mange gange. Han fortsætter og taler om hvad der skete på Elias’ tid, hvor der var hungersnød i landet, og mange enker døde. Men hos en hedningeenke, som Gud bad sin profet at bo hos slap hverken melet eller olien op. Krukkerne var altid fulde. Og Jesus fortæller om profeten Elisas oplevelser i en tid, hvor mange døde af spedalskhed, at Gud lod en hedning fra Syren helbrede.

Da er det, at bægeret med vrede flyder over. For Jesus sidder og fortæller disse retskafne, troende mænd, at Gud viser nåde mod dem, han viser nåde. Gud redder dem han vil, og ikke altid de retskafne og troende mænd. Og de reagerer med vrede, og vil smide ham ud, fordi de ikke kan bruge Jesus til noget. Jesus er et problem for dem.

Jesus siger ikke bare, at det er i dag, at skriftordet vil gå i opfyldelse, men han siger også, at Gud handler godt mod uværdige.

Jesu ord skal forarge. Julen er mere end sødladen romantik om et lille barn, der bliver født en stjerneklar nat. Det kan vi ikke leve vores liv på.

Men vi kan leve vores liv på, at Gud rørte jorden, og lod sig selv føde som et menneske ind i tiden på tidens betingelser, for derved at bringe lidt af sit rige ind i vores verden – og her mener han ikke kun de kristnes verden, men derimod verden som helhed med alle mennesker. Den verden lader han mødes med sit eget rige.

Det er et rige, hvor nu altid er i dag, og hvor Gud handler godt mod uværdige. Det er et rige, hvor vi er elsket ikke for det, vi er gode til, men fordi vi er til. Det er et rige, der begyndte i verden den nat, og som siden har forandret os mennesker.

Vi kan reagere med vrede, når Gud handler godt mod en vi mener er uværdig, før han handler godt mod os, der er døbt i hans navn. Vi kan forsøge at smide ham ud af vores kirke, fordi han ikke lever op til den forestilling vi har om ham, og så kan vi sætte os til at vente på noget bedre i fremtiden.

Men vi kan også åbne vores hjerter for, at Gud ikke interesserer sig for vores retfærdighed, men derimod netop valgte at forkynde sig rige gennem et menneske. Gud blev krop, og med det blev Guds vilje med skaberværket en del af vores liv.

Gud forandrer tiden ved at sætte sig selv i spil i tiden.

Det er julens kernebudskab. Gudsriget er kommet os nær. Det er det, vi venter på at skulle høre om til jul. Men det er allerede i dag. Lige nu og her er Gudsriget begyndt.

Gud fortæller os, hvordan han vil have, at vi skal leve og være i dag. Fortiden har han sonet, og fremtiden bærer han på sine skuldre. Vi har i dag.

Og derfor skal vi åbne vores hjerter for, at livet giver mening fordi vi har i dag. Dette nu, som Gud så nådigt skænker os ud af sin kærlighed til os.

Godt nytår, og glædelig advent




Dagens tekst:
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30