Juleaften 2013

Så blev det endelig juleaftensdag. Juleforberedelserne har været i gang længe, men jeg må altså komme en indrømmelse overfor jer. I må love ikke at sige den til alt for mange.

Mine juleforberedelser har i høj grad været præget af en masse ikke.

Jeg fik ikke lavet konfekt, så nu ligger der marcipan, nougat, krymmel og chokoladeknapper derhjemme i skabet.

Jeg fik ikke gjort rent, så en hurtig støvsugning og dæmpet belysning må kunne gøre det.

Jeg fik ikke købet alle julegaverne i tide, så min søster fik penge, som jeg pakkede ind i en papæske, jeg fandt i skabet.

Jeg fik ikke pyntet op til jul, så tre keramiknisser i vinduet må sprede stemningen.

Mine juleforberedelser var bare en masse ikke.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke står alene med den oplevelse. Der er nogle år, hvor det kommer som en overraskelse, at julen igen falder d. 24. december.

Vi har det normalt ikke ret godt med ordet ikke. Det er negativt, afstandtagende, beklagende – det er ordet for det, vi ikke magtede og det vi ikke nåede. Det er et ord, der sætter sig på tværs af vores planer og ideer.

Og alligevel er det netop det, som vi hører om i juleevangeliet. Hyrderne på marken, der ligger og passer på flokken af dyr får besøg af engle, der giver dem budskabet: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

De første, der hørte julens budskab, blev altså bange, og englene måtte berolige dem med et ”frygt ikke”.

Det er værd at lægge mærke til, at det var hyrder, der første gang hørte om Jesu fødsel. Hyrder var dengang mennesker som ingen stolede på. De levede i udkanten af samfundet, og kunne ikke engang bruges som vidner i en retssag. De var en slags ikke-mennesker. Det var dem, der hørte budskabet. Det var dem englene kom til. Det var dem, der skulle vidne om Jesus.

De modtager julens glade budskab med et ”frygt ikke”. De finder barnet i en stald – et sted de kender med en lugt der rummer hverdag og tryghed – og i fodertruget ligger barnet. ”Han er som os – han er en af vores” lyder det som en hvisken fra deres hjerter.

Hyrderne går derfra tilbage til hverdagen, der ligner dagen i går. De lever stadigvæk i udkanten af samfundet. Men noget er forandret.

Gud har givet dem sit ikke – frygt ikke.

Et lille ord, der betyder noget andet, når Gud siger det. Det ikke gør nemlig livet større.

Et ikke, der forandrer verden. For nu er frygten og sorgen ikke længere alt, der er at sige. I er ikke længere faret vild i verden. I er ikke alene.

Frygt ikke. Gud har bøjet sig ned, og rørt jorden, og derved skabt en vej mellem os mennesker. En vej der insisterer på, at selv hyrder i mørket, er værdifulde nok til at modetage budskabet om verdens frelser.

Og det budskab er sidenhen råbt fra hustagene, hvisket i krogene og forkyndt fra prædikestolene til hele folket; nemlig at Gud blev menneske for alle menneskers skyld.

For Gud ser det værdifulde i os, om vi sidder i lyset eller mørket. Det var ikke kun de andre, Gud blev menneske for. Han blev menneske for din skyld, af kærlighed til dig.

Det er julens glæde, der ligesom hyrderne også kan forekomme skræmmende. For med lys kommer klarhed, og det er ikke alt, vi ønsker klarhed over. Men derfor lyder det også til os: ”frygt ikke”.

Jeg vil slutte med at fortælle en kort historie fra England, der netop handler om ikke at frygte.

I 1940 blev Coventry Cathedral bombet og ødelagt. Det var en svær tid for hele Europa, men selvom deres kirke lå i ruiner, så insisterede borgmesteren på, at dette ikke skulle hævnes. Og under en radiotransmitteret gudstjeneste holdt juledag samme år som katedralen var blevet bombet, erklærede han, at når krigen var ovre, ville de arbejde på at skabe en mere venlig verden.

På ruinens væg blev der skrevet: ”Fader tilgiv dem” – de samme ord som det lille Jesus barn senere skulle sige, da han hang på korset som voksen: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.”

Taget på den bombede katedral var holdt sammen af store søm, hvoraf man senere fandt tre søm liggende i ruinerne. De tog sømmene og lavede et kors af dem, som den dag i dag står på alteret i den nye katedral, de har bygget ved siden af ruinerne af den gamle.

Dette kors er blevet kaldt ”forsoningskorset”, fordi de i en tid, der var præget af mørke ikke lod sig overmande af hævn, men lod længslen efter fred fylde mest. De ville forsoning. Korset er den dag i dag et globalt symbol på forsoning.

Men korset er også et symbol på, at vi ud af det som kan se ødelagt ud, kan komme noget værdifuldt. Ud af ruinerne kom et kors.

Julens glade budskab, og det vi skal gå herfra med er glæden over, at Gud kommer til os som vi er. Gud vil finde os, og når han finder os, så ser han det skønne i os. Vi behøver ikke lede, for han kommer til os, også når vi sidder i mørket. Han kommer til os, og der giver han os sit ”Frygt ikke”.

Det bliver sagt lige præcis 365 gange i Bibelen. En gang for hver dag i året. Gud møder os hver dag i vores hverdag med et ”frygt ikke” – Se jeg forkynder jeg en stor glæde som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

Amen


Dagens tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk