mandag den 30. december 2013

Nytårsaftens dag 2013


Den sidste dag i året. Vi står på tærsklen til et nyt år, og tærskler har vi det lidt ambivalent med. Vi taler meget i kirkelige kredse om, at vi skal sænke tærsklen til kirken, så det er nemmere at træde ind i kirken. Tærskler kan nemlig være så høje, at de kan være svære at komme over.

I gamle dage troede man, at dørtærsklen var en genvej til underverdenen, så man måtte ikke stå på dem, for ellers kunne man risikere at blive hevet med ned i underverdenen. Man skulle træde over dem.

Og endnu den dag i dag, så er der mange, der vælger at springe ind i det nye år – springe tærsklen over, så man undgår at skulle dvæle bare et øjeblik på den. Måske er det en måde at sikre, at ulykker ikke vil ramme en i året der kommer – en slags overtro.

Nytårsaften er ikke bare en dag med sjove hatte, bordbomber og konfetti. Den rummer en alvor, som vi ikke altid taler om, men som vi nok mærker. Vi står og ser ind i øjnene af et nyt år, som vi ikke ved, hvad vil bringe os. 2013 er vi ved at have styr på, men 2014 ligger derude klar til at blive brugt. Det er ukendt grund, og derfor gør vi, hvad vi kan, for at sikre os, at vi får så meget kontrol over det som muligt – ved at springe tærsklen over.

Det er også i det lys, at de mange nytårsforsæt skal ses. Nytårsforsæt handler tit om forbedringer af livet. Det kan være alt fra at holde op med at ryge, til at cykle mere, spises sundere eller se mindre fjernsyn. Forbedringer, der skal kan lede os i retning af det liv, som vi gerne vil have og som vi drømmer om. Der ligger en længsel i dem efter noget mere, eller i al fald noget andet end det vi gør lige nu. Men der ligger også en frygt for det ukendte, og det vi ikke har kontrol over. Vi forsøger at skabe os magt over det, som vi ikke har magt over – nemlig fremtiden.

Fortællingen om Babelstårnet handler om at ville have kontrol over det, vi ikke kan kontrollere. Menneskene ønskede at bygge et tårn, der gik helt op i himlen – helt op til Gud. De ønskede sig det perfekte. Men Gud steg ned til dem, og lod dem pludselig tale hvert sit sprog, så de ikke længere kunne forstå hinanden, og de måtte opgive at bygge tårnet.

Vi er de mennesker den dag i dag, ønsker os det perfekte. Vi bygger endnu på tårne, men de ser anderledes ud end dem vi hører om fortællingen om Babelstårnet. Vi bygger vores liv.

Vi lever i en tid, der i høj grad er fokuseret på det perfekte liv, godt hjulpet på vej af sociale medier. Det perfekte liv består af overskud, energi, træning, hjemmelavet mad, hygge, brændeovne og rigtige holdninger. Aldrig før er livet blevet pudset så meget på overfladen, så det kan ligne et glansbillede. Og de billeder, vi så tager af livet, har vi apps til, der kan lægge farvefiltre over, og give det helt rigtige skær.

Vi søger det perfekte, fordi det har mennesket altid søgt. Vi søger det, ikke fordi vi ikke har taget ved lære af fortællingen om Babelstårnet; men fordi det perfekte jo er Gud selv. Det er i virkeligheden ham, vi søger, når vi forsøger at gøre vores liv perfekt. Der ligger en længsel efter Gud i det ønske. Det bliver bare vendt lidt på hovedet for os.Vi forveksler vores jordiske "perfekthed" med Gud, og tror, at det er det samme. Vi tror, at vi kan gøre det perfekte, men Gud er den perfekte. Det er denne forveksling af, hvad vi kan gøre, og hvem Gud er, der fik Gud til at ødelægge planerne for Babelstårnet. Vi skal ikke gå Gud i bedene og være perfekte som ham, vi skal derimod leve vores liv på de vilkår, der er givet i verden.

Når man i tidligere tider byggede kirker, så sørgede man altid for, når f.eks. lavede mosaikker i gulvet, at man lagde en af stenene forkert, så der ikke blev et perfekt mønster. Det uperfekte mønster skulle huske menigheden på, at det kun er Gud, der er perfekt.

Det er altså ikke et guddommelig krav til os, at vi skal være perfekte – den opgave skal Gud nok klare for os.

Vi skal leve vores uperfekte liv på denne jord, hvor vi ikke behøver bygge tårne, der går ind i himlen. For Gud endte med at komme ned til os, så vi ikke skulle forsøge at nå ham. I julen fejrer vi, at Jesusbarnet bliver født – vi fejrer inkarnationen. Gud bøjede sig hele vejen ned til jorden, og rørte jorden for derved at berøre vores hjerter. Han er ikke længere i himlen, men er her blandt os.

Jesus er den vej, vi skal gå i livet. Han er vejen, sandheden og livet. Og på den vej, skal vi gå, som de mennesker vi er. Bent Falk, der er gestaltterapeut og præst, siger om dette, at vi på den vej skal have modet til at være skyldige – altså uperfekte – og samtidig have ønsket om ikke at blive skyldige. Og når vi både tør være så skyldige, som vi er, samtidig med at vi lader vores længsel efter ikke at blive skyldige runge, så er vi på vej til at gøre det bedst mulige med dem, vi nu engang er – for så er vi på vej (Bent Falk – ”Kærlighedens pris”).

Og i Guds øjne er det at være på vej det samme som at være i mål. Derfor siger Jesus også som sig selv, at han ER vejen. Han er både målet og midlet på en og samme gang.

Livet er fuldt af dobbelthed, som Gud også er det. Gud er både vejen og målet – og vi er både skyldige og retfærdiggjorte. Vi er både skyldige og tilgivet på en og samme gang. Luther kalder det for ”Simul justus et peccator” – vi er både retfærdige og skyldige.

Vi skal turde leve i den dobbelthed. Dobbeltheden er et livsvilkår. Livet er ambivalent. Jung siger, at modenhed er at leve med ambivalens, og midt i den ambivalens, der kan forekomme at rive vores hjerter itu, møder Gud os og lover at være med os alle dage indtil verdens ende.

I morgen er tærsklen til det nye år overvundet. Vi er klar til at tage hul på et nyt år, og det gør vi uden at vide, hvilken vej, vi kommer til at gå. Men et er sikkert – vi skal gå den vej, der ligger foran os med Jesu ord i vores hjerter:

Jeg er vejen, sandheden og livet.

Amen



Tekster:
v1 Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. v2 Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned.v3 De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. v4 Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« v5 Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6 Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7 Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« v8 Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. v9 Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. (1. mosebog, 11, 1-9))


v1 Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! v2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«v5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« (Joh. 14, 1-7)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar