lørdag den 10. maj 2014

3. søndag efter påske 2014



Den bedste fornemmelse i livet er, når man føler, at man er på rette vej. Den fornemmelse af, at alting går i den rigtige retning, at man går i et tempo, hvor man kan følge med.

Ofte har der inden været lange perioder med tanker og overvejelser om, hvorvidt det vitterligt er den rigtige vej at gå. Ofte har det ikke været nemt at træffe beslutningen, men når man endelig har sagt til sig selv: ”Ja, det er den vej, jeg skal”, så er det som solskin efter et regnvejr. Skyerne trækker sig bort og afslører en blå himmel, dugdråberne synes at afspejle selve verden, og fuglene begynder at synge. Vi er på rette vej, fordi vi nu kender det mål, vi går mod.

Det er da bare en god fornemmelse.

Vi kalder den fornemmelse for alt muligt. Den indre stemme, at lytte til hjertet eller intuition. Og lige meget, hvad vi kalder det, så er det ord for det sammen, nemlig det, at når vi er på rette vej, så føles det som det eneste rigtige sted at være. Så føler vi, at vi er i live. Vi har et mål for øje og går vejen.

Men hvad er vigtigst – målet eller at være på vej?

Det er noget underligt noget, for når vi når et mål i vores liv, så er det ikke nødvendigvis altid jublende lykke, man oplever. Derimod oplever man nogle gange en slags melankoli. Det er blevet kaldt for sejrens melankoli. Det, at noget definitivt er slut, færdigt – og nu er man ikke længere på rette vej, men har nået sit mål. Så skal man finde et nyt mål at gå efter.

Jeg kender det ret godt. Jeg er ikke så god til at komme i mål, og det er nu ikke fordi jeg ikke er målrettet, men jeg er ikke særlig god til afslutninger. Fx så holder jeg af at læse bøger, men at læse de sidste 10 sider er næsten en kraftanstrengelse. Så læser jeg dem bare inden jeg begynder på bogen, så går det nemlig op. Jeg bryder mig heller ikke om at sige farvel til selskaber, og vil egentligt helst bare liste ud af bagvejen. Og da jeg var barn var sidste skoledag inden sommerferien ikke en festdag, men en lidt trist dag – en melankolsk dag. Jeg kender godt sejrens melankoli.

Det betyder ikke, at vi ikke skal have mål eller sætte os mål i livet, men der er måske mere at sige om livet end de mål, vi når.

For er det ikke sådan, at vi ofte også oplever perioder hvor vi ikke lige har et mål? At der er mange perioder i livet, hvor hverdagen fylder mest? Hvor vasketøj, græsslåning, betale regninger, lave mad, vaske op, gøre rent, gå på arbejde, svare på mails, gå til møder osv. bare fylder mest? Hverdagen har det med at tage fat i os, og så glider vi bare med?

Det er uretfærdigt blevet kaldt, at det kun er døde fisk, der flyder med strømmen, men jeg tror nærmere, at det er et udtryk for at livet bliver levet i det små – eller i hverdagen. Man er ikke en død fisk, fordi man gør det, der er nødvendigt, at der bliver gjort. Tværtimod så er man på vej.

Livet handler ikke kun om at nå i mål, men også om at være på vej. Og det glemmer vi engang imellem, når vi sammenligner os selv med døde fisk. Vi glemmer, at det ikke kun er de mennesker, der når alle deres mål, der er værdigfulde, men også dem, der aldrig når et mål. For at leve handler om at være på vej.

Jesus siger til os, at han er vejen, sandheden og livet.

Han er vejen.

Han er ikke målet, vi skal nå, men vejen vi skal gå. Han er ikke noget, vi kan krydse af på en liste, at så nåede vi også det. Han er ikke en Gud, der står i det fjerne og venter på, at vi indhenter ham – nej, han ER vejen, vi går. Han er vejen, hvad enten den er lang eller kort, bugtet eller lige, en omvej eller en genvej – eller den vej, hvor vi farer vild. Han er vejen, vi går. Han er med os i hverdagen, og ikke kun i livets højdepunkter.

Han er sandheden.

Der findes et ordsprog, der lyder: ”Følg den mand, der siger han søger sandheden, men undgå ham, der siger, han har fundet den."

Det er jo sandt, og især i en verden, hvor religiøs fanatisme fordærver den sunde fornuft. Og alligevel siger Jesus, at han er sandheden. Jesus var Guds søn, der kom for at fortælle os om Guds vilje med os mennesker. Den vilje er enkel – Gud elsker sin skabning. Han elsker dig.

Gud bekymrer sig om alle sine børn – kristne, hinduer, muslimer, buddhister, ateister – ja, selv politikere. Vi har, som kristne, ikke patent på Gud eller kærligheden, for den er for alle. Den skal vi søge i vores liv, og søge at give den til andre.

Han er livet.

Han er selve livet. Han er livet, fordi han er i livet. Gud er i vores liv. Gud nøjedes ikke med at sidde på en sky i himlen, men han kom ned mellem os som et menneske, for at han kunne dele sit liv med os. Når vi deler liv med hinanden, så skal vi huske, at vi gør det samme, som Gud gjorde for os – nemlig levede mellem os. Vi skal leve mellem hinanden, for hinanden.

Han er vejen, sandheden og livet. Det er gode ord, vi kan tage med os. De ord kan forvandle vores liv. De ord kan give os mod til at gå den vej, vi skal gå for hinanden. Give os mod til ikke kun at nedstirre målet i det fjerne, men at turde se os omkring i det liv, vi lever. Og give os håbet om, at selvom vi til tider kun går med småbitte skridt gennem livet, så går vi dog på den vej, hvor Gud selv går med.

Jeg vil slutte af med en lille historie om at gå i Jesu fodspor:

Margrethe var som sædvanlig i gang med de huslige gøremål med sin søn på tre år i nærheden. Men det var ikke helt nemt. Hvor hun gik, var hun ved at falde over sønnen.

Hun prøvede at foreslå ham forskellige mere stille aktiviteter, som han kunne beskæftige sig med på egen hånd – puslespil, målebog og lignende, men der var intet, der hjalp.

Sønnen smilte bare og sagde: ”Det gør ikke noget, mor, jeg vil meget hellere være her sammen med dig”.

Han fortsatte med at følge efter hende rundt i huset, men da hun for femte gang var ved at falde over ham, slap tålmodigheden op.

”Hvorfor følger du efter mig hele tiden?”, spurgte hun, lidt mere uvenligt end hun egentligt havde tænkt sig.

”I søndagsskolen sagde de, at vi skulle gå i Jesus’ fodspor”, forklarede sønnen. ”Men jeg kan ikke se ham. Derfor går jeg i dine i stedet for.”

(”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 11)


Amen


Dagens tekst:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11

Ingen kommentarer:

Send en kommentar