søndag den 20. april 2014

Påskedag 2014



Jeg talte engang med en meget inspirerende kvinde, der sagde, at hvis hun nogensinde skulle prædike, så skulle det foregå på følgende måde:

Hun ville stille sig op på prædikestolen, se myndigt ud over menigheden, og så proklamere:

Gud er kærlighed.

Derefter ville hun gå ned, og bare lade folk sidde med det budskab og tygge på det i et kvarters tid. Og så ville den prædiken være slut.

Lad mig blankt erkende, at jeg har været fristet til at holde den prædiken – og ikke kun fordi jeg tror, at I ville kunne huske det i langt tid fremover, men også fordi hun har fat i den lange ende.

Hvis man skal koge kristendommen ned til et slogan, vil sætningen: ”Gud er kærlighed” være et godt bud. Men der er en sætning mere, der brænder sig på, og det er ”Kristus er opstanden”. Det er ordene, vi siger til hinanden påskemorgen i glæde og forventning. Vi siger ”Kristus er opstanden”. Og på sin vis er det kirkens korteste trosbekendelse.

Tilsammen udgør de to sætninger kristendommen samlet i en maggiterning. Alt andet udledning af disse to sætninger – eller alt andet er en konsekvens af, at Gud er kærlighed og Kristus er opstanden. En konsekvens, der sætter sig igennem i vores liv, ikke bare dengang, men også den dag i dag.

Men det er ikke altid lige til at få øje på, for nogle gange så kan det næste være som om der står sten i vejen mellem os og budskabet. Ligesom der for graven var rullet en stor sten for, der spærrede vejen mellem livet og døden. En stor sten, der spærrede vejen

Vi kender godt til sten, både de åndelige sten, men også de fysiske sten.

Vi kender sten, der ser ud til at vokse frem på markerne før kornet gør det. Sten, som børnene fylder i lommer og poser, når de går på stranden. Sten, der er bittesmå, men som irriterer grusomt, når vi får dem i skoen. Sten, som vores døbefonte er lavet af. Sten, der falder fra hjertet og letter os for tusind bekymringer. Sten, vi skal have fjernet og sten som vi lægger. Og sten, som vi også sætter ved gravene for at markere, at her ligger et menneske, som vi har elsket, og som senere generationer ikke længere kender. Men stenen markerer, at her ligger en, som jeg er i familie med, som jeg aldrig vil møde, men vi er knyttet sammen.

Så ja, vi kender stenene i vores liv. Vi kender trædestenene og anstødsstenene. Vi kender de store bautasten, og de små sandkorn.

Vi kender sten så store, at vi ikke kan rokke ved dem. De kan være så tunge og bastante, at de blokerer for vejen til fremtiden. Mon kvinderne fra dagens evangelium havde det sådan, da de med tunge skridt gik til deres Herres grav. En mand, de havde sat al deres lid til – en mand, de havde hørt tale om Gud som ingen anden, helbrede syge og oprejse døde. Og nu er han selv død.

Døden rummer en flig af vantro. Kan det virkelig passe, at døden har taget et menneske. Et menneske, der i går gik, levede, åndede og elskede? I går kunne jeg nå at sige og gøre alt. I går var fremtiden noget vi delte med hinanden. I dag er det for sent.

Jesus døde. Døde selvom han var Guds søn. Et hjertet der blev sat i gang i Marias mave med små bank, er nu holdt op med at slå. Og det kan intet menneske ændre på.

Men det kan Gud.

Gud sendte en engel til at vælte stenen, der blokerede vejen ind til graven, til fremtiden, til kærligheden og til livet. Den sten, der stod sådan, at intet menneske kunne se forbi den, men blot leve i dens skygge – den sten bliver fjernet.

Kristus gav os opstandelsen, og han gjorde det med et jordskælv, der fik stenene til at rulle. Jordskælv forandrer verden. Selve jorden ryster og alting falder fra hinanden – og bagefter ser intet ud som det gjorde før. Verden er forandret. Opstandelsen blev markeret med et jordskælv. Gud sætter også et jordskælv i gang inde i os. Han ryster vores hjerter, så de kan åbne sig for kærligheden. Han ryster vores tanker, så vi kan se med friske og fordomsfri øjne på hinanden. Han ryster vores kroppe, så indgroede vaner kan holde op, og give plads til nye veje at gå i livet.

Han ryster os, så det der spærrer vejen for os kan falde fra hinanden, og vi kan træde ud i lyset. Selv den sten der ser umulig at flytte, og den sten, vi ikke havde opdaget, den flytter Han for os, for:

Gud er kærlighed og Kristus er opstanden.
Opstandelsen skete ikke bare dengang, men er lige her i vores hverdag. Den er vores virkelighed – en realitet vi må tro. Opstandelsen er lige her.

Vi ser virkningen af opstandelsen i vores liv den dag i dag. Den er ved sygelejet, hvor en ægtefælle i medgang og modgang passer sin elskede til døden. Den er i barnets øjne første gang det kigger op og bliver mødt af sine forældres stolte blikke. Det er ved graven, hvor kvinden igen og igen måtte hen, fordi hun ikke kunne andet, og fordi hun fornemmede at her var kærligheden også at finde.

Opstandelsen er fornemmelsen af, at også her i vores liv i dag er der kærlighed at finde. Opstandelsen er livet, der er værd at leve – ikke bare på trods af døden – men i kraft af livet.

Opstandelsen er lige her. Eller som en af vores moderne salmedigtere, Iben Krogsdal (2010), skriver det i salmen:

Opstandelsen er også her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven iført vanter

Opstandelsen er lige her
Du er
den store ånde bagved vores planer
der blæser liv i mere, end vi aner

Opstandelsen er lige her
Du går
med mennesker der smiler lidt generte
til en, der pludslig kigger op og ser det

Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem, der bærer andre
og alt til trods blir ved og ved at vandre

Opstandelsen er lige her
Du ser
vi ligger angstgrå i de værste stunder
du lægger dine stærke arme under

Opstandelsen er lige her
Du sker
når mennesker, der vakler tæt med sorgen,
igen kan se og smile: sikken morgen!

Opstandelsen er lige her
Du er
din himmel, når den blæser gennem sjæle
som mærker dig og endelig kan knæle

Opstandelsen er lige her
Du er
når vi kan give alt det liv tilbage
som nogen tog fra os på onde dage

Glædelig påske – stenen er væltet fra graven – du står i lyset. Opstandelsen er også her.

Når I går ud herfra i dag, vil I finde en spand med sten ved indgangen. I er velkomne til at tage en sten med jer i lommen, som en påmindelse om, at Gud har væltet stenen også for dig. Opstandelsen er lige her – i dit liv.


Amen.


Dagens tekst:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Ingen kommentarer:

Send en kommentar