lørdag den 12. april 2014

Palmesøndag 2014



Jeg har lige været i teateret og set forestillingen Les Miserable. Det handler om en mand, Jean Valjean, som har været i fængsel i 19 år, oprindeligt for at stjæle et stykke brød til sin sultne søster. Da han bliver løsladt, forsøger han at finde et sted at sove, men selvom han har afsonet sin straf, så vil ingen have ham inden for deres døre. Han er straffet, og straffen klæber ved ham.

Han må sove på gaden. Det gør ham bitter. En dag møder han en biskop, der inviterer ham indenfor og giver ham mad, men i stedet for være taknemmelig, er Valjean blevet så præget af den måde, han er blevet behandlet på, at han stjæler noget sølvtøj. Straffen der klæber til ham, er efterhånden blevet en del af ham som person.

Politiet fanger ham, og så sker der noget forunderligt. For biskoppen, som man kunne forestille sig ville pege fingre af ham, vælger i stedet for at redde ham. Han siger, at sølvtøjet var en gave, og giver ham ovenikøbet to sølv lysestager. Men biskoppen giver ham også nogle ord med på vejen – han siger til ham, at han skal bruge sølvet til at blive en hæderlig mand. Han giver ham en chance som ingen andre ville give ham – han tror på ham som menneske.

Valjean bliver set som den han er, og det forandrer det, han gør.

Han bliver en hæderlig mand, tager sig af en lille pige, og giver hende en god opvækst. Og han dør mæt af dage. I bogen fortælles det, at en engel kommer for at hente hans sjæl, men i musicalen synger de i stedet for følgende:

”At tro på kærligheden er at stå foran Gud.”

Så ligetil kan livet med Gud forklares.

Og det, der er ligetil, er ofte det rigtige. Vi hører om Maria i dag, der tager noget meget kostbart olie, og hælder ud over Jesu fødder, og salver ham. Det er ligetil – en enkel handling, der ikke kræver andet end kærlighed.

Hun satte sig for hans fødder, og salvede ham. Der er sikkert mange, der i dag ville værge sig ved at sætte sig foran et andet menneskes fødder og salve dem. Der ligger en ydmygelse i det, som mange ville finde svært ved at få ind i deres liv. Vi vil helst ikke ydmyges; men der er netop en forskel på at ydmyge sig, og det ydmygende. Det ydmygende er en mand, der stjæler sølvtøj fra ham, der giver ham mad, eller den mand, der stjæler af pengekasse i stedet for at give til de trængende. Det ydmygende fjerner livsglæde, mod og glæde fra livet. Det ydmygende får os til at krympe os, fordi vi bliver set på som mindreværd, eller behandler andre som mindreværdige. Det er handlinger, der kræver tilgivelse.

At ydmyge sig er derimod det, vi gør, når vi bukker os dybt for hinanden, fordi vi i virkeligheden ser storheden. Fordi vi tror på kærligheden. Og der må vi bukke os – ydmyge os, for det er Gud selv vi står ansigt til ansigt med.

Gud selv ydmygede sig, da han blev et menneske. Han skabte os, og efterfølgende valgte han at bukke sig dybt for sin skabning ved at lade sig føde som menneske.

Da Maria falder ned foran Jesus, er det et billede på, at Gud gør det samme for os. Han falder på knæ for os, ydmyger sig, fordi han ser storheden i os. Og når Gud gør det for os, da bør vi også gør det for hinanden. Livet er en konstant øvelse i at ydmyge sig overfor hinanden. At ydmyge sig betyder, at man giver den anden respekt. For respekt er ikke noget, vi kan kræve, men noget vi giver hinanden, når vi tør bøje os for medmennesket, og se dets storhed. Det er næstekærlighed.

Det er ligetil. For livet med Gud er ligetil. Det er, som når vi endelig kommer til en beslutning efter måske måneders overvejelser – når vi kommer til en beslutning, så forekommer svaret så enkelt, at vi kan undre os over, at vi ikke fandt det før. På samme måde med kærligheden – når vi lader kærligheden fylde i vores liv – åbner vores hjerter – så er det, det meste enkle og ligetil i verden at favne vores næste i kærlighed.

Kritikere ville måske kalde det naivt. Det er naivt, at tro på, at mennesket kan være så stort. For der er så mange modbydelige handlinger, der sker både mellem nationer og mellem mennesker.

Desmond Tutu, der er ærkebiskop i Sydafrika skriver om netop dette således:

”Der synes ikke at være nogen ende på menneskets kreativitet, når det drejer sig om at gøre hinanden ondt, og ingen ende på de grunde, vi kan finde til at retfærdiggøre det. Men der er heller ingen ende på menneskets evne til at hele det brudte. Vi har hver især en medfødt evne til at skabe glæde ud af lidelsen, til at finde håb i de mest håbløse situationer og til at hele et hvilket som helst forhold, der behøver at blive helet.” (Tilgivelsesnbog, Desmond og Mpho Tutu, s. 10-11).

Ja, det er at være realistisk, når vi erkender, at vi kan være rigtig onde mod hinanden; men det er også at være realistisk, når vi erkender, at vi kan tilgive, tro, håbe og elske steder, det forekommer umuligt.

Vi har evnen til at åbne vores hjerter på tidspunkter, der ser umulige ud. Som Maria gjorde det ved et middagsbord, eller som biskoppen i Les Miserable gjorde det, da Valjean var blevet fanget. Vi kan åbne vores hjerter og falde på knæ for hinanden.

I dag begynder påskeugen, og det begynder med denne fortælling om Maria, og om fortællingen om Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel.

Jesus rider ind i Jerusalem, som han også rider ind i vores hjerter. Jesus rydder det af vejen, der lukker vores hjerter af for kærligheden. Det kan være vrede og bitterhed, som i Valjeans tilfælde. Det kan være smålighed, som i Judas’ tilfælde. I dit liv er det måske trodsighed. Måske gider du ikke, måske har du givet op. Måske nægter du, at se storheden i andre, eller måske oplever du, at alle er på nakken af dig – eller måske har livet givet dig så mange ar, at du har det, som om du havde været fængslet i 19 år.

Det rydder Gud af vejen. Han åbner dit hjerte, falder på knæ foran dig, salver dig, og ser storheden i dig. Du skal tro på kærligheden, ikke fordi jeg siger det, men fordi du står ansigt til ansigt med Gud, når du tror på kærligheden.

Jesus var Guds ansigt på jord – han kom for at fortælle os om kærlighedens budskab – et budskab, han troede så meget på, at han endte med at dø for det. På fredag bliver han hængt op på kors, fordi han nægtede at lade bitterhed, vrede og hævn fylde, og fordi han valgte at tro på kærligheden.

Det er en høj pris at betale for kærligheden. Men en pris, der er værd at betale – han mødte ondskab med godhed, og vandt. Gud gav os ikke bare sølvet – vi fik to lysestager oveni.

Palmesøndag er glædens dag.

Jesus rider ind i Jerusalem, åbner vores hjerter, og gør livet større – så stort, at det går an både at råbe Hosianne af glæde, og knæle i ydmyghed.

Tak Herre, Tak Gud, fordi du ser os, ikke som vi gerne vil være, eller som vi bør være, men lige præcis som vi er – og der knæler DU for os, og salver os med kærlighed. Tak.
Amen


Dagens tekst:
Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.



Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

Ingen kommentarer:

Send en kommentar