søndag den 28. september 2014

15. søndag efter trinitatis, 2014

Høstgudstjeneste.


Solsikkerne kan i disse dage ses overalt i landskabet. Deres store, gule hoved lyser trodsigt i det tidlige efterår. De nikker i takt med vinden og drejer sig rundt efter solen. De er kongen over blomster, både hvad angår størrelse og livsglæde.



En af mine kolleger fortalte om de solsikker, hun et år havde i haven.



”De hævede sig mange meter over jorden, og de blev ved og ved med at vokse. For hver dag, der gik, blev de et stykke længere. Det var en imponerende grokraft, de lagde for dagen. Men der kom aldrig blomst i planterne det år. Solsikkerne brugte hele sommeren på at skynde sig at vokse, men de glemte helt at blomstre undervejs. De blev ikke til andet end lange grønne stængler fulde af blade, men uden blomst. Det år havde solsikkerne så travlt med at ”gøre”, at de helt glemte at ”være”. De groede løs, men de blomstrede ikke”

(Lotte Lyngby, ”Kære Martha, ord om Gud til et liv med stress”, Unitas forlag 2013, s. 80)




Mon Martha var sådan en solsikke? Potentialet til at blive en smuk blomst var til stede, men i stedet for, så havde hun så travlt med at gøre klar til at springe ud, at hun til sidst slet ikke havde overskud eller kræfter til det?



Fortællingen i dag handler om ”at gøre” og om ”at være”. Maria er det menneske, der bare er til stede. Og Martha er det menneske, der har travlt med at gøre en masse. Det er to tilgange til livet. Men selvom det er to meget forskellige måder at være til stede i livet på, så sker det tit, at vi får blandet de to begreber sammen. Vi tror, at vores handlinger kan afsløre, hvilket slags menneske, vi er. Men ikke altid – heldigvis.



Sociologiske spørgeundersøgelser har vist, at det mennesker frygter mest, faktisk ikke er terror eller sygdom, men derimod ikke at være god nok. (Johannes Værge, ”Guds skrøbelige arvinger” Anis 2014, s. 13) Vi frygter, at vi ikke er gode nok – ikke slår til. Og vi reagerer på frygt ved at løbe vores vej. Vi løber i den anden retning, hvor vi af frygt for ikke at leve op til kravene arbejder mere og mere. Vi rykker grænsen for, hvor meget vi kan arbejde. Glemmer at sige nej, glemmer at holde pauser og glemmer at nyde livet. For enden af den vej venter i værste tilfælde stress og udbrændthed, der desværre er blevet den nye store folkesygdom. Og den anden dag i nyhederne kunne vi høre, at også flere og flere unge oplever stress, fordi de føler et krav om at skulle leve det perfekte liv. (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/09/27/080712.htm)

Vi er bange for ikke at være gode nok – for ikke at slå til. Og her får vi blandet begreberne sammen. Vi gør en masse i stedet for at være. Vores handlinger bliver pludselig et udtryk for, hvem vi er.



Men kunne det tænkes, at vi var noget andet, ja ligefrem noget mere, end vores præstationer? Kunne det tænkes, at vi var smukke solsikker også selvom vi ikke vokser mere en end ½ meter op? I stedet for at se hvor højt vi kan række, skal vi også huske at sætte blomst.



Det er et af kristendommens budskaber; at vi kan komme, som vi er. Vi kan faktisk komme i kirken her til morgen uden at have nået at tage opvasken. Vi bliver lukket ind alligevel.



Vi bliver lukket ind som dem vi er. Og det er Marthas fejltagelse. Hun har slet ikke opdaget, at hun allerede er lukket ind som hun er. Hun har travlt og er fuld af bekymringer om alt muligt. Man siger, at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Man kunne ikke også sige, at vejen til stress er brolagt med bekymringer.



Vi kan ikke lægge en dag til ved at bekymre os. Sådan siger Jesus til os. Livet bliver ikke længere eller bedre, hvis vi bekymrer os.

Der findes to forskellige slags bekymringer.



Der findes den, der springer ud af kærligheden. Vi bekymrer os for dem, vi elsker, fordi vi ønsker dem det godt. Det er i virkeligheden en slags hverdagsbøn. En bøn vi beder uden at vide det, hvor vi sender gode ønsker og tanker i retning mod et andet menneske. Den slags bekymringer er gode, og behøver ikke give rynker i panden.



Men den anden slags bekymringer er den, der sætter sig som Martha-rynker i vores pande. Den slags bekymringer er fulde af frygt for fremtiden, af fokus på ofte små detaljer, der ikke behøver betyde ret meget og af en masse forsøg på at nå mere end tiden tillader. Tankerne er alle mulige andre steder end der, hvor man selv er. De farer hid og did og hvirvler bekymringer op som støv.



Den slags bekymringer rummer i sig et mistillidsvotum til Gud. Vi hører jo igen og igen, at vi skal lægge vores liv i Guds hænder; men vi er ikke helt sikre på, om de nu er store nok. Så derfor er det nok bedst, at vi beholder sine bekymringer lidt endnu, for tænk nu hvis. Jeg siger ikke, at det er nemt at slippe for vores Martha-rynker i panden; men vi skal øve os på at gøre det. Engang imellem skal vi stoppe op og øve os i at lægge vores liv i Guds hænder. Øve os i stole på, at når vi går et skridt, så følger Gud med. Stole på, at selvom vi vælger at blomstre lige nu, og alle andre har nået meget mere end en selv, så har du, ikke bare lov til at være her, men så er du værdifuld. Det, vi når, er ikke dem, vi er.



”Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendigt. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende”. (DNA, Lukas kapitel 10, vers 41-42).



Sådan siger Jesus til Martha, da hun peger fingre af sin egen søster. Vi må ikke pege fingre af hinandens væren eller væsen. Vi må ikke se ned på dem, der ikke når nær som meget en selv – vi må ikke se ned på os selv, når vi ikke når det, vi gerne vil. Vi må ikke tage glæden over livet fra hinanden eller os selv.



Glæden over skaberværket skal have lov at runge i os. Livet er en gave fra Gud. Vi har fået et liv, hvor vi både skal gro og sætte blomst. Vi kan ikke undvære det ene frem for det andet. Vi skal både gøre og være; men der skal være en balance mellem de to. Vi skal være dem, vi er, og lægge vores bekymringer fra os, mens vi lægger os i Guds hænder. Vi skal leve i denne fysiske verden med vores flyvske tanker, og de to skal ramme samme tangent, så de ikke farer vild af hinanden. I Gud bliver det samlet til en helhed, og derfor skal vi øve os i lægge vores liv i hans hænder.



Vi er som solsikken, der lyser trodsigt i det tidlige efterår. Vi nikker i takt med vinden og drejer os rundt efter lyset. Vi er kongen over blomster, både hvad angår format og livsglæde.



Og med det kan vi med Aastrups ord fra salmen: ”Du gav mig, O Herre”:

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove. (DDS 728,3)


Amen



Dagens tekst:
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

Ingen kommentarer:

Send en kommentar