fredag den 26. september 2014

Faze artikel, KFUM og KFUK, september 2014



Sommer


Det er rimelig fjollet, men jeg har gået og nynnet en salme hele sommeren, der hedder: ”Nu falmer skoven”. Det er fjollet, fordi det er sommer og temperaturen er høj. Det er slet ikke sæson for at synge efterårssange endnu, men jeg kan altså ikke få den salme ud af hovedet.

Det er især kun et vers, jeg nynner og det lyder sådan her:

Og når engang på Herrens bud,

vort timeglas udrinder,

en evig sommer hos vor Gud

i Paradis vi finder. (DDS 729, 7)



Det lyder godt med en evig sommer. Dag efter dag hvor vejret er godt, solen skinner fra en skyfri himmel, græsset er grønt og saftigt, svalerne flyver højt og solsorten synger. Dage, hvor man har fri til at gøre, hvad man har lyst til. Ja, en evig sommer lyder fristendende.

Men egentlig handler salmen om, at vi skal dø. Den handler om, at vores liv – eller vort timeglas – en dag vil slutte, og så vil vi have et liv efter livet. Døden sætter store spørgsmål i gang i os, og det sætter vores liv i perspektiv. Det er et sandt mysterium, hvad der vil ske efter døden.

Kristendommen bygger på fortællingen om, at Jesus levede efter sin død. Han døde en fredag, blev begravet, og om søndagen rejste han sig op, som om han bare havde taget en eftermiddagslur. Rygtet om, hvad Jesus havde gjort, spredte sig med lynets hast. Nogle troede på Gud med det samme og andre var skeptiske. Ligesom i dag.

Jeg håber, at den fortælling er sand, for det vil betyde, at livet ikke bare ender i intethed. Det er svært at forestille sig Paradis, men jeg har sværere ved at forestille mig intetheden. Jeg håber, at Gud er så stærk, at døden taber.

Jeg kan godt lide tanken om, at Paradiset er en evig sommer. Når det kommer til talen Paradis, så siger jeg tit ”måske”, for jeg ved ikke, hvordan det ser ud. Men jeg tænker, at Gud giver os fantasierne som en hint om, hvordan det er. Så måske er det som en evig sommer.

Døden er et mysterium, og vil være det hele vores liv. Men en ting er sikkert – om man står på den ene eller den anden side af døden, så er livet værdifuldt. Vi skal leve, så godt vi kan, fordi livet har så meget power, at selv ikke døden kan vinde over det.

Lev dit liv.






https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der e...