Gudstjeneste for sæsonstart af torsdagssamvær for ældre, 2014

Velsignelse og forbandelse

Hvem vil ikke gerne være det Guds barn, der modtager velsignelsen? Hvem vil ikke gerne modtage den opmærksomhed fra Gud?

Kain ville gerne have den, men fik den ikke. Abel ville gerne have den, og fik den.

Uretfærdigheden står som mejslet fast i fortællingen om de to brødre. Den ene får og den anden ikke. Bibelen er fuld af sådanne fortællinger om uretfærdighed og velsignelse. Esau, der bliver snydt for sin fars velsignelse af lillebroren Jakob. Fortællingen om den fortabte søn, hvor den yngste bror modtages af sin fader med åbne arme, selvom han ikke fortjener det.

Bibelen har masse fortællinger om uretfærdighed og velsignelse – eller hvad man også kan kalde for forbandelse og velsignelse.

Bibelen fortæller om disse to modpoler, og vi oplever dem. Vi oplever velsignelser og forbandelser. Det er jo en almen visdom. Vi ved godt, at sådan er livet. Og alligevel så sker det engang imellem at vi glemmer det. Kain oplever, at Gud ikke tager i mod hans offer, og han bliver fyldt af harme. Han holder op med at se livet i dets store perspektiv og zoomer ind på denne ene oplevelse, der kommer til at fylde hele hans liv.

Han vælger at se på livet med forbandelsens perspektiv, det får katastrofale konsekvenser, og han slår sin bror ihjel.

Gør vi det samme? Vælger vi nogle gange at fokusere så meget på forbandelsen, at vi kommer til at slå livet ihjel for hinanden? Får vi ikke øjnene op for, at lige som vi oplever forbandelsen, så oplever vi også velsignelsen?

Det er så nemt at indse livets opture og nedture, når man står med velsignelsen i hånden; og rigtig svært at få øje, når man føler tyngen af livet på sine skuldre. Blikket bliver presset ned mod jorden, ligesom røgen fra Kains bål, og man har ikke styrken til at kigge op, og se sig omkring og få øje på de andre, der også i dette øjeblik, går med sænket blik. Man får ikke øje på fællesskabet i lidelsen – det fællesskab, der paradoksalt kan løfte os op i livet igen.

Fællesskabet er selve velsignelsen. Livet er selve velsignelsen. Vi er selve velsignelsen. Selv i de stunder, hvor vi ikke oplever det som sandt.

Velsignelsen er en kraft, der udgår fra Gud, og som vi kan blive en del af. Kraften er det livgivende og stærke, der får jorden til at grønnes, planter til at sætte frø og alle slags træer til at bærer frugt. Kraften er børnene, børnebørnene og oldebørnene der bærer slægten videre. Kraften er glæden over livet, venner og fællesskaber. Kraften er troen på, at Gud lægger sin hånd på os, og ser os.

Velsignelsen er, at Gud er i vores verden – og vi får lov at blive en del af den verden. Vi mennesker skal ikke bare overleve i verden, men vi skal leve og opleve verden. Vi har en opgave i vores liv. Velsignelsen er den kraft, der giver os livsmod, så vi kan gå ind i verden med en klarhed og en friskhed.

Opgaven er dermed også, at give velsignelsen videre. Når man har overskuddet til at se sig omkring, har man en pligt til at inkludere andre i fællesskabet. Man har en pligt overfor den, der står med det sænkede blik, til at lade dem vide, at de ikke står der alene. Det er ikke kun Gud, der skal se på os – vi skal også få øje på hinanden.

Der findes en fortælling om netop det, at vi altid skal have tid til hinanden. Den lyder sådan her:

”En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig. Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt sylteglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt og de var enige om, at det var det.

Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen holdet om glasset var fyldt og det mente hans klasse nok, at det var.

Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset. Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt ”Ja” og derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var imellem sandkornene.

Studenterne grinede ”Nuvel”, sagde professoren, da latteren var stilnet af. 'Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting, jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner, de ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt.

Småstenene er de andre ting, der betyder noget, såsom job, hus, bil osv. Sandet er alle de andre småting.”

Professoren fortsatte: 'Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først, de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne resten er bare sand.

En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede.

Professoren smilede; 'Jeg er glad for at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven'.

Der er altid plads til en kop kaffe med en ven. Vi skal altid gøre plads til hinanden, så vi kan værne om velsignelsen i vores liv. Uretfærdigheden er ikke, at livet byder os lidt af hvert, men uretfærdigheden findes, hvor vi ikke indbyder hinanden ind i fællesskabet. Et fællesskab kan altid rumme en mere. Det forbandede menneske, er altså ikke det menneske, der må udholde meget; men det menneske, der ikke føler sig indbudt til et fællesskab.

Jeg ved ikke om Gud har et motto, og hvis han har, må der være mange sandheder. Hvis vi forestiller os, at Gud bruger mottoer, så kunne et af dem være: Fællesskabet er en velsignelse – del den med hinanden.

Det kunne være et bud på et motto på denne dags velsignede opgave, at vi skal åbne fællesskaber for hinanden.

Her om lidt vil vi synge en salme, som vi ikke synger så tit i kirken, nemlig den store mester kommer (DDS 612). Den handler om, at Gud sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid. Det er en tekst, der egentligt er hentet fra Malakias 3,3, og så har Ingemann skrevet denne samle.

Det er dog et pudsigt billede af Gud som sølvsmed, og man kan undre sig lidt over Gud, der skulle sidde med en pudseklud og pudse sølvet. Men kender man lidt til sølv, så får vi et andet billede foræret.

Det er sådan, at sølvsmede må sidde ned under en renselsesproces, og holde omhyggeligt øje med smelteovnen. Hvis processen varer en lille smule længere end nødvendigt, så bliver sølvet ødelagt. Det er en smuk tanke, at Gud sidder og holde omhyggeligt øje med os, mens vi lever vores liv. Han sørger for, at vi ikke bliver testet mere end vi kan holde til.

Og hvad er endnu smukkere, så ved en sølvsmed at renselsesprocessen er færdig, når han kan se sit eget spejlbillede i sølvet.

Gud spejler sig i dig, og giver dig sin velsignelse. En velsignelse, der giver mod og styrke til at leve livet.

Det er tanken, I kan have med, når jeg efter nadveren lyser velsignelsen over jer. Gud giver jer sin velsignelse, gå da ud i livet og indbyd andre til fællesskabet.


Amen

Tekster:
v1 Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« v2 Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker.

v3 Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. v4 Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, v5 men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. v6 Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? v7 Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«



v8 Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. v9 Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« v10 Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. v11 Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. v12 Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« v13 Kain sagde til Herren: »Min straf er for stor at bære. v14 Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel.« v15 Men Herren sagde til ham: »Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. v16 Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden. (1. mosebog, kapitel 4)

&

v13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, v14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. v15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« v16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. (Markusevangeliet kapitel 10)