Julesøndag 2014

Der fortælles om en mand, der var faret vild i ørkenen. Han vandrede omkring i det tunge sand med endnu tungere ben. Solen bagte og stak. Hvert skridt var en kraftanstrengelse, og han var tæt på at dø. Da så han forude en oase med palmer. Ja, han kunne endog høre det rislende vand. Læskende, koldt og klart lød det. Men han tænkte ved sig selv: ”Det er jo bare et fatamorgana. Min fantasi spiller mit et puds. I virkeligheden er der bare ingenting”. Uden håb og ude af sig selv sank ham om og døde.

Kort tid efter blev han fundet af to beduiner. ”Kan du forstå det”, siger den ene beduin til den anden, ”så nær ved vand, og dadlerne vokser næsten ind i munden på ham! Hvordan er det muligt”? ”Det skal jeg sige dig”, svarede den anden, ”han var et moderne menneske”.

Det moderne menneske. Det er hårde ord om det morderne menneske. En kritik der går på, at vi har så travlt med at fjerne os fra livets storhed, at vi ender med at dø af vantro.

Der er ingen tvivl om, at vi mennesker er nået langt på kort tid set i evolutionens målestok. Vi beboer hele kloden, har skabt store civilisationer, kunstværker, bygningsværker, pyramiderne, Mozart skrev sit Requiem, vi har fået Ipads, biler og opvaskemaskiner. Ja, vi har bybusser. Alt vi ser omkring os er skabt af menneskehånd. Vi har sågar haft mennesker på månen. Det er intet mindre end et mirakel.

Mennesket er nemlig en nysgerrig størrelse der til alle tider har stræbt efter noget mere. Enhver videnskab fører mennesket frem i verden. Vi er selve toppen af den evolutionære og overlevelsesmæssige fødekæde. Vi har skabt en verden og hverdag for os selv, der er langt fra junglens daglige overlevelse. Men i alt dette, vi har skabt, har nogen fået den tanke, at vi måske også bare har skabt Gud. Det er religionskritikken, hvor Nietsche, som den mest kendte, sagde om Gud, at han var død.


Der har nogle andre videnskaber siden taget til sig. Der er bl.a. skabt en afgrund mellem teologien og naturvidenskaben. Det ene, mener man, kan ikke eksistere samtidig med den anden. Og da Gud jo er erklæret død af visse, står man tilbage med kun naturvidenskaben. Selv i disse juledage har der været en debat i medierne omkring opstandelsen, som nogle få præster mener ikke kan være sket, da det strider mod naturlovene. Opstandelsen strider bestemt mod naturlovene, men det behøver ikke betyde, at det ikke kan være sket. Vi skal passe på, at vi ikke bliver som manden i ørkenen, der ikke tør tro på det, han tror, og ender med at dø af mangel på vand. Der behøver ikke være en kløft mellem naturvidenskaben og teologien, mellem naturlovene og troen. Man kan sagtens tro på Gud, og samtidig være tilhænger af Big Bang teorien eller darwinismen. Det handler nemlig slet ikke om et enten eller. Vi gør hverken naturvidenskaben eller teologien en tjeneste ved at skovle den ene ud frem for den anden. Vi skal turde sætte vores lid til, at livet måske er større end vi ser og forstår.



I dette års store, nye julekalender Tidsrejsen, siger hovedpersonen i sidste afsnit til sin datter, at man kan vælge at se på livet på to måder. Enten som om at alt er et mirakel, eller som om at intet er et mirakel. Det handler selvfølgelig om, at skal turde se på livet som et mirakel. Det ligger der en visdom i, som vi kan bruge i dag. For evangeliet til i dag handler om Simeon og Anna, to gamle mennesker, der holder til ved templet, og som på en ganske almindelig dag, hvor de har stået op, vasket sig og spist morgenmad pludselig får deres hverdag brudt af noget større. De får nemlig øje på det lille Jesusbarn i armene på et ungt par. Og der åbner de sig for Guds indgriben i deres liv.



De kunne have valgt at vende sig bort, men det gjorde de ikke. De blev stående, da Gud fandt en sprække i deres hverdag og lyste ind. Livets mirakel, der åbner for storheden og muligheden. Det siger noget om Gud. Han er forandringens Gud. Han forandrer verden, og gør det også i dag. Han forandrer verden omkring os fra at være formler på et stykke papir eller DNA tråde til at være liv. Og ikke bare liv, men hverdagsliv – gamle venner, der mødes, rygende varm kaffe, der bliver delt på en cafe, et spædbarn, der skrigende kommer til verden i favnen på lykkelige og smilende forældre og den smukke krans, der af kærlighed år efter år bliver lagt på den frosne jord ved gravstenen.



Livet er så meget mere end det, vi kan beskrive ad videnskabens vej. Livet er det store, det fantastiske og mageløse, der igen og igen må forbavse os. Hvis vi altså ikke bare vender os væk, men tør blive stående og tage i mod det, der kommer til os.



Gud, der fylder vores hverdag med Gudsrigets glæde.



Gud er langtfra død. Han er opstået af sten og aske til livet. Det er selvfølgelig en trossag. Det kan jeg ikke bevise. Der er så meget omkring Gud, som vi ikke kan svare på. Vi har kun hørt om Gud gennem fortællinger. Vi har sammen sagt trosbekendelsen, som et kor af stemmer, der sammen bevidner, at det her tror vi på. Men hvem siger, at det er rigtigt?



Svaret på det spørgsmål er: ingen. Der er ingen beviser, ingen ligninger eller fotografier, der kan bevise Gud. Det vigtige spørgsmål er derfor: har vi brug for det?



Har vi brug for det? Ville det gøre vores tro mere sand eller mere levende? Har vi brug for det? I tvivlsøjeblikke kan vi bede om det, men vi har faktisk ikke brug for det. Vi har ikke brug for beviser; og en ny naturvidenskabelig opdagelse, kan heller ikke fratage os troen. For tro handler ikke om øjet, der ser, men om hjertet, der lytter.



Tro er et ikke et spørgsmål om beviser og retorik. Ingen er endnu kommet til tro efter en ophedet debat om Guds eksistens, fordi der var gode argumenter. Noget må vi derfor overlade til Helligånden.



Men selvfølgelig kan vi omvendt vakle i en tid, hvor vægten ligger på beviser og bundlinjer. Vi kan blive usikre på Gud, når han ikke lige mærkes i vores liv. Vi kan komme til kort, når livets hårdhed rammer os, og vi trods vitaminpiller og kostråd bliver syge eller rammes af ulykker. Da må vi spørge os selv, hvad har vi gjort Gud til?



En psykoanalytiker ved navn Ana Maria Rizutto taler om, at vi mennesker laver vores eget billede af Gud. Vi fremstiller et billede af Gud, der passer med vores liv og det vi får fortalt, og denne Gud lægger vi i lommen. Når livet gør ondt, tager vi den frem, som en slags krammedyr, og opdager først for sent, at dette billede ikke holder. Hun nævner, at nogle laver et billede af Gud, som dommer, der dømmer vores handlinger hårdt. Andre har et billede af Gud som købmand, og tror at man kan handle sig til et bedre liv, ved at love Gud at holde op med at ryge. Eller har vi slået Gud ihjel, så han slatten ligger ved siden af os uden at kunne gøre noget? Øvelsen går på at turde give slip på denne krammedyrsgud, og så få øje på den Gud, der står bagved. Vi skal fjerne de billeder, der spærrer vejen til Gud. Vi ser nok, men vi skal lytte med hjertet, for det er gennem hjertet, at vi kender til Gud.



Det gjorde Simeon og Anna i dagens evangelium. Gennem et virvar af mennesker i templet så de det unge par med Jesus, og der bryder de ud i jubel og lovpriser Gud. De ser med troens øjne – de lytter med hjertet.



Simeon siger: ”Mine øjne har set din frelse”. Det er troens øjne, han taler ham. Han har åbnet sit hjertet og lyttet. Opfordringen ligger til os i dag. Vi skal også lytte. Vi skal turde forlade os på, at livet er større end vi erfarer det. Vi skal med udtryk, der desværre ikke bliver brugt så meget, sige til os selv og andre: Gud i vold.



Gud i vold. Vi skal lægge livet i hans hænder, for der hører det til. Vi skal åbne vores sind og sanser for, at vi kan blive overrasket over Gud. Vi længes jo efter at se Gud, og vi må have tilliden til, at han vil stå frem for os. Ikke som vi forventer det, men som han vil. Oasen er der i vores liv – vi skal tro det, når vi kommer til den.

Gud i vold.

Amen





Kirkebøn:
Kære Gud.

Du åbner vores hjerter så dit lys kan trænge ind i vores liv. Vi beder dig:

Lad os se det mirakuløse ved livet, og lad os turde tro på, at vi har nået din oase. Vend os blidt om, når vi forsøger at gå vores vej væk fra dig.

Tag den skråsikkerhed fra os, der reducerer livet, og giv os i stedet for nysgerrighed, så vi sammen kan undersøge din verden, og møde hinanden med åbne sind.

Brug os i denne verden, så vi kan møde andre uden at bedømme og dømme deres valg.

Kære Gud, vær med dem, der er faret vild, og dem der tror de har fundet Sandheden. Åbn verden for os, så vi ser at livet er større end vores små hoveder kan forstå.

Vær med dem, der i denne juletid har siddet alene eller haft det svært. Vær med dem der har sørget over en, de har mistet, hvad enten vedkommende er gået sin vej, eller vi har båret en kiste til graven. Vær med dem der er syge og vær med dem, der sidder demente i en stol, og langsomt glemmer livet.

Vær med dem, der har magt her i landet og ud over hele verden. Lad dem træffe vise valg, der fører til fred og ikke til krig.

Vær med din kirke, både her i Møllevang og alle steder. Send os din kærlighed så vi kan blive ved med at insisterer på, at vi med kærlighed, overbærenhed og glæde når længst i denne verden.

Lad os være stille sammen....

Vær med dem, vi har bedt for, vær med dem vi glemte at bede og vær med dem ingen beder for. Hør vore bønner. Amen




Dagens tekst:
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Luk 2,25-40