Juledag 2014

Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Sådan sagde den folkekære Victor Borge om livet mennesker imellem.

Smilet er den kortest afstand mellem to mennesker. Det er rigtigt. Men jeg kender en læge, der siger om smilet, at det faktisk bare er spejlneuroner, der gør at vi automatisk smiler igen. Der er altså slet ikke tale om en afstand, der bliver tilbagelagt, men om en efterabning.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men jeg hørte engang et foredrag af Karen- Marie Lillelund, der fortalte om engang hun oplevede et rigtigt godt og gammeldags regnvejr og blev ganske gennemblødt. Således kommer hun til en lille kiosk og vil gå i ly for regnen, og derinde møder hun en mand, der også er gennemblødt til skindet. Hun smiler til ham, for de deler en oplevelse. Han smiler igen og nikker. Men da hun er gået ud af kiosken kommer han løbende efter og siger: ”ja, undskyld, at jeg hilste før. Jeg troede, jeg kendte dig, men det gør jeg ikke”. Og straks trak han sit smil tilbage, som han havde givet hende. Det var slet ikke til hende.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men vi bliver også udleveret i smilet, for det kan hænde, at det ikke bliver modtaget. Eller måske er der en, der vil gøre smilet til meget mindre end det er. Vi vover pelsen og hjertet, når vi smiler til hinanden.

Vi kender ikke hinandens liv, eller har prøvet at gå i hinandens sko. Vi ved ikke, hvorfor andre reagerer som de gør. Der ligger altid en forhistorie i os, der går i dialog med vores liv lige nu. Vi reagerer som vi gør, fordi vi faktisk altid forsøger vores bedste, men nogle gange reagerer vi på en måde, hvor vi sårer andre. Vi sender et smil ubrugt retur, fordi vi ikke kan overskue blikket. Vi kan ikke rumme godheden. Vi kan ikke finde vej ud af mørket, og derfor sender vi nogle gange godheden ubrugt tilbage.

Men godheden, smilet og blikket har det nu med at klæbe fast til os som de værste burrer en sensommerdag. De hænger fast, og det er ikke altid, at vi opdager dem, men de er der.

Godheden har en magt i verden, som er lige så stærk - Ja, stærkere end alt mørket tilsammen. Godheden ligger som kernen i os mennesker. Den er skænket til os som den smukkeste og mest dyrebare gave af alle julegaver tilsammen, og vi kalder den for gud-billed-ligheden. Det i os, der har en lighed med Gud. Det er ikke Gud, men det har en lighed. Det er vores pejlemærke i livet. Det er samvittigheden, der som godhedens vogter guider os i retning mod lyset – mod smilet mellem mennesker.

Nogle har dækket den godt til med mørke, og andre har vandret så meget i mørket, at de har glemt hvor de lagde samvittigheden; men vi mennesker er skræmmende ens, for vi har, ligegyldigt hvilket liv vi har levet og lever, alle den samme gud-billed-lighed i os. Den er lagt i os fra skabelsesmorgenen, og kan ikke pilles ud af os. Den bliver aktiveret af smilet. Af blikket, der ser os med kærlighed.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Og når man møder et menneske, der smiler til en, så breder der sig en varme i brystet. Der var en, der fik øje på mig, og sendte mig et smil.

Og vi har brug for, at der er nogen, der ser os. Hvis vi ikke bliver set, så visner vi. Vi har brug for andres blik, som planter har brug for vand.

Men vi har ikke brug for deres fordømmende eller misbilligende blik. Vi har ikke brug for en bigbrother, der vogter os, eller et øje i det høje, der skammer os ud af livet. Vi har faktisk heller ikke brug for det blik, der beundrende ser på vores handlinger eller udseende, for det er alt sammen forgængeligt, og vil kun være et blik, der holder en tid. Så vil det smuldre bort sammen med selvværdet.

Vi har derimod brug for det blik, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være eller ville ønske vi har. Vi har brug for et blik, der ser os, og ikke ser på os. Vi har brug for det blik, der ser os fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt. Det er blikke, der skaber øjeblikke af hellighed.

Livet er fyldt med sådanne hellighedsøjeblikke. Vi giver dem til hinanden som små gaver i hverdagen. Nogle gange ser vi dem ikke, fordi vi går med næsen i sky eller med hovedet mod jorden. Men tør vi kigge på hinanden, vil vi opdage, at smilet ligger latent i os mennesker, klar til blive udløst ved den mindste anledning.

I dag fejrer vi Jesusbarnets fødsel. Han var et lille barn, der kiggede på verden og der blev mødt af sin mors kærlige blik.

Og Jesus voksede op og kiggede tilbage på verden. Så den og så os. Han fik øje på os de meste umulige steder, og kaldte os frem i lyset. Han banede vejen mellem himlen og jorden, så vi nu kunne se den vej, vi skal gå. Han blev et menneske, så vi kan være mennesker for hinanden.

Julen er både en glædelig og sårbar tid. Den er glædelig, fordi vi fylder den med liv og fred, og fordi vi fejrer at Gud blev menneske. Men julen er også en sårbar tid, hvor vi mærket savnet efter de mennesker, der ikke er i vores liv længere, hvad enten de er gået deres vej, eller vi har lagt dem i graven. Julen er en tid, der skinner så klart, at selv kringelkrogene bliver oplyst, og støvet hvirvler.

Det er en glædelig og en sårbar tid. Vi er kommet her til kirken i dag med hver vores oplevelser af dette års jul. Vi sidder med hjertet fyldt af det, der optager os.

Men et er sikkert, vi sidder her sammen som mennesker, fordi Gud vil, at vi også skal få øje på hinanden, som han får øje på os. Vi skal se hinanden med et fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt blik.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Lad os vove pelsen og smile til hinanden. Lad os turde se på hinanden. Og skulle det ske, at smilet bliver sendt ubrugt tilbage, så tænk i dit hjerte, at du alligevel lagde en smule godhed i det menneskes liv, der ikke lige slipper taget med det sammen.



Glædelig jul.




Amen




Dagens tekster:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: “Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?« Hebr 1,1-5

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14