søndag den 28. december 2014

Juleaften 2014



I vores have står der et juletræ. Desværre er det plantet ret tåbeligt. Den ene side står i solen og er derfor fyldt med grene, smuk og prægtig. Den anden side står derimod i skyggen. Den har ingen grene og er fuldstændig skæv.

Vi skal have fældet det træ, tænkte vi i foråret, men da vi tog beslutningen om at fælde det, fik vi den tanke, at vi da kunne bruge det som juletræ. Det bliver nødt til at stå op ad væggen, men det er også pladsbesparende at have et træ med kun grene på den ene side. Det gik vi så og tænkte lidt over, og efterhånden blev ideen bare bedre og bedre. Som en slags redningsaktion af et ubrugeligt træ – det passede os rigtig godt.

Men i løbet af sommeren skete der noget underligt. Vores juletræ fik røde bær. Nu er vi ikke de store havemennesker hjemme hos os. Ja, den første havebog vi købte, handlede om ukrudt, fordi det ligesom matchede vores have lidt bedre; men vi havde nu alligevel aldrig hørt om røde bær på et juletræ.

Gode råd var dyre, og hvad gør man, når man skal søge oplysninger? Vi foretog en hurtig rundspørge på Facebook, og der fandt vi så ud af, at det slet ikke var et juletræ, men en taks, vi har stående. En taks?

Ikke nok med at juletræet er skævt, og mangler grene på den ene side, så er det også en taks. Nu synger vi jo ikke: ”Højt fra taksens grønne top”.

Det satte en stopper for juletræsdrømmene. Det var bare slet ikke som vi havde forventet.

Og det er julen i en nøddeskal for rigtig mange. Den bliver aldrig helt som vi havde forventet.

Juleaften er tyk af forventninger. Vi har i en hel måned talt dagene frem til jul. Vi har spist æbleskiver, set julekalender, købt gaver og forestillet os, hvordan denne aften skulle være. Anden, gåsen, flæskestegen eller hvad man nu spiser skal købes, mandler skal smuttes og bordet dækkes. Julen er en masse forberedelser, der alle kulminerer i denne ene aften, hvor det hele gerne skal gå op i en højere enhed.

Forventningens glæde er den største af alle, siger man. Og denne aften er ingen undtagelse.

Faktisk vi har også travlt med at afstemme forventningerne hele året igennem. Den gode ferie, det gode ægteskab, den gode børneopdragelse, den perfekte jul. Vi sætter ord på vores forventninger, og lever på den måde allerede ude i fremtiden. Hvad vil være perfekt for mig?

Det perfekte har det bare med at skuffe. Og det er faren ved forventningen. Den kan skuffe os så fælt. Og skuffelsen er den værste er alle. Især hvis det er os, der forårsager skuffelsen.

Min far sagde engang til mig, at man ikke skal forvente mere af folk end de kan give. Det kan lyde som hårde ord, men når man tænker efter er der en sandhed i dem. Det betyder ikke, at vi skal sætte baren lavt i forhold til hinanden, men at vi skal forsøge at se på det, der faktisk ER at være taknemmelig for. Forventningerne står nogle gange i vejen og skygger for det, vi faktisk får.

Vi skal måske øve os i at lægge alle vores forventninger fra os. Lægge dem på hylden, og lade dem samle lidt støv. For de største glæder i livet, viser sig altid at være dem, vi ikke have forventet.

Og glæde er hvad juleaften handler om.

I morgen bliver Jesusbarnet født. Vi fejrer hans fødselsdag. Gud, der er større end universet, valgte at besøge vores verden. Man kunne måske forvente, at Gud ville komme på en majestætisk og pompøs måde – når det nu er Gud – men han kom som et lille spædbarn. Man kunne måske forvente, at han ville lade sig føde af en fornem og lærd kvinde, men han blev født af ugift teenagepige fra en ukendt landsby, der bestod af ganske få huse. Man kunne måske have forventet, at han ville blive født i smukt hus, men han blev født i en stald og lagt i fodertruget, for der var ikke plads andre steder. Man kunne måske så have forventet, at de første til at få beskeden om Jesu fødsel var nogle vigtige og fornemme mennesker, men det var beskidte hyrder på en mark, der fik besøg af engle den nat.

ALT ved Gud er noget helt andet end det, vi forventer. For Gud er ikke forventningens Gud, men derimod forandringens Gud.

Gud kom til verden som alt andet end det, vi kunne forestille os, og selvom det umiddelbart virker sært, at han lader sig føde som en ganske almindelig mand uden nogen synlig politisk magt, position i samfundet eller penge på kistebunden, så skulle det vise sig at blive og være den største glæde af dem alle.

Gud kom til verden for at forandre den.

Han kom til verden for at fjerne skel og grænser mellem mennesker. For at fjerne vores mistro og mistillid til andres motiver. Han kom for at være menneske blandt mennesker.

Johanne Møllehave har skrevet et digt til denne aften, som jeg vil læse højt. Det lyder sådan her:

Vi trækker streger og sætter skel

imellem andre folk og os selv.

Vi taler om børn, som vi kalder ægte,

og andre hvis ægthed, vi vil benægte.

I evangeliet får vi at vide,

han stillede sig på de uægtes side.

Og alle dem, der faldt uden for stregen,

dem slog han følge med på vejen.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte,

skal kaldes udenfor eller fortabte.

Han fjernede grænser og slettede skel,

og derfor slog de ham også ihjel.

Han satte en streg over hver en streg,

som sættes imellem dig og mig.

Det danner et kors, naturligvis,

og det blev hans kærligheds høje pris.

Hans kærlighed sletter julenat

de streger og skel vi selv har sat.



Sådan lyder det.

Han sletter julenat de streger og skel vi selv har sat.

Gud er ikke som vi forventede. Heldigvis. Han holder ikke kun med de mennesker, der er særlig fromme eller særlig dydige. Han holder med os.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte, skal kaldes udenfor eller fortabte.

Gud vil nedbryde det, der skiller os ad, så vi kan få øje på hinanden. Gud ville forandre verden, ikke leve op til den. Og det skal vi også øve os i.

Og for at vi ikke skal glemme det, så hænger vi faktisk noget på juletræet, de kan minde os om det, nemlig det flettede julehjerte. Inden et julehjerte er blevet flettet har man blot to stykker mærkeligt papir, men i det øjeblik vi begynder at flette det sammen, så opstår det smukkeste hjerter. Vi skal også flette vores liv sammen med andre. Alene bliver vores liv blot mærkelige og usammenhængende stykker.

Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kan finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde, nemlig sin søn. Tilsammen skaber vi de smukkeste hjerter. Nogle er store, andre små. Nogle har mønstre og andre er simple. Men alle rummer de en skønhed. Vi skal indse, at der i ethvert menneske er et hjerte, der venter på at blive flettet sammen med et andet, så det kan blive fuldent.

Det er glæde. Han vil nå os midt i vores liv, hvor vi så end er. Han kommer til os, hvor vi står, og ikke hvor vi gerne ville være, hvor vi burde stå eller hvor vi forventer af være om 2 år. Han kommer lige nu til dig og slår følge med dig på vejen.

Livet bliver ikke altid som vi forventer, og hvordan vores flettede hjerter vil se ud, ved vi ikke. Men lige gyldigt hvad, så skal vi tro på, at glæden også gælder for os nu i dag.

Og for resten hvad taksen i vores have angår. Så har vi ikke fældet det, men derimod hængt en lyskæde på træet, så det nu lyse smukt udenfor. Så det blev et juletræ alligevel.

Glædelig jul – og flet nu nogle hjerter.



Amen




Dagens tekster:
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a



Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

Ingen kommentarer:

Send en kommentar