Juleafslutning, Lokalcentret 2014

Vi trækker streger og sætter skel

imellem andre folk og os selv.

Vi taler om børn, som vi kalder ægte,

og andre hvis ægthed, vi vil benægte.

I evangeliet får vi at vide,

han stillede sig på de uægtes side.

Og alle dem, der faldt uden for stregen,

dem slog han følge med på vejen.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte,

skal kaldes udenfor eller fortabte.

Han fjernede grænser og slettede skel,

og derfor slog de ham også ihjel.

Han satte en streg over hver en streg,

som sættes imellem dig og mig.

Det danner et kors, naturligvis,

og det blev hans kærligheds høje pris.

Hans kærlighed sletter julenat

de streger og skel vi selv har sat.



Sådan skriver Johannes Møllehave om julenat. Den nat fjerner Jesus skel og grænser mellem mennesker.

Og han gjorde det som et lille barn, der endnu intet kunne. Han var, som børn er, afhængig af sine forældre. Blev han efterladt, ville han dø. Børn er afhængige af, at der er voksne, der kan sætte egne behov til side, så det lille barn kan vokse op.

Voksne bliver simpelthen nødt til at være voksne, så det lille barn kan leve. Og alligevel er det, det lille spædbarn, der fjerner verdens skel og streger. Det virker underligt, at Jesus barnet har de evner blot ved at blive født. Men børn ændrer os. Når man først er blevet forældre, kan intet fjerne den titel fra en. Man vil altid være nogens mor eller fra. Barnet åbner vores hjerter, så både den dybeste kærlighed og den største skuffelse på en og samme tid kan spille i os. Børn ændrer vores liv – fordi de er.

I kristendommen hører vi mange gange, at Jesus stiller børnene forrest. Og nogle gange kommer vi måske nok til at gøre barnelivet  for lyserødt. Vi glemmer at børns umiddelbarhed ikke kun gælder deres kærlighed og hengivenhed, men også glæder deres misundelse, behov og at centrum for deres verden er dem selv. Børn kan sjældent skjule skuffelsen over en blød gave juleaften, når de hellere ville have haft det nyeste sværd fra Fætter BR. Børn kan ikke forstå, at det ikke skal proppe sig med juleslik inden aftensmaden, fordi de så ikke kan spise noget. Børn skal lære gennem opdragelse, så de kan blive ansvarsfulde voksne.

Det er dem, som Jesus stiller forrest. Det er alligevel værd at bemærke, fordi det faktisk fortæller noget om Guds forhold til os. Gud kender jo vort sinds kringelkroge, og han ved hvad vi tænker og føler. Og han er på vores side - alligevel. Han holder med os, selvom vi engang imellem er som børnene, der ikke kan skjule skuffelsen over Gud eller ikke forstår, hvad der er godt for os. Og ligesom jordiske forældres kærlighed ikke holder op, selvom de igen bliver vækket midt om natten og de er trætte og udkørte, sådan holder Guds heller ikke. Måske det ikke lige er kærligheden, der fylder mest kl 4 om morgenen hos forældre, når de bliver vækket, men den er der. Den bliver ikke slidt af børnene krav til forældrene. Måske nærmest tværtimod så bliver den styrket af, at barnet har brug for sin mor og far.

For det forunderlige ved kærlighed er, at den netop bliver stærkere, når vi gør brug af den. Kærlighed, eller hengivenhed kunne man også kalde den, har brug for afhængighed af andre for at vokse.

Vi kan bruge de smukke flettede julehjerter som eksempel på vores forhold til Gud. Inden et hjerte er flettet har man blot to stykker mærkeligt papir, men i det øjeblik vi begynder at flette det samme, så opstår det smukkeste hjerte. Vi skal også flette vores liv sammen med andre. Alene bliver vores liv blot mærkelige, usammenhængende stykker, men sammen dannes det smukkeste hjerter.

Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kunne finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde; nemlig sin egen søn – det lille barn, der kan åbne vores hjerter, så Gud kan begynde at bygge skønheder af vores liv. Så han, mens han bygger, kan nedbryde skel og mistro. Så han kan fjerne vores trang til at dømme andres motiver, og blot indse, at der i ethvert menneske, er et hjerte, der venter på, at blive flettet sammen med et andet, for at blive fuldendt.

Glædelig jul - og husk at flet hjerter.

Amen


Tekst:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14