Juleafslutning, lokalcentret 2013

Juleaften.

Det er den aften

Hvor enhver sminke er håbløs

Det er den aften

hvor sjælen kryber frem

gennem kikhullerne

og afsætter

våde pletter

på tøjet



Det er den aften

hvor de døde

stiger ud af fotografierne

og tager plads i stuen

så levende

at det gør ondt

at opdage

at pladsen er tom



Det er den aften

hvor de adskildte

konfronteres

med afstanden

og ser hinandens

opløste ansigter

i øjenkrogenes

spejlbilleder



Det er den aften

hvor Gud

overvinder afstanden

og kærtegner

mennesket



Det er den aften

hvor Guds finger

rører jorden

og aftegner

en vej

af kærlighed

at gå

for os

fra menneske

til menneske.



Sådan lyder et juledigt skrevet af Søren Nielsen ("Julens glæde og smerte" af Søren Nielsen, ALFA 2005).

Julen er både en dejlig aften fyldt med hellighedsfornemmelser, men også en aften med fornemmelser af savn over dem, man mangler.

Julen er en ambivalent tid, hvor vi både har travlt, fordi der er så meget, vi skal nå, men det er også en tid, hvor vi taler om julefred og juleglæde.

Søren Nielsen, der har skrevet digtet, har faktisk mødt julens glæde.

I hans barndom var Julens glæde en mand, der kørte rundt på sin knallert en gang om måneden og samlede penge ind. Folk betalt små beløb til ham, der alle blev sat ind på en konto i Sparekassen.

Ved juletid kørte Julens glæde igen rundt på sin knallert men denne gang delte han ud af det opsparede beløb, så folket havde noget at købe gaver og julemad for.

Søren Nielsen fortæller om Julens glæde, at han tyggede på skrå og brugte snus tobak. Det flød sort ud af munden på ham, og landede som sorte pletter på hans tøj. Julens glæde kom kørende på knallert, og nogle gange kom han også med flaske snaps til dem, der havde brug for det. Så delte de lidt glæde og trøst sammen, som de fandt på bunden af flasken.

Julen er glæde. Men julen er en anden glæde end penge, mad og snaps. Julen er noget mere. Den er glæden over det, der er større end noget andet – det er glæden over et lille barn, der bliver født og lagt i et fodertrug. Han er den dybeste glæde. Han er himmerigskongen, der bor hos os.

Han sætter os i gang, presser os ud af vores hverdagsmarch og får os i gang med at køre glæden ud til hinanden på en knallert.

Det er storheden i det små. Når stolene står tomme, når aftenerne er lange, når dagene er travle og bekymringerne står i kø, så er glæden et lille barn i et fodertrug, der får os op af stolene.

Vi bærer glæden frem. Den kan ikke gå selv, eller hoppe mellem os, men er afhængig af, at vi kan bære den – og når vi har båret den et stykke, så skal vi dele den med hinanden. Glæde skal deles for glæde smitter. Glæde er heller noget, man kan skabe selv, eller holde for sig – glæde har det med at ville deles med andre. Et menneske, der glæder sig kan altså ikke skjule det – den vil bane sig vej gennem øjenkrogene, og afsløre at her er glæden til stede.

Glæde er at turde grine sammen, være til stede sammen, leve samme – glæde er at turde lægge sit liv i hinanden hænder og vide sig sikker på, at vi vil hinanden det bedste.

For juleglæden er altså ikke sådan en hoppende lallende glædesfornemmelse, nej, det er dybere end det. Det er en vedvarende følelse af, at Gud har rørt jorden. En følelse, der skal være grundtonen i vores liv, også når mørket tager til. Juleglæden forsvinder ikke, når vi pakker julehjerterne væk, når kalenderlyset er brændt ned og den sidste æbleskive fortæret. Juleglæde holder til et helt, ja et helt liv.

Den kører rundt på knallert, findes i stuerne, i fællesskabet mellem mennesker. Den bæres frem af mennesker på alle mulige opfindsomme måder. Den synges ind, den sanses, den smiles og den berøres mellem os.

Juleglæden er den, at Gud bøjede sig ned, og rørte ikke bare ved jorden, men ved vores hjerter, og gav os en vej, vi kan gå fra menneske til menneske.

Glædelig jul



Amen




Tekst;


Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14