lørdag den 8. november 2014

21. søndag efter trinitatis 2014


Det er begyndelsen på sommeren. Solen hænger på himlen og dingler. Dens stråler baner sig vej gennem universet og rammer mit ansigt og bare ben. Jeg har taget mine sandaler af og står i vandkanten. Sandet borer sig mellem mine tæer. Jeg krummer tæerne om sandet og forsøger at fange det, men det smutter væk lige så snart jeg strammer til. Bølgerne slår blidt mod vandkanten. De oversvømmer mine tæer og trækker sig tilbage. Der ligger tang og bobler i overfalden af vandet. En måge skriger et sted, og en tangloppe hopper i vejret.

Jeg står der midt i verden. Omgivet af luft, sødme, næring og varme.

Livet er. 

Livet er en gave.

Livet er en gave fra Gud.

Gud giver livet og dagen. Gaven er lagt i vores hænder, og som bølgerne der strømmer mod os, sådan strømmer livet mod os hver dag. Klar til at blive brugt. Livet er ikke en gave, vi kan undslå os at pakke op, eller bytte. Vi kan heller ikke nøjes med at stille den på en hylde og kun tage den frem ved særlige lejligheder. Livet er en gave, der skal bruges hver dag. Den skal helst blive flosset i kanten, bøjet visse steder. Der vil komme skår i den, og nogle gange må vi klinke. Livet er en gave, der skal mærkes af brug. Og det vil i sidste ende koste dig livet, at bruge det. Men du kan ikke lade være.

Livet er en gave fra Gud.

Luther sagde om livet: synd tappert. Man kunne også sige, kast dig ud i det. Få blå mærker, ar og rynker. Kast dig ud i det.

Men er vi nogen gange for bange til at gøre netop det? Kaste os ud i livet med de knubs det kan give? Er vi ikke netop nervøse, for, at det vi gør i dag, vil ramme os i morgen. Tror vi, at det er vores egen fejl, hvis vi bliver syge, kommer ud for ulykker eller bliver uretfærdigt behandlet?

Det er en spænding, vi lever i. Livet, der skal leves, og livet, der rammes os.

Og vi kommer til at blande dem sammen. Når livet rammer os med sin uretfærdighed, så knytter vi næverne, hjertet banker, det smerter i brystet og tårerne presser sig på. Hvad har vi gjort for at fortjent dette? Vi leder efter episoder, handlinger, der kan forklare det. Eller vi forsøger at handle med Gud, der må gribe ind, hvis vi lover at ændre vores adfærd.

Men hvad nu hvis det slet ikke forholder sig sådan? Hvad nu hvis, man kan se livet på en anden måde? Hvad nu hvis det slet ikke er op til os, hvornår, hvordan og hvorfor det uretfærdige rammer?

Vi skal give slip på ønsket om kontrol – vi skal slippe længslen efter at få sikkerhed for i morgen. Det får vi aldrig. Ulykker, sygdom, meningsløshed er en del af det liv, vi skal leve, og vi kommer aldrig til at forstå, hvorfor det rammer os. Vi er sårbare og skrøbelige.

Paulus skriver i Ny Testamente, at Gud på et tidspunkt svarer ham på en bøn, hvor Paulus har bedt Gud om at gribe ind. Svaret er: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed (2.kor. 12, 9). Min magt er i magtesløshed.

Der ligger en styrke i at erkende sin egen svaghed. Selv Gud gør det. Guds styrke er ikke i magtanvendelsen, men i magtesløsheden.

Det erfarede skuespilleren Bodil Jørgensen efter sin ulykke under en filmindspilning. Hun lå på intensivafdelingen en hel nat i respirator og forsøgte at bede Fadervor. I en artikel (KD 26. oktober 2014) siger hun:

””Jeg kæmpede en hel nat, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen og snurrer rundt, og verden bliver sort. Vi er så vant til at holde vores små verdener i gang med arbejdsliv og familie, men når hele verden styrter sammen, er Gud der. Jeg var i et mellemrum mellem livet og døden, og der var Gud. Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan, men jeg erfarede det. Alt det, som er sket, er så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og der var Gud,” siger hun [Bodil Jørgensen]. ”

Gud er i mellemrummet og intetheden. Han tør være sammen med os der, hvor vi bliver magtesløse. Gud er gået ind i verden – blevet en del af verden, for at være os helt nær, også i magtesløsheden.

Når Gud tør, skal vi også have modet til at være der. Vi skal slippe vores egen selvhøjtidelige miner, unødige stridigheder og konflikter, vores jagt efter det perfekte liv. Vi skal slippe den tanke, at vi får som fortjent, for det gør vi HELDIGVIS ikke. Hvor ville livet blive anstrengende, hvis vi hele tiden var bange for Guds straf?

Der er en magt i magtesløsheden, også for os.

Vi skal åbne vores øjne for det fine ved tilværelsen. Vi skal sætte pris på det gode – barnets smil, de farverige efterårsblade, stearinlys i vindueskarmen, opkaldet fra bedstemor, glæden ved tanken om dig og solopgangen. Der er så meget overflod i vores liv, hvis vi ser efter. Vi skal turde stå på stranden, lufte fødderne og lade vandet skylle sandkornene væk.

Vi skal bære frugt som et figentræ. Og er der år, hvor vi ikke bærer frugt, så skal vi ikke frygte, at grunden er, at vi ikke er gode nok eller ikke har fortjent frugterne. Vi skal derimod stole på, at Gud vil vande os med sin nåde, gøde os med sin kærlighed og lade os stå endnu et år.



Spring ud i livet, brug det, gør det flosset i kanten – og vigtigst af alt: DEL DET.




Dagens evangelium:

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar