mandag den 3. november 2014

Alle Helgens dag 2014



Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i savn og sorg.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550,1)

Amen



En legende fortæller om Adam og Eva:

Adam og Eva blev udvist af Edens have efter de havde spist af kundskabens træ. Gud forviste dem til et liv i smerte. Til et liv hvor de skulle kæmpe for overlevelsen. Til et liv med død.

Men Gud så, hvor svært deres liv var blevet, og det rørte ved hans hjerte. Han fik medynk med dem. Han bestemt sig for at skænke dem noget, der ville gøre livet lettere for dem. Derfor skabte han den mest dyrebare af alle gaver og skænkede den til mennesket. Han gav dem tårerne.

Lige siden dengang løber der tårer ud af menneskenes øjne, når de sørger, og smerten lindres (”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 152).

Sådan lyder legenden. Tårerne er en gave fra Gud til os mennesker – en gave, der blev givet, fordi vi rørte Guds hjerte.

Tårer kender alle mennesker, om man så fælder mange eller få i sit liv. De kommer ofte uden advarsel. Pludselig fyldes vores øjne, og vi må give slip på dem, så de kan trille ned af kinden.

Tårer løber, når livet gør ondt. Når vi rammes af virkeligheden, og vi indser, at livet for altid vil være forandret, så løber tårerne.

Men det er ikke kun, når vi sørger – vi kan også græde af glæde. Sådan er det med tårerne. Når vores hjerter bliver berørt, så flyder øjnene over med vores salte tårer.

Vores salte tårer.

Det er forunderligt, for det er os, der gør tårerne salte. Det er os, der forvandler vandet, vi drikker, til salte tårer. Uden os ville det blot være fersk vand. Vi giver smag til smagløse. Vi er jorden salt.

Det siger Jesus til os i dag. I er jordens salt. I er verdens lys.

Det er underlige udsagn, men vi forstår dem godt. Vi forstår dem med hjertet. Vi er jordens salt. Vi er salt for hinanden – vi fylder hinandens liv med mening og kraft. Vi fjerner det ferske og flade fra tilværelsen, når vi møder hinanden. Vi er verdens lys. Vi er lys for hinanden, og skal skinne på hinandens liv. Vi skal sætte hinanden i stager, vores lys kan skinne smukt og rent.

Vi er salt for hinanden. Vi er lys for hinanden.

Det oplever vi i særlig grad, når vi står ved en kiste. Når vi nænsomt bærer et menneske til graven, mærker vi, hvordan det menneske var salt og lys i vores liv. Og livet uden det menneske, kan forekomme fladt og fersk, mørkt og slukket. I afsavnet mærker vi, hvad vi var for hinanden, og sorgen river i os, som var den kantet og skarp.

Man kan sammenligne sorgen med et glasskår. Glasskåret er det ituslåede. Det var helt før, men nu er det brudt. Det kan i bedste fald klinkes, men aldrig blive det samme.

Glasskåret er skarpt, og vi skærer os på det. Passer på ikke at træde på det, for det rammer os, når vi mindst venter det. Det skærer i os. Det mistede, det vi ikke fik gjort eller sagt, det der aldrig bliver.

Men det kan forandres.

Når man går ture ved stranden, kan man nogle gange finde et stykke glas, der har ligget i vandet. Vandet, som glasskåret i begyndelsen skånselsløst skærer igennem, bliver med tiden rundet af bølgernes milde favntag. Kanterne bliver slebet, og glasset bliver med tiden blødt og glat. Man kan tage det i hånden uden at skære sig på det. Man kan tage det frem, holde om det, og holde af det.

Sorg forandrer vores verden. Den river i vores hjerter, så man nogle gange tvivler på, at det kan holde til det. Sorgen får hjertet til at bløde og tårerne til at falde. Men sorgen bliver med tiden rundet af de tårer, vi har grædt, den omsorg vi har modtaget og den Gud, der hjælper. Og en dag kan vi holde den i hånden uden at skære os på den.

Vi vil for altid være forandret af døden, men sorgen vil også forandre sig med os. Den vil finde en plads i vores liv, og vi vil altid kunne finde den frem. Og en dag, vil vi ikke længere skære os helt så meget, som da vi første gang fik den i hånden.

Vi er jordens salt og verdens lys.

Vi betyder noget for hinanden. Vi berører hinandens liv og hjerter.

Alle helgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder og besøger måske et gravsted. Alle Helgen er rummet, hvor vi kan tænke tilbage på de oplevelser, vi har haft og det vi har lært af hinanden. Vi tænker og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De var salt og lys for os. De berørte vores liv.

Sorgen bliver kaldt for kærlighedens pris. Det er den pris, kærligheden koster, at den må blive til sorg. Men det er en pris, som vi ikke ville have været foruden.

Gud har sat os i verden, så vi kan elske. Gud ønsker for os, at vi skal opleve kærligheden. Ja, han er selve kærligheden.

Og kærligheden ænser ikke døden. Vi holder ikke op med at elske, selvom vi møder døden. Vi elsker. Det ligger i vores inderste væsen, at vi skal elske.

Vi mister hinanden, men vi har altid kærligheden.

Det er de løfterige ord til os. Vi har altid kærligheden. Den kan ingen vriste fra os.

Selv de døde har kærligheden. Vi er alle favnet af Guds kærlighed som bølger på en strand, der nænsomt runder vores kanter.

Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i liv og død.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550, 5)


Amen




Dagens tekst:
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5,13-16

Ingen kommentarer:

Send en kommentar