søndag den 15. februar 2015

Fastelavn 2015



Familiegudstjeneste


Nu skal I høre:

Floden Jordan løb midt gennem ørkenen. Ørkenen strakte sig så langt øjet rakte, og kun fordi floden gik igennem kunne man faktisk bo der.



Der boede Johannes.

Johannes var vild at se på – han havde et stort uredt hår, buskede øjenbryn, gik med kamel uld slynget rundt om sig. Og han levede af det han kunne finde i ørkenen – græshopper og honning fra vilde bier.

Men selvom han boede ude i ørkenen og lignede en vildmand, så kom folk rejsende langvejs fra for at møde ham. Johannes døbte nemlig de mennesker, der kom for at besøge ham, i floden, der løb gennem ørkenen.



Der var en stor begivenhed at blive døbt. Johannes ville vade ud i floden sammen med den, der skulle døbes (man døbte kun voksne dengang) – og så ville han holde en, og dykke en helt ned under vandet, så både hår og tøj blev vådt. Og når man dukkede op igen, ja så var man døbt.



Men der var noget underligt, ja nærmest foruroligende ved Johannes. Når han så på en, så var det som om han kunne se alt det, man havde gjort forkert. Han kiggede lige ind i en, og man skammede sig altid, når Johannes havde set på en. Men folk kom alligevel for at blive døbt af ham.



En dag kommer der en mand rejsende ud til Johannes for at blive døbt af ham. Manden hedder Jesus.



Jesus er helt anderledes at se på end Johannes. Han går i en kjortel af stof, har sandaler på fødderne og det lange hår er redt. Men øjnene – de øjne. De ser på en, og man føler, at man er elsket. Det er som om han ser på en med alt, hvad man er, og så bliver man elsket alligevel.



Sådan har Johannes det også, da Jesus så på, og måske det var derfor han ikke ville døbe Jesus.



Johannes siger: ”Nej, jeg vil ikke døbe dig Jesus, for jeg trænger til at blive døbt af dig.” Men Jesus ser på ham med de øjne, og siger:

»Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«



Det er nogle underlige ord, men Johannes forstår, at han skal døbe Jesus, så derfor vader de begge ud i vandet, og Johannes døber Jesus ved at dykke ham helt under vandet.



Og da Jesus kommer op fra vandet igen, åbner himlen sig, som om Gud lige med en stor saks skar et hul gennem skyerne. Og der fløj en hvid due ned fra himlen lige ovenover Jesus. Det var Guds ånd.



Og da lyder der en røst fra himlen – det er Guds selv, der taler:



”Det er min elskede søn – i ham har jeg fundet velbehag.”



Sådan lyder historien for Bibelen om Jesu dåb. Det er et underligt sted historien stopper. Der mangler ligesom en reaktion på Guds røst fra himlen. Hvad sagde Jesus til det, og hvordan reagerede Johannes? Blev han bange eller glad? Gik Jesus bare op på bredden og rejste videre? Vi ved det ikke.



Men vi ved, at Jesus blev døbt. Vi døber også i dag som I har set Christian blive døbt. Og vi forestille os, at Gud hver gang et barn bliver døbt, også siger: Jeg har velbehag i dig. Det betyder, at Gud ser på os, ligesom Jesus også gør, og er glad for at se på os.



Foran Gud behøver vi slet ikke forsøge at være en anden end den, vi er. Gud kan se bag vores udklædning og maske, og for øje på os derinde – og elsker os.



I dag er I er så fint klædt ud, at man næsten ikke kan kende jer. Men Gud ved godt, hvem I er. Selv hvis I virkelig forsøger at gemme jer eller farer vild, så kan Gud altid finde jer igen, og når han gør det, så ser han på jer med de der øjne, og I ved, at I er Guds barn.



Amen



Dagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matt 3,13-17

Ingen kommentarer:

Send en kommentar