lørdag den 21. februar 2015

1. søndag i fasten 2015























Nu skal I høre en ret velkendt historie – nemlig historien om Anders Ands bedre jeg.

· Det er tidlig morgen, og vækkeuret ringer. Straks springer Anders Ands bedre jeg ud af sengen, klar med glorie og vingerne strøget, mens Anders And bare bliver liggende.

· Med lidt overtagelse og rysten kommer Anders And ud af fjerene.

· Han får overrakt sine skolebøger, så han som en dydig and kan komme i skole. Hans bedre jer fører an på vejen fløjtende, mens Anders And går bagved.

· Men undervejs venter fristelsen – nemlig hans dårlige jeg, der står klar med en fiskestang og udsigten til en dag ved søen, store fisk og afslapning. Men han har mere at tilbyde Anders And.

· Og derfor får han ham også overtalt til at prøve lidt af sin pibe.


· Det går ikke så godt for Anders And – den stakkel.

· Heldigvis leder hans bedre jeg efter, og kan ikke forstå hvor han er blevet af. Da han opdager, hvad der er sket bliver han rasende, men nægter at slås.

· Det synes Anders Ands dårlige jeg er en rigtig god ide, og han benytter lejligheden til at hive hans glorie hele vejen ned om livet. Men det skulle han aldrig have gjort, for…

· Så vanker der. Og når man kan flyve, så kan også give igen.

· Det bedre jeg giver igen, og det ender skidt for hans dårlige jeg, og der bliver plantet en lilje hvor han grav ligger.

· Så har Anders And et forklaringsproblem, men heldigvis bliver han tilgivet på stedet, og nu kan han atter gå mod skolen som den artige lille and han engang imellem er.

                                               ------------------------------------------

Sådan er tegnefilmen om Anders And og hans bedre jeg. I har måske set den, og den er rigtig god, og i en tid, der er usikker, har vi brug for at more os. Vi har brug for letheden.

Tegnefilmen er en af klassikerne med Anders And i hovedrollen, men den har et teologisk problem. Nu er det næppe heller tegnet for at tilfreds teologer, men vi kan bruge den som springbræt i dag.

Tegnefilmen springer mig nemlig i øjnene på særlig et punkt, nemlig at det bedre jeg og det dårlige jeg er afbilledet som en engel og en djævel.

Billedet af menneskets inderste som en engel eller en djævel hænger sig fast i manges tanker om, hvad et menneske er. Ofte synes jeg, at man hører, at alt ondskab stammer fra mennesket, og derfor er det så også os selv der er skyldige i, at ondskab finder sted. Det er jo en besnærende og fristende tanke, at skyde ondskaben over i mennesket selv, for ligger den først der, så kan vi forklare den. Vi har måske en tendens til at smide om os med diagnose, vi selv finder gode i situationen, og man kan næsten heller ikke være leder i dag uden at få mærkatet psykopat. Vi lever i et diagnosesamfund, hvor vi ikke længere lader lægerne om den opgave, men selv tager den på os. Og ondskaben er blevet en diagnose af menneskets sjæl.

Men ligesom Jesus i ørkenen blev fristet, bliver vi også her fristet til at give ondskaben en grund eller en mening, som den ikke har. Og vi bliver nogle gange fristet til at behandle hinanden som om ondskaben virkelig kom fra os.

Men vi skal holde fast i, at ondskab i sit væsen er meningsløst, og derfor heller ikke skal forklares. Og at ondskaben heller ikke ligger inde i os, men er noget, der kommer udefra og påvirker os. Vores inderste er godt og skabt af Gud.

Bibelen fortæller heller ikke om, at mennesket er djævle, men tværtimod at vi skabt i kærlighed. Det er hele omdrejningspunktet og grunden til, at Gud bliver ved med at ville os. Han ser håbet i os, når vi selv føler os håbløse.

Så hvor er ondskaben? Vi kan ikke forklare djævelens eksistens, for det ville være at give det en eksistensberettigelse. Det er bare noget, der er på trods. Vi kan ikke forklare det. Om det er en person eller en magt i verden, kan jeg ikke svare på, men gør det en forskel for vores holdning til ondskaben? Gør det ondskaben mindre ond? Det er der vi skal lægge vores kræfter, men tværtimod skal vi lægge vores kræfter i forsagelsen.

Vi siger i begyndelsen af trosbekendelsen, at vi forsager djævelen. Det betyder, at ”tager afstand fra”. Djævelen er noget, vi ikke vil have med at gøre. Det er en god begyndelse på enhver dag, at vi slår fast, at vi ikke vil have noget at gøre med ondskaben, og at vi ikke vil tage den ind til hjertet. Vi skal ikke diagnosticere ondskaben, men holde den væk fra os – forsage den.

Ordet djævel betyder egentlig den, der bagvasker eller skaber splid. Altså den der sår løgne og river mennesker væk fra hinanden. Derfor kan man heller ikke tro på djævelen, for man kan ikke tro på løgnen. Men vi kan se, at den er der.

Og løgnen kommer snigende og bilder os alt muligt ind om magtforholdet mellem Gud og djævelen. Den næststørste løgn vi kan blive hvisket i øret er, at misbruger vi vores magt blot en gang for at få balance, så gør det ikke noget. En enkelt gang betyder vel ikke noget, hvis det bringer retfærdighed. Det samme kunne Jesus vel have tænkt, da djævelen møder ham i ørkenen. Bare en enkelt sten om til et brød til at stille den værste sult. Bare en enkelt skridt ud intetheden for min tro vil vel frelse mig, og Gud gribe ind. Eller bare et enkelt buk for ondskaben så vil alle disse riger være mine og jeg ville kunne bringe fred.

Men han sagde nej, for han kunne gennemskue det. Det var ikke den slags gud Han ville være. Vi skulle ikke falde i svime over ham, fordi han kunne trylle sten om til brød, eller fordi han var et overmenneske, der kunne tvinge de fysiske love eller fordi han havde magten. Jesus levede for at vi kunne opleve Gud som den han er, nemlig som kærlighed. Og den kærlighed er så stor, at den møder os, som dem vi er. Vi skal ikke optræde eller performe, være særlige artige eller dydige som Anders And, der ender med at gå i skole, før Gud vil kendes vil os. Sandheden, der blæser os omkuld, er den sandhed, at du kan være det menneske, du er, og stadigvæk blive elsket. Derfor sagde Jesus nej til fristelsen, for han ville vise os, hvem Gud er – ikke ved at trylle eller tvinge, men ved at elske. Så Jesus sagde nej til fristelsen.

Det kan vi ikke altid, og det sker, at vi bliver fristet, og render den ondes ærinder i godhedens navn – se det er en ondskab, der er til at føle på. Heldigvis tilgiver Gud os lige på stedet.

Men den største løgn af dem alle som vi kan blive bildt ind, og som ofte møder os der, hvor vi er mest sårbare er den, at Gud er færdig med dig. Nu har Gud vendt dig ryggen. Det er den ondeste løgn.

Men det er en løgn. Det passer ikke. Gud bliver aldrig færdig med dig. Gud kom til verden for at sige den løgn imod, og gøre vores liv større.

Det er det, vi skal høre hver søndag, når vi kommer her – at nok kan djævelen fortælle os løgne og friste os, men det er ikke andet end løgn. Sandheden er, at du aldrig falder ud af Guds hænder. Selv den mest håbløse er der håb for. For Gud er livets Gud, der får det til at spire selv de steder, hvor andre giver fortabt.

Så selvom ondskaben og løgnen endnu er i verden, og selvom vi alle til tider bliver fristet, så er der grund til håb – vi holder søndag for at modsige løgnen, og holde fast i den sandhed, der ikke kan gentages nok gange:

Vi falder aldrig ud af Guds hænder – han er med os alle dage indtil verdens ende.



Amen




Dagens tekst:
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Ingen kommentarer:

Send en kommentar