2. søndag i fasten 2015

”Man har en holdning til man tager en ny”. Sådan sagde Jens Otto Kragh i et interview i 1977, og den blev videreudviklet i 2013, da Lars Lykke Rasmussen sagde: ”Vi har skiftet standpunkt, men ikke holdning”.

Hvorom alting er, så det at skifte holdning ikke noget, man bare gør. Når folk siger, at man har en holdning til man tager en ny, så kan det lyde som en slags forklaring på, hvorfor man har ændret holdning. Men det er jo ikke en forklaring. Det er bare en beskrivelse af, hvad der er sket. Men det er faktisk helt rimeligt at skifte holdning og stå ved det. Det skal bare ikke være for tit. Forestil jer fx børneopdragelse, hvis forældrene hver dag fik en ny holdning til hvad barnet måtte? Ja, man ville få et skrubforvirret barn. Det er med andre ord ikke god opdragelse at skifte holdning hele tiden. Men heller ikke på arbejdspladser eller i vennekredsen er det særlig prisværdigt at møde et menneske, der hele tiden skifter holdning. Dem der svajer i vinden alt efter hvad der lige nu er fremme i samfundsdebatten, eller alt efter, hvem de taler med. Det er sådan en slags menneskelig kamelæon, vi ikke kan regne med. Det giver usikkerhed, når vi ikke ved, hvor folk står.

Man har en holdning til man tager en ny. Måske nok; men det kan altså virke utroværdigt.

Hvem ønsker at være utroværdig? Og hvem ønsker en utroværdig Gud?

Jesu var i begyndelsen af dagens evangelium troværdig efter datidens standarder. En kanaanæisk kvinde råber i vilden sky efter Jesus. Jeg kan forestille mig, at han oplevede det ofte – at folk råbte efter ham og på ham. Ofte stimler folk sammen om ham, når han går ind i en by, og han må mase sig vej frem. Der har været et leben og en kakofoni af stemmer, der har råbt efter ham. Men denne kvinde er kanaanæisk. Hun tilhører en helt anden religion, der dyrkede andre guder. Hun har intet vidst om Jahve, mosebøgerne eller det grundlag Jesus kom fra. Hun ville ikke ane, hvad Jesus talte om, hvis han henviste til skrifterne. Hun var blank, men ét vidste hun: denne mand kan hjælpe, og derfor lagde hun sit liv i hans hænder.

Men hun er kanaanæisk. Hun er en anden – en fremmed. Og hun bliver afvist. Det er ubehageligt at tænke på, at et menneske bliver ignoreret af Jesus.

Disciplene blev irriteret på denne kvinde, der ikke vil holde op med at råbe efter dem, og beder Jesus om at sende hende væk.

Og Jesus svarer principfast, at han jo heller ikke er sendt for at frelse andre end dem fra sin egen tro. Det havde han en klar holdning til.

Men kvinden insisterer på, at blive set. Hun giver ikke slip, fordi hun ikke passer ind, og fordi hun møder en principfast mand. Hun holder ved – holder ud. Ikke for sin egen skyld, men for sin datters skyld. For kærlighedens skyld. Hun ville gå 1000 mil og 1000 til for sin datter. Det får kærligheden os til – den får os til at træde ud af vores egen comfort zone og principper. Kærlighed er ikke for mennesker med mange principper, de stædigt står ved. Kærligheden kræver ligefrem af os, at vi slipper vores principper og forandrer os.

Hvem har været den samme efter en forelskelse? Hvem har fået et barn og være fuldstændig lige som før?

Når vi møder kærligheden, så forandrer den os – som en kvinde med et sygt barn, der vil råbe og insistere på at blive set og komme ind i lyset.

Nu kunne Jesus have stået fast ved sin holdning og været ubevægelig og uforanderlig i mødet med hende. Kvinden var jo en fremmed og uønsket. En principfast gud ville have vendt blikket bort, og sagt for sig selv: man elsker kun sine egne, for det siger loven.

Men heldigvis er Gud ikke sådan. Gud er ikke lovens Gud. Når vi lægger vores liv i Guds hænder og følger ham, så får vi altså ikke en himmelsk Karnov sendt med posten, hvor vi blot skal følge de love, Gud har stukket ud. At tro er ikke det samme som at være god til jura. At tro er at åbne sit hjerte for kærligheden, og turde lade sig bevæge.

Evangeliet til i dag handler heller ikke om, at vi gennem de rigtige argumenter kan overbevise Gud. Det kunne man nemlig godt fristes til at tro, når man hører evangeliet, fordi hun går i rette med Jesus. Han ser nemlig dybere end hendes argumenter, og ser hende. Og der lader han sig bevæge af hendes nød.

Det er ikke kun os, hvor kærligheden kræver forandring – den kræver det også af Gud selv.

Gud lade sig bevæge af vores nød.

Og Guds søn lader sig bevæge – han kom ikke kun for at frelse sine egne, men for at frelse mennesker. Det indser han, da han møder hende. Han ændrer holdning, og tak for det.

Jesus stirrede sig ikke blind på sine principper eller den religiøse lovs krav, men vendte blikket derhen, hvor der var brug for ham.

Han vil gå 1000 mil for os, og så 1000 til. Han vil gå i døden for os, og det gjorde han. Han lod kærligheden få første og sidste ord i sit liv.

Det er dagens glædelige budskab: Kærlighed kræver forandring.

At lægge sig liv i Guds hænder og tro, er det ikke en bastant og uformelig kasse, vi skal forsøge at mase os selv og andre ned i. At tro er derimod at være i bevægelse gennem livet, lade sig inspirere, vove at skifte holdning i ny og næ, følge kærligheden og give den lov til at forandre vores liv – og ikke mindst at vi lader os bevæge af andres nød, hvem de så end er. Om de er fremmed, uønskede eller højtråbende. Så skal vi øve os at lukke dem ind, som en kvinde i nød for 2000 år siden blev lukket ind i lyset af ren og skær kærlighed.

Jeg vil slutte med at læse et digt højt af Jens Rosendal, der handler om det at leve et liv i tro, hvor man lægger sit liv i Guds hænder og tør lade kærligheden forandre, og det lyder sådan her:

Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.

Troen er ikke det sikre
midt i en verden af fald,
tro er at være til stede,
høre, når nogen har kaldt.

Troen er aldrig artikler
trykt i en indbunden bog,
tro er at vove sig udad
varsom og kærlig og klog.

Troen er det, som kan svigte
i en forfærdelig stund,
troen er det, som kan gribes
midt på den gyngende grund.

Tro er det levende, nære,
som gi´r mig kræfter og mod,
så jeg går med dig på vejen,
selv om jeg ikke forstod.

Tro er at løfte din stemme,
der hvor din fjende har magt,
tro er at satse på håbet
udsat for verdens foragt.

Tro er utrolige kræfter,
som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket,
hvis der for alvor er kaldt.


Amen


Dagens tekst:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28