Præsteklumme december 2014

Julens forandrende glæde

Juleferien er over os, men i enhver ferie kommer der ofte et punkt, hvor vi trænger til at komme i gang med hverdagen igen. Vi længes efter noget andet end der, hvor vi er. Vi længes efter forandringen.

Søndagen mellem jul og nytår hører i kirken om forandring. Det handler om det lille Jesusbarn, der bliver bragt til templet, hvor en gammel mand ved navn Simeon griber Jesus og priser ham. Simoen havde fået at vide af Gud, at han først kunne dø, når han havde set Herrens salvede, altså Jesus. Det, at Simeon ser Jesus, betyder altså, at han skal dø. Det er jo ikke glædeligt, synes vi. Men for Simeon var glæden over at se Jesus, så stor, at han nu kunne dø med fred.

Julen skal også give os en glæde, så stor, at vi kan, ikke bare dø med fred, men særligt leve med fred i hjertet. Freden skal forandre vores hårde sten hjerter til bankende levende hjerter. Julen handler altså om forandring.

Den største forandring er, at Gud blev menneske, og dermed gav os muligheden for at lære Ham at kende gennem et menneske. Det er ikke længere bare os mennesker, der skal søge viden om Gud, men Gud der bøjer sig ned for at møde os. Den anden forandring er, at Gud ved at forandre sin mulighed for at møde os, faktisk forandrede vores hjerter, så kan møde hinanden.

Lige meget hvor vi er livet, så vil Gud række ud efter vores hjerter, og forandre hårdheden til liv. Det er julens glæde, der gerne må smitte mere end en forkølelse i en børnehave. Vi skal prise Gud, for glæden er så stor, at vi kan leve med fred.

Lad glæden forandre dig nu i dag.