Palmesøndag 2015

Hvad længes du efter?

Hvad er det dit hjerte hvisker til dig, når det ellers kan få ørenlyd? Er det mere tid til at få læst bøger, drukket kaffe med venner, eller er der et projekt i garagen, der venter? Er det mere nærhed med din ægtefælle eller er det, at der kommer en, der kan gennemskue din ensomhed. Hvad længes du efter?

Vi længes alle efter noget eller nogen.

Men det kan være svært i en travl hverdag at få tid til at møde sin længsel. Vi lytter ikke så tit til hjertet, så det får bare lov at tikke derud af, og det er først når det truer med at ville holde op med det, eller når vi har begravet os i så mange aftaler og møder, så vi har glemte os selv et sted midt i livet, at det går op for os, at hjertet måske også har noget at skulle have sagt i vores liv.

Men det er ikke populært. Altså at lytte til hjertet. Vi siger, at fornuften er rationel, og dermed bliver det modsatte, at følelserne er irrationelle. Det ligger lige til højrebenet at lave den kobling. Følelserne er det, vi ikke kan regne med – og vi undskylder dem også fra tid til anden. Tænk lige på, at hvis en kvinde bliver vred, så er det altid fordi det er den tid på måneden. Eller hvis en mand taler om sine føleler, så er han sikkert lige blevet skilt.

Vi taler ikke ret tit om vores følelser eller længsler.

Og det er en skam.

For vi lukker af for noget væsentligt ved menneskelivet.

På Jesu tid sagde man, at man gemte ord i hjertet. Det var ikke i hjernen – og selvom vi i dag ved, at ja hukommelsen sidder i hjernen, sådan rent fysisk, så ligger der en dybere sandhed om mennesket, når vi siger, at vi skal gemme ord i hjertet. Hjernen er nemlig larmens sted – det er der, hvor alle ord bliver gemt – og synonymerne. Der hvor sproget og tallene er. Der hvor koder til netbanken og de næste dages aftaler bliver lagret. Det er stedet, hvor vi planlægger, reflekterer og forstår. Hjernen er en banegård fyldt med lyde og larm.

Hjertet er det modsatte. Det er stilhedens sted. Det er stedet, hvor ordene holder op med at være konkrete ord, men får en betydning, som vi bare erfarer. Det stedet, hvor vi ikke behøver kommenterer, reflektere eller fortolke på det, vi har gemt der. Der er ingen domme, fordomme eller fordømmelser. Der er bare betydning.

Der er bare det: at være til stede.

Vi skal ind til vores hjerter – det er det sted, vi skal åbne for i vores liv. Det kan være, at det i begyndelsen blot skal stå på klem, men hvis vi bliver ved at med øve os, så kan vi lære at åbne vores hjerter for vores længsler.

I dag er det Palmesøndag, og denne dag handler om, at Jesus rider ind i Jerusalem. Men det er også blevet tolket som et symbol på, at Jesus rider ind i vores hjerter. Han åbner hjertets dør, og drager helt derind, hvor vores inderst ligger, hvor ordene mister mening og hvor kun betydningen er tilbage.

Jesus er nemlig ikke særlig interesseret vi hvor dygtige vi er til at huske bankkoder, tro det eller lad være. Han sidder heller ikke og klapper af os, når vi igen i en uge har nået meget mere end, vi egentligt magtede, fordi vi ikke kunne sige nej – tror vi. Men vi farer så tit vild i vores liv, og sætter alt muligt andet på første pladsen som slet ikke er væsentligt. I al fald ikke i forhold til vores hjerte.

Og så sker det, at vi bliver skuffede. Så grueligt skuffede. Over os selv, de andre…og Gud.

Den dag Jesus red ind i Jerusalem har der været larm og støj. Der har været støvet og varmt. Han kommer ridende på et lavbenet æsel, og har knap raget op over folkemængden. Man har skullet hoppe for at få et glimt af manden, som alle hylder. Og alligevel så er der noget ved ham, der gør at folk skære grene af palmerne og vajer med dem i luften mens de tager deres kapper og smider ud på vejen, så æslet kan gå på dem.

Kapperne er blevet beskidte og støvede. Der er noget helt jordnært sært i denne fortælling, for hvorfor gør de det? Hvorfor ofre en god kappe, og hvorfor hylde dette menneske – har det ikke netop været, fordi de alle havde en forventning til Jesus om, at her var den mand, der kunne løse deres problemer. En profet, der med sin klare og rene stemme kunne få hverdagen til at blive bedre. Og helt konkret ønskede de dengang, at romerne, der havde besat Palæstina skulle smides ud – det måtte en konge kunne gøre. De ønskede en bedre hverdag og derfor forventede de en masse af manden på æslet.

Vi er ikke så anderledes i dag. Vi forventer også en masse af Gud – vi råber også til Gud. I krisens stund, i nødens eller udmattelsens stund. Hvor Gud, der kan lette vores liv?

De mennesker, der den dag hyldede Jesus med palmegrene stod få dage efter og råbte skældsord efter ham, mens han bar det kors han selv skulle henrettes på. Vejen fra forventning til skuffelse er kort, da Jesus ikke løste de problemer, de stod med. Han kunne ikke trylle alligevel.

Eller sagt med andre ord, så kunne de ikke lide det svar Gud gav dem på deres forventninger. De tilbad ham, fordi de troede, de havde fået en Gud, der ville gøre som de ønskede. I stedet for fik de en Gud, der gav dem, hvad de havde brug for.

Alt i livet er ikke Guds ansvar. Det er fx vores ansvar at kæmpe mod uretfærdighed og gøre hverdagen nemmere for alle. Det kan vi ikke lægge over på Gud, men vi kan derimod bede Gud om at ride ind i vores hjerter. Vi har brug for at få åbnet hjertet, så vores længsler kan blive mødt. Vi har brug for at sætte livet på førstepladsen og ikke vores kalender.

Derfor hylder vi manden på æslet også i dag. Derfor vil vi også i dag vende vores blik, ikke opad mod himlen, men hen mod den Gud, der rider ind i byen, og lige ind i vores hjerter.



Amen


Dagens tekst:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9