torsdag den 2. april 2015

Skærtorsdag 2015



Der har før i tiden været mange myter, der har været forbundet med skærtorsdag.

Før i tiden troede man, at dagene omkring skærtorsdag var særlig hellige, ikke bare for kirkens folk, men også for overtroens – for troldmændene, elverfolket og ikke mindst for heksene.

Man fortalte, at aftenen inden skærtorsdag samledes alle heksene for at flyve til Bloksbjerg, hvor de ville danse om heksebålet sammen. For at sikre, at heksene ikke skulle flyve afsted, skulle man derfor gemme alle genstande, som de kunne flyve afsted på. Leen blev gemt vejen, knivene måtte ikke ligge med stålet op ad, og kostene blev gemt af vejen. Alt sammen for at sikre, at den heks, der tog afsted ikke skulle komme tilbage og gøre skade på ejendommen eller beboerne. Men heksene fløj ikke alene – de tog alle skaderne med sig til Bloksbjerg, og derfor, siger man, kan man ikke se en skade på himlen den aften. Men tænkt nu hvis de også tog gæssene med – det ville en bondemand med respekt for sig selv ikke have, så alle gæs blev gennet sammen og låst inde den aften.

Så afsted tog heksende sammen med skaderne, og derfor har man også i folkemunde kaldt aftenen for St. skadeaften eller Sct. Skadeaften.

Og heksene kom hjem igen til skærtorsdag, der jo af gode grunde var kirkens store altergangsgudstjeneste. Heksende var ingen undtagelse, så de drog også afsted til kirke. Men man sagde, at heksene spyttede altervinen ud, og gemte nadverbrødet, for senere at kunne udøve magi med det.

Men man kunne afsløre dem. Hvis man havde var så heldig at have det første æg en høne lægger på sig, så kunne man tage det i hånden, skue ud over menigheden, og da ville enhver heks vise sig for øjnene af den, der holder ægget med et køkkenredskab på hovedet.

Og jeg er faktisk så heldig netop at have sådan et æg på mig her til aften, så lad os lige se.

Nej jeg tænkte det nok. Der var ikke nogen hekse her til aften, og jeg kan også lige så godt aflive myten med det sammen. Der findes ikke hekse, der flyver til Bloksbjerg eller udøver ondt med nadverbrødet.

Men det er noget bemærkelsesværdigt i, at netop denne højtid har været forbundet med overtro – den har rummet noget mystisk, ja nærmest magisk, som så er blevet oversat til overtro.

Og det er fordi, der foregår noget, der overgår vores forstand. Der er mere på spil end bare dette måltid som vi deler. Det er med andre ord en dag, hvor sanserne er åbne.

Skærtorsdag er jo dagen, hvor Jesus indstifter nadveren, som kirken lige siden har gentaget. Han siger de store ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme” og ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.”

Det er store ord.

Gennem tiderne er der blev sat mange teologisk ord på nadveren, for at forklare fornuften, hvad der er på spil. Ordene har været rigtige og gode, men nadveren er større end de ord. Hvis man spørger et barn, hvad der er mest interessant eller største ved en gudstjeneste vil de fleste svare, at det er nadveren og velsignelsen. Nu er er velsignelsen ikke et sakramente, som nadveren og dåben; men der sker altså noget i nadveren, som taler til det barn, der endnu ikke forstår de store ord. Der er noget på spil.

Spørgsmålet er, hvad det er ved måltider generelt, der er så væsentligt, og som også gør nadveren til noget særligt. I Danmark har vi begrebet hygge, der næsten altid, og måske netop i Jylland, involverer noget mad, om det så er et regulært måltid eller om det er kaffe og kage.

Og når vi mødes på den måde, så knytter vi bånd med hinanden. Vi udveksler tanker og vi griner sammen. Men det er kun med folk, som vi kan lide, vi gør det her. Det er ikke ret hyggeligt at spise aftensmad med en, man ikke bryder sig om – det er altså udelukkende folk, vi kan lide som vi hygger med.

Så vi kender jo godt det, at når man samles om mad, så forstærker det et venskab – giver fælles minder.

Jesus gør det samme. Den sidste aften han lever, samler han også sine venner omkring sig for at spise og hygge. Men midt under måltider tager han brød og vin og gør det til andet og mere. Han gør det til krop og blod.

Man kan sammenligne det, der sker i nadveren, med et stykke jern, som man varmer op over ild. Ilden går ind i jernet, og giver det en glødende farve; men det er stadigvæk jern. Det er både jern og ild på en og samme gang. På samme både med brødet og vinen – det er brød, vin, krop og blod på en og samme gang.

Der sker noget. Gud kommer til os i kærlighed og gør det måltidet, vi deler, til mere end blot et måltid vi kan leve af; men til et måltid vi kan leve på. Det er et kærlighedsmåltid.

Det er tydeligt, når vi hører fortællingen om Jesus på skærtorsdag. Han deler nemlig måltidet med det menneske, han ved, vil forråde ham. Han deler maden med Judas.

VI ved ikke, hvordan Jesus havde det med Judas, men ud fra den måde Jesus har været på, så kan vi kun formode, at Judas også var elsket af Jesus. Det er mere end man kan sige om os, hvis vi blev sat i en position, hvor vi skulle dele et måltid med en, der havde forrådt os eller ville gøre det. En der gennem sladder eller modvilje har gjort livet surt for os.

Ville vi kunne dele et måltid med sådan et menneske i kærlighed. Næppe. Det kan vi ikke, men det kan Gud.

Nadveren er derfor langt større end de hyggemåltider, vi deler sammen med vores venner. Nadveren er nemlig det måltid Gud deler med alle, der vil have del i det. Selv Judas.

Det er nadverens storhed, at enhver, der kommer til den, bliver taget i mod uden spørgsmålstegn, optagelseskrav eller løftede øjenbryn. Der kan enhver sætte sig til bords, og enhver til få de samme ord at vide: dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

Det er simpelthen umuligt at være et lukket selskab til en nadver. Enhver er velkommen, og enhver bliver mødt. Ja, selv hvis der skulle indfinde sig en heks fra Bloksbjerg ville denne kunne få del i nadveren, men igen må jeg lige slå fast, at det er umuligt at lave ondskab ud af nadveren. Nadveren er i sit væsen en kærlighedsgerning. Vi bliver sat ind i et fællesskab, ikke bare med hinanden, men med Gud. Et fællesskab der går på tværs af vores sociale skel og holdninger; og et fællesskab, hvor ene og alene det, at man er menneske skabt i kærlighed, er nok til, at vi får en plads. Der er altid en plads.

Skærtorsdag får vi slået fast at hvad der end sker de kommende dage, hvad der end sker i morgen, hvor meget vi end kommer til at svige eller forråde og hvor meget ondt der end kan ske os eller vores kære, så står et fast: der er altid en plads, hvor du kan komme og igen høre ordene:

Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod. Tag det og spis det. Gør dette til ihukommelse af mig.





Amen







Dagens tekst:

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...