lørdag den 10. oktober 2015

18. søndag efter trinitatis 2015



I romersk mytologi afbilleder de retfærdighedens og lovens gudinde, der i øvrigt hedder Justitia, med en vægt i den ene hånd til at veje argumenter, et sværd i den anden, der symboliserer hendes forkærlighed for fornuft og retfærdighed, og sidst, men ikke mindst med et bind for øjnene. Gudinden Justitia har et bind for øjnene, så hun ikke kan se dem, hun skal dømme – så hendes fordomme ikke kommer i forkøbet.

Det er retfærdigt, og så retfærdigt, at mange domhuse, særligt i USA, har en figur af Justitia stående udenfor. Som en påmindelse om, at loven er blind.

Og der findes intet som en lov, der sætter verden i system. Vi er omgivet af love. Vi har alle de juridiske love, som vi møder i vores hverdag. Man må ikke stjæle eller slå hinanden, man må ikke køre på fortovet og man må heller ikke køre over for rødt. Det er nemt og ligetil. Og så har vi alle de love, der gælder mellem os mennesker. De love, der ikke er nedfældet, men som er en del af vores kultur og vores omgang med hinanden. Tænk på, at vi er et meget høfligt folkefærd, der taler afdæmpet til hinanden, bruger ironi, siger undskyld, hvis vi støder ind i hinanden og tak når nogen hjælper os. Vi har en masse sociale koder eller regler, som vi bare følger, fordi det gør hverdagen nemmere, når vi ved, hvor vi har hinanden. Netop derfor kan det også være svært for os, når vi møder mennesker, der endnu ikke har lært de koder at kende. Det er følelsen af, at de bryder loven, selvom det bare er en uformel, relationel lov, så bliver den brudt, og det kan skabe vrede og frygt i os. Det fremmede, vi ikke ved, hvor vi har henne, gør os utrygge.

Så denne indbyggede eller indre lovmæssighed har også en slagside. For selvom den langt hen af vejen, gør hverdagen nemmere for os, fordi vi ikke hver morgen skal blive enige om hvilke grænser, vi har i dag, så kan denne lovmæssighed også smitte af på vores omgang med hinanden. Og med Gud.

Hvis vi i mødet med et andet menneske fokuserer for meget på de love, der bliver brudt, og dermed i vores indre løfter en pegefinger til advarsel og belæring, så tager vi afstand fra det menneske. Vi graver grøfter i stedet for at bygge broer. Vi er ikke længere medmennesker, men skaber fjendebilleder. Og det behøver ikke kun handle om flygtningene i denne tid, men kan også ske på arbejdspladsen, på studiet eller i omgangskredsen.

Og det samme kan gøre sig gældende med Gud. Der sker det meget menneskelige, at Gud bliver gjort til en dommer – lidt ligesom Justitia. Det kan der være godt belæg for, for flere steder i Bibelen, står der om en kommende dom af verden. Og i Matthæusevangeliet, som dagens evangelium er hentet fra, skriver Mathæus om en kommende verdensdom, hvor fårene skal skilles fra bukkene. Så vi hører om at der skal være en dom. Men kommer vi ikke til at blande vores retfærdighedssans sammen med Guds? Kommer vi ikke til at give Gud en vægtskål i den hånd, et sværd i den anden og bind for øjnene. Så han kun kan lytte efter argumenter, fornuft og må følge loven til punkt og prikke.

Men sikke en forfærdelig tanke, hvis det er rigtigt. For den lov, der i Guds tilfælde skal følges, vil være den lov, der står i Mosebøgerne. Der står bl.a. følgende:

Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i byporten. De skal sige til de ældste: »Vores søn her er genstridig og trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en frådser og dranker.« Alle mændene i hans by skal så stene ham til døde. (5. mosebog, kapitel 21 vers 18-21)

Mosebøgerne er fyldt med sådanne love, der kræver stening til døden, eller udelukkelse af fællesskabet. Det er altså loven, som står i vores Bibel; men det er også den lov, som Jesus gør op med.

Sådanne love som vi hører om her fra Mosebøgerne er forfærdelige. De deler mennesker op i dem, der overholder dem, og dem, der ikke gør. Dem Gud elsker og dem han ikke elsker. Love inddeler mennesker i får og bukke. I retfærdige og uretfærdige. Og det værste er, at love kan give os den vildfarelse, at vi gerne må dømme. Men hvem af os dømmer blindt?

Jesus gør op med den lovtanke, for han er ikke sådan. Gud er ikke sådan. Gud vil ikke have lydige undersåtter, der overholder loven til punkt og prikke – han vil have mennesker. Gud sidder altså IKKE med en lille lommebog og skriver alle vores synder ned på en side og alle vore gode gerninger på den anden. Gud er ikke en overdimensioneret julemand, der skal afgøre om vi har været artige nok til at komme i himlen. Og skulle Gud have ønsket sig denne hær af lovrobotter, der gjorde som han gerne ville uden omtanke eller følelser, var vi næppe blevet skabt med hjerne og hjerte. Gud vil have vores hjerter. Han vil have hele os, som dem vi er. Vi skal væk fra den ydre lov overholdelse og vi skal væk fra den forlorne moralisme, vi kan dømme andre med. Vi skal derimod helt ind til kernen af hvad et menneske er. Vi er skabt i kærlighed af Gud, der er kærlighed. Det begynder i kærlighed og det ender i kærlighed.

Vi skal elske Gud og vi skal elske hinanden. Det er ikke bare endnu en lov, der skal holdes, men er en konsekvens af, at vide sig elsket. Det er en konsekvens af skaberværket.

Og det pudsige er, at Gud, når han dømmer, ikke står med en vægt, et sværd og bind for øjnene. Gud dømmer med åbne øjne. Han dømmer ikke mere i blinde efter en lov, der står skrevet i sten; men med hjertet. Gud dømmer seende. Han lader sin ansigt lyser over dig, og er dig nådig. Han løfter sit ansigt mod dig, og giver dig fred. Gud ser dig, fordi du er dyrebart skabt af ham. Og vi skal turde stå der foran Gud, for han dømmer os med kærlighed.

Vi siger ofte, at Gud dømmer med kærlighed. Det er et paradoks, at vi bliver dømt med kærlighed, men det er en metafor for, hvad der sker. For kærligheden dømmer ikke. Vi bliver derimod sat til at leve sammen i kærlige fællesskaber. I ægteskabet, venskabet, familien eller i menigheden. Vi er skabt til at være bundet sammen i kærlighed. Og hvordan vi end oplever den i vores liv, så besidder den en robusthed. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Hele tiden dette alt. Kærlighed kan ikke slås af banen. Kærligheden hører aldrig op.

Derfor er kærligheden også det største bud i loven.

Den stræber vi efter, længes efter, og alligevel vil den altid være hemmelighedsfuld for os. Vi kommer aldrig til bunds i kærligheden, eller kommer til at vide alt om den. Vi bliver aldrig eksperter i kærlighed, men må stille os tilfredse med at være glade amatører. Glade amatører, der søger kærligheden – søger Gud.

Og så jeg tror, vi skal lade os inspirere af Gud, når vi nu hører, hvordan han ser på os med åbent ansigt. Vi skal ladet det klæde det dækker vores øjne falde. Vi skal forsøge at se næsten med Guds kærlige øjne. Prøve at gætte os til, hvordan vil Gud se på det menneske ved siden af mig? Og tænk så, han ser på dig med samme kærlighed. Vi er alle noget helt særligt for vor Herre.

Jeg vil slutte med nogle ord af Elisabeth Barrett Browning, der skal minde os om, at det hellige er helt tæt på hver dag - klædet er faldet.

Ordene lyder sådan her:

Jorden er proppet med himmel,

Gud brænder i hver eneste busk.

Men kun den, der ser det,

tager skoene af –

de andre sidder der bare

og plukker brombær.



Amen







Dagens tekst:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Ingen kommentarer:

Send en kommentar