Denne dag er den længste af alle. Lang fordi mørket samler sig om os. Lang fordi Jesus vidste, hvordan det ville ende. Lang fordi det var uundgåeligt, da han først var blevet dømt og hang på korset. Da kunne de ikke andet end at vente. Vente på døden, der ville komme og slå håbet ihjel.
De ventede alle sammen. Alle dem, der havde fulgt ham. Alle dem, der troede på ham. De ventede på afstand, og de ventede tæt på. Ventede på det, de ikke kunne tro, var ved at ske.
De blev hvirvlet rundt i sorgens slynge. De blev kastet til jorden af mistro. Nogle gemte sig, andre vendte ham rygge, og andre igen lod jammeren stige i struben.
Jesus var dømt. Dømt som en gemen forbryder, og han skulle straffes. Han fik den værste straf af dem alle – han fik korset. Kun slaver og forrædere fik den straf. Hvilken skam, hvilket fald. Han skulle på korset.
Og ikke nok med det – han fik en krone lavet af torne på hovedet. De maste den fast, så blodet piplede ned af hans ansigt. Menneskemængden råbte af ham – ikke Hosianna som for få dage siden, men derimod råb af foragt. De spyttede på ham. Han havde skuffet dem, og det var den største forbrydelse af dem alle. De følte sig forrådt, først bag lyset – de følte han havde snydt dem. Og så netop Jesus. Hans eneste skyld var kærligheden, men selv den kan vække foragt og vrede.
Da Jesus blev hængt på korset, hang der to forbrydere med ham. En på hver siden, som et symbol på de to veje, vi mennesker kan vælge.
Vi kan enten vælge den vej, hvor vi håner, spotter og hader, som den ene forbryder, der hang der, gjorde. Men det jo ikke kun Gud, der bliver spottet – vi spotter også hinanden. Vi bagtaler, mobber, udelukker og hader. Det sker.
Men vi kan også vælge den anden vej. Kærlighedens vej, som den anden forbryder, der hang der, gjorde. Han vedkendte sig sit liv, og derfra bad han Jesus om at huske på ham. Og Jesus glemmer ikke. Han husker enhver af os. Husker os – husker dig.
Og Jesus kender os. Han kender os så godt, at selv da han så, at flertallet valgte at håne ham, da bad han for dem: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.
”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Der hang han på korset, og bad for dem, der havde slået sømmene i ham, for dem, der havde skubbet ham i armene på romerne; for dem der svigter, fejler og sårer andre. For dem bad han. For os beder han.
For Jesus er kærlighedens vej. Han er forsoningens vej. Forsoningen med dem, der vælger at gøre ondt. Forsoningen mellem folkeslag, religioner og mellem mennesker. Forsoning, så kærligheden kan vokse i os og mellem os, for størst af alt er kærlighed. Sådan er kærligheden ødsel – den vil nå enhver, og venter tålmodigt på, at vi tager i mod. Så Jesus kunne ikke andet end at bede for dem, der var i mod ham.
Men os, vi har et valg. Vi kan vælge at håne eller at elske. Det er et simpelt valg, som vi alligevel kæmper med hver dag. Vi vil det gode, men kommer til at gøre det onde. Vi kommer til at korsfæste kærligheden.
Men når det sker, så må vi huske, at Jesus bad: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. For Jesus venter tålmodigt på os, venter på os, så han kan hviske de ord til os den dag, vi ligger på vores yderste. Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!
Amen
Læsningerne var fra Lukasevangeliet. Prædiken afholdt mellem LUK 23,39-43 og LUK 23,44-49
Ingen kommentarer:
Send en kommentar