torsdag den 3. maj 2018

5. søndag efter påske 2018




Jesus siger: jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine. Amen

Der ligger en nyfødt pige på et hospital. Hun ligger der helt alene – født for tidligt og med vand i lungerne. Forældrene bliver rådet til ikke at være der, mens den lille pige beslutter, om hun vil leve eller dø. Og bliver det det sidste, er det bedst, hvis forældrene ikke kender hende.

Det var i 1938, og forældrene gjorde som lægen havde sagt og tog væk. Der lå pigen så, alene. Men så alligevel ikke. For hver dag tog en ældre herre sporvognen ud til hospitalet for at sidde hos den lille pige, ae hende på kinden og holde hende i hendes lille hånd.

Og pigen overlevede. Hun er i dag en voksen kvinde – det er skuespilleren Susse Wold. Hun fortæller i sin selvbiografi ”Fremkaldt”, at hun tror, at den gamle mands nærvær og omsorg, er grunden til at hun overlevede.

Barnet fik menneskekontakt. Og fik også bagefter fortalt om denne episode, så det kunne blive en del af hendes liv.

Vi mennesker har brug for kontakt – vi har brug for at mærke hinanden. Når et lille barn kommer til verden bliver det med det samme lagt på moderens mave. Det er så vigtigt med den kropskontakt, at man har opdaget, at små for tidligt fødte børn faktisk stabiliserer sig i kontakt med et andet menneske. Deres hjerterytme falder i hak og åndedrættet bliver roligt. Børnene mærker, at de ikke er alene i verden, men at der er mennesker, der passer på dem – bekymrer sig om dem.

Det kender vi andre voksne også godt. Ethvert menneske har brug for at vide, at det ikke er glemt eller alene; men at vi netop er i et fællesskab med andre.

Og de dage, hvor vi glemmer af det ene eller den anden grund, har vi brug for at få fortalt, at det er sådan. Ligesom Susse Wold fik fortalt om den ældre herre, der viste hende omsorg, mens hun var spæd.

Vi er et fællesskab med hinanden – det skal vi sætte ord på, så vi ikke glemmer det.

Det kan være svært, og ofte glemmer vi faktisk at sige alle de vigtige ord til hinanden. Vi gemmer og glemmer de vigtige ord, måske fordi ordene kan være så alvorlige, at vi ikke vil bruge af dem lige nu. Mange tænker også, at nogle ord er så store, at de først skal siges på dødslejet. Men vi har jo ingen lovning på, at vi får mulighed for det. Så måske er tiden inde til, at vi tager livet så alvorligt, imens vi lever det, at vi tør sige de store, alvorlige og gode til hinanden lige nu.

Sige tak fordi vi er i hinanden liv, sige at vi elsker hinanden, sige hvad det andet menneske har gjort af godt for os. Sige det, der betyder noget – tale ord om kærlighed. Så vi ikke bare forlader os på, at de andre selv kan gætte, hvordan vi har det med dem; men så de faktisk hører det. Hører at de ikke er overladt og efterladt. Vi har brug for de ord. Både at høre dem fra hinanden, men også fra Gud.

Og de store ord får vi i dagens evangelium. Jesus beder en bøn for os. Han beder den i Gethsemane have lige inden han bliver anholdt og dømt til døden. Han beder en meget inderlig bøn, hvor hvert et ord har vægt.

I sin bøn beder han bl.a. for os mennesker. Han beder om, at vi må blive ved med at være i fællesskabet med ham, så vi ikke må føle, at Gud har forladt os, som var vi et lille, svageligt barn på et hospital i 1930’erne.

Vi må endelig ikke tro, at vi er blevet overladt til dette liv alene – vi er i et fællesskab med Gud.

Og derfor han beder om, at vi må holde fast ved ham og holde fast ved hans ord.

Ord kan man jo ikke holde fast i med hænderne. Ord flyver rundt mellem os, og forandrer sig og former sig.

Men når det kommer til Guds ord – de ord, der handler om kærlighed, så har vi fået et helt særligt organ til at holde fast i dem med. Vi har fået hjertet. Og nu ved jeg godt, at mange videnskabelige folk vil pille min påstand ned og degradere hjertet til en muskel; men hjertet er i poetisk og kærlig forstand mere end bare en muskel. Hjertet er det sted, hvor vi kan gemme de gode ord. Ord vi kan tage frem, når tvivl, sorg og mørke rammer vores liv. Ord vi kan gentage for os selv, og dermed minde os selv om, at de gælder.

Ord, der betyder noget, bliver også ofte gentaget. Vi siger: Jeg elsker dig. De ord har vi ikke brug for at blive moderniseret. De ord gælder til alle tider.

Guds liv med os mennesker er en fortælling om kærlighed. Om en Gud, der skaber os og derefter giver os kærligheden til at dele af. Den bevægelse ser vi i korset – den vertikale er Guds kærlighed, der kommer til os, og den horisontale er den kærlighed vi deler med hinanden. Korset og kærligheden.

Denne fastholden af mennesket er, hvad Jesu bøn handler om. Han vil holde os fast i vores relation til Gud og til hinanden.

Vi er ikke alene. Jesus beder for os.

Og vi beder også. Vi beder altid her i kirken – både de bønner, jeg som præst, beder fra alteret på vores alles vegne, kirkebønnen, der er en forbøn for verden, og så selvfølgelig fadervor. En gudstjeneste er fyldt med bønner. Smukke bønner.

Men bønner kan også være den tankestrøm, der fanger en i hverdagen. En bøn behøver ikke være formfuldendt, men kan være at overgive sig til livets inspiration – til Helligånden.

Mine konfirmander spørger ofte om jeg beder meget. Det gør jeg. Men mange gange ebber de ud inden jeg når at sige Amen. Nogle gange er det ord – tanker, taksigelser, refleksioner til Gud – bønner som, hvis jeg beder dem som aftenbønner, går over i søvnen. Og det er ok.

En kollega – Svend Bjerg – skriver, at ”Bøn til Gud er i sit væsen inspiration, som afbryder de fastfrosne tankebaner og nyskaber hjerter” (Kritisk Forum for praktisk teologi, nr. 116, Anis 2009, s. 20).

Bønnen er det, der puffer os ud af rammer, der låser os os fast – åbner vores hjerter for liv og hinanden. Bøn åbner for fællesskab.

Vi skal bede noget mere. Bede for hinanden og verden. Bede og åbne livet. Vi skal turde bruge de store ord – vi skal vide os elskede.

Jesus bad for os den nat, han skal dø. Han bad om, at vi må blive i fællesskab med ham. For vi er hans.

Jesus siger: jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine. Amen


Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

Salmevalg: 


750: Nu titte til hinanden

840: Velsign mit barn

313: Kom regn af det høje



587: Guds kære egen søn

439: O Du Guds lam

10: Alt hvad som fuglevinger fik

871: Du virker i det stille 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar