6. søndag efter påske 2018

Haverne blomstrer, alting skyder frem, og med det skyder mælkebøtterne også frem. De er de mest stædige og velholdne blomster, og faktisk ganske smukke, hvis man kan se forbi irritationen over, at de breder sig så meget.

En af mine venner kommer fra Thailand, og da hun første gang kom til Danmark, forelskede hun sig i disse smukke gule blomster, der var overalt. Hun nød dem – ja, det vil sige, hun nød dem til indtil hun fik at vide, at det kunne man slet ikke. De er ukrudt, en plante der med lynets hast overtager haverne og skyder lange, besværlige rødder ned i jorden. Nej, mælkebøtten måtte hun endelig ikke elske. Den skulle bekæmpes.

Så hun lærte, at det ikke er alt, man må elske.

Og måske derfor er mælkebøtten også en blomst, der ofte bliver sammenlignet med menneskelivet. Denne blomst, der bare skal have en sprække, så spirer den – op gennem asfalten og bryder den i stykker. Denne blomst, der trods sit ringe udgangspunkt, kan skinne om kap med solen. Denne blomst, der i nogle øjne er ukrudt, der skal fjernes og ikke har ret til at være – men dén blomst, er lige som mennesket.

Og Gud ser sine blomster – og ser os, ikke som ukrudt, men som en del af det skønne, store, vidunderlige skaberværk. Han ser os, og elsker os. Elsker os, selvom der er nogle, der mener, at alle ikke skal elskes – at alle ikke fortjener det. Men i Guds øjne har vi alle en herlighedsværdi.

Herlighed. Det er et stort ord. Vi bruger det ret tit om huse. De kan have en herlighedsværdi. Vi bruger herlighedsværdien som en målestok og en vurdering af et hus. Ligger det det rigtige sted, er det er en god udsigt osv. Men vi kommer også til at bruge den målestok om hinanden. Hvem har en herlighedsværdi – hvem er populær, kan få andre til at grine, samler folk om sig som en magnet? Hvem har ret til at blive elsket og hvem har ikke?

Det er så selvfølgelig en måde for os mennesker at være sammen på, at vi indordner vores sociale spilleregler efter det. Og det er ikke altid, vi kan beskrive, hvorfor nogle er populær og andre ikke, men nogle har bare i andres øjne en herlighedsværdi.

Men at noget er indrettet på en bestemt måde, betyder ikke, at det er godt. Og det betyder ikke, at vi ikke kan finde en anden måde at være sammen på, der er bedre. For det kan vi.

Lige nu indretter vi vores samfund efter en matrice, hvor konkurrence er en naturlig del af livet. Det kan måske nok set med politiske øjne give mening.

Men set med troens øjne er der en anden måde at være menneske på sammen. Set med troens øjne – eller rettere set med Guds øjne har ethvert menneske herlighedsværdi. Herlighed handler ikke om popularitet, men om kærlighed. Ikke spor andet. Vi skal ikke være særligt dygtige, stræbende, perfekte eller have x-factor for at være herlige i Guds øjne. Vi er herlige, fordi Gud elsker os. Der er ingen konkurrence i forhold til Gud. Han har ingen regnskabsbog, han skriver vores handlinger op i.

Tænk at livet er så stort og smukt, at ethvert menneske uagtet dets handlinger er elsket af Gud.

Jeg så engang en TED-talk med en kvinde, der netop fik lov at opleve livets storhed. Hun havde haft en nærdødsoplevelse. Hun var dødeligt syg af kræft, der havde overtaget store dele af hendes krop. Hun lå på randen af døden, da hun får et hjertestop. Da oplever hun livets storhed – hun sammenligner det med et supermarked, hvor alt lyset er slukket. Vi har alle fået en lille lommelygte og med den kan vi lyse en lillebitte del af supermarkedet op. Og i lommelygtens skær, står farverne slet ikke frem, men er blot en afglans af, hvordan det virkeligt ser ud. Da hun dør, oplever hun, at lyset bliver tændt i supermarkedet, og da kan hun se række efter række af farvestrålende, lysende, mangfoldige og vidunderlige ting. Verden var så meget større, så meget smukkere og så meget mere vidunderlig, end hun havde troet. Og der sker faktisk det, at hun vågner igen, og hun kommer sig efter sin kræftsygdom – mirakuløst endda.

Det er mange, der forsøger at bortforklare nærdødsoplevelser, og som hælder mere til at tro, at der intet er efter døden. Det forekommer måske mere nøgternt. Og nøgternt vinder ofte over fornemmelser og følelser.

Men det pudsige er faktisk, at ordet nøgternt stammer fra tysk, og henviser til den første messen, der blev afholdt i et kloster på fastende hjerte. Det rene, klare og enkle. Selve ordet nøgtern har sin oprindelse i troens verden. Så lad os tage det tilbage, og erklære, at det nøgterne også kan være den smukke, rene, klare og enkle sandhed, at livet rummer mere end vi kan se.

Vi har kun en lille lommelygte at lyse livet op med; men vi må kaste os ud i den overbevisning, at der er mere end det vores lille lyskegle kan fange. Vi skal åbne for livet – ikke lukke for det. Åbne vores sanser og liv for, at livet har en merværdi. Og leve med, at den merværdi kommer til udtryk i, at ethvert menneske er værd at elske. Ethvert menneske er en del af fællesskabet – Guds fællesskab med os.

Men det forpligter. For når vi får lov at være i et fællesskab med Gud, skal vores fællesskab her på jorden spejle det. Og måske særligt her i kirken.

Et fællesskab er altid defineret ved nogle grænser. Vores grænse i kirken er, at vi troende. Vi tror sammen – vi mener ikke altid det samme, og det skal vi have lov til; men vi tror. Det er vores ydre grænse. Men vi har også en opgave som fællesskab, og det er at invitere nye ind i det. Og det er vores alles opgave, for vi er alle en del af fællesskabet.

Det kan godt lyde svært, og nogle mennesker er svære at byde ind, fordi de larmer med deres adfærd, vender sig bort eller irriterer. Men de er som mælkebøtter, der i Guds øjne er værd at elske. De har en herlighedsværdi, som vi er forpligtede på gælder, også når vi ikke selv mærker det. Vi skal elske på trods – eller som Jesus siger det, så skal vi elske vores fjender. Det betyder ikke, at vi skal være forelskede i dem, men at vi skal øve os i at se dem med Guds øjne.

Den måde at se andre på en stor del af kirkens moderne historie. Desmond Tutu arbejder med forsoning og tilgivelse i Sydafrika. Et land der er er revet over af apartheid og misforståelser, men han tror på, at menneskeheden har en chance. Fordi Gud giver os den.

Vi i Danmark skal derfor ikke kigge på afstand af verdens tragedier, fordi vi fysisk sidder langt væk. Vi har måske et særligt ansvar, fordi den politiske arena har skabt et samfund, hvor mænd og kvinder langt hen ad vejen har lige vilkår. Og er man særlig privilegeret, så har man også et særligt ansvar. Vi skal insistere på, at mennesker er skabt til lighed. Insisterer på alles herlighedsværdi. Det skal vi dels fordi vi lever i et demokratisk land, men i langt højere grad, fordi vi er kristne. Vi har en Gud, der elsker os ubetinget – så skal den kærlighed gives videre for intet. Fordi vi mennesker er et.

Vi skal være et, som Jesus siger i dagens evangelium. Vi skal være et, ligesom faderen og sønnen er et. Vi har fået kærligheden, og den skal være i os – mellem os, levende og virkende.

Vi er et. Så kort kan det siges: vi er et.



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.




Salmevalg:

806: Nu er det Åndens lyse tid (I)

303: Kom, Gud Faders Ånd fuldgod (SL)

281: Nu nærmer sig vor pinsefest (FP)



888: Vi trækker streger (EP)

439: O Du Guds lam (nadver)

257: Vaj, nu Dannebro på vågen (Nadver)

725: Det dufter lysegrømt (U)