lørdag den 26. maj 2018

Trinitatis søndag 2018

At skulle livet kan være svært. Og omstændigheder kan gøre det næsten umuligt. Man kan tvivle på fremtiden. Ja, tvivle på det liv, man står i lige nu og her.

Det oplevede Paul Wittgenstein. Han var bror til Ludvig Wittgensten, der var en berømt filosof. Men Paul Wittgenstein blev også berømt, men for noget ganske andet.

Paul var en meget talentfuld pianist, der havde sin debutkoncert i 1913, som han fik store roser for. Men året efter brød 1. verdenskrig ud, og han blev indkaldt til militærtjeneste. Der skete det forfærdelige for en pianist, at han blev skudt i sin højre albuen, og derefter taget til fange af russerne og sendt til Sibirien. Der var skaderne på hans arm så omfattende, at han fik amputeret armen.

Men Paul gav ikke op. Han ville bruge sin venstre hånd til at spille med, og derfor kontaktede han forskellige komponister, som han fik til at arrangere stykker til ham skrevet for kun venstre hånd.

Og det lykkedes faktisk Paul at lære kun at bruge sin venstre hånd, og at skabe musik med den.

Senere kom Paul Wittgenstein til USA, hvor han døde i 1946. Et liv fyldt med krige og forfærdelse, men også et liv med musik, vilje og liv. Skygge og sol. Han levede et liv med musik på trods af sin manglende arm. Man kan næsten sige, at han gjorde det umulige, men så alligevel ikke.

Paul ender med at blive kejthåndet. Kejtet betyder egentlig skæv. Så når man bruger venstre hånd, er der noget skævt på færde – noget, der burde være anderledes. Vi kender det også fra det, vi kalder for venstrehåndsarbejde, som er et stykke sjusket arbejde. Det er den højre hånd, der er den rigtige. Ja, før i tiden tvang man ligefrem skolebørn til at skrive med højre hånd, selvom de var venstrehåndede. Den højre var den dominerende og dermed den korrekte.

Men i denne fortælling om Paul Wittgenstein ser vi, at det som er kejtet eller venstrehåndsarbejde kan blive til noget stort. Det handler ikke om vores forudsætninger til at begynde med, men om at noget stort netop kan opstå på trods. Eller trods tvivl.

Disciplene i dagens evangelium tvivler også. Fordi det er hvad livet gør ved os – får os til at tvivle. Tvile på om vi nu magter den opgave, livet også er. Tvivle på om det, vi tror, kan bære, når det gælder. Det er ganske naturligt at tvivle. Tvivle på om jeg lille menneske kan holde til livet.

Og selvfølgelig tvivlede disciplene også, for de var ganske almindelige mennesker som dig og mig. Det er jo ikke underligt, at de tvivlede.

Men vi skal altid se tvivlen i troens lys. Hvis vi ikke gør det, så ender vi i ingenting – i nihilismen. Der er der mange, der er endt, og underligt nok stædig står fast. Som om dette ingenting har nået deres hjerter, og ætset håbet væk. Alt mister betydning i intetheden. For hvis intet er, har intet heller mening – heller ikke menneskelivet.

Så tvivlen skal ses i troens lys. Troen er håbet om, at der en forbindelse mellem himmel og jord, også når vi tvivler. Den forbindelse er dåben.

Dåben er en gave. Dåben har den særlige karakter, at man ikke kan døbe sig selv. Man kan give sig selv nadver, altså brød og vin; men man kan altså ikke døbe sig selv. Man bliver altid døbt – af et andet menneske. Ja, ikke engang Jesus kunne døbe sig selv, men blev også døbt af et andet menneske.
 Og dermed bliver det så tydeligt, at dåben er en dåb til fællesskab.

Man bliver døbt ind i en historie, hvor ens forældre og deres forældre før dem, er blevet båret til døbefonten og døbt. Man er en del af en slægt. Men man bliver også døbt ind i et fællesskab i menigheden. Her rejser vi os for det lille barn, når det bliver båret ind i kirken af trætte og stolte forældre. Vi rejser os i ærbødighed og som en velkomst til det lille menneske, der har livet liggende foran sig. For det lille menneske er jo ikke alene i verden, men har, uden overhovedet at gøre sig fortjent til det, fået en plads i vores fællesskab. Fordi det slet og ret ikke handler om, hvad man kan, men om, at enhver er velkommen.

Og så er dåben et fællesskab med Gud – med Kristus og med Helligånden. Jesus siger, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Vi er ikke alene i dette liv, hvordan livet så end går for os.

Vi opdrager i dag vores børn til at være selvstændige. Det gør min mand og jeg også. Vi ønsker, at vores barn skal træffe fornuftige og gode valg, der også klinger med hans indre. Han skal gøre det, han brænder for. Jeg vil ikke træffe livets valg for ham, men tilskynder ham, at han skal kunne træffe dem selv. Og alligevel lod vi ham døbe. Det valg skulle han ikke træffe selv.

For selvom selvstændighed bliver sat højt i vores kultur, så er det altid det, vi får givet, der har størst betydning for os. Det er gaven, der åbner vores liv. Og dåben er en gave. I dåben får vi tilgivelsen. Der bliver altså givet noget til – ikke bare til os – men til vores liv. Noget ekstra som vi ikke kan selv kan skabe. Vi får nåden og ånden. Vi får nåden, som er Guds ubetingede kærlighed til os mennesker. Den kommer i form af syndernes forladelse. At lige meget hvad vi gør, og hvor meget vi kan træde ved siden af, så forlades de synder os. Det er aldrig sjovt at blive forladt; men her giver det mening. For synderne bliver tilbage, mens vi får lov at fortsætte i vores liv. Det giver Gud os, så vi ikke behøver gå med tyngden af alt det, vi gjorde, der sårede andre på vores skuldre. Vi kan gå frit.


Og så får vi ånden i dåben, som er Guds levende, vilde, stille, eftertænksomme, pulserende, brændende ånd. Den er som vinden, og er her hele tiden. Nogle gange blæser den i os, så vi bliver rykket med, og andre gange er den så stille, at vi ikke mærker den; men der er der hele tiden.

Dåben er dåb med vand og ånd. Vi bliver genfødt, siger vi. Vi skal ikke bare fødes af vores mor, men vi bliver født igen af ånden. Uden smerte, uden trængsler, men født af kærlighed.

Dåben er en gave. En forbindelse mellem himmel og jord. Himlen spejles i vandet, og vandet lander på barnet, og sammen er Guds ånd helt nær og omslutter med kærlighed.

Vi er ikke alene.

Det løfte får disciplene i dagens evangelium. Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende, siger Jesus til dem, mens han sender dem ud i verden for at fortælle om troen. Fortæl dem om mig, siger Jesus. Fortæl dem om kærlighedens magt, for Jesus har den magt i himlen og på jorden.

De bliver sendt ud i verden med kærlighed, med nåde og ånd. Men det var ikke kun disciplene, der fik den opgave. Den opgave har alle døbte. Derfor lyder dagens evangelium også til alle barnedåb i kirken. Vi skal dele kærligheden.

Se, nu er tvivlen igen vores, for hvordan skal jeg gøre det. Men her er vi som Poul Wittgenstein, der kan føle, at vi har fået højre hånd amputeret. Hvad ved jeg om tro, kan man tænke? Men med netop dette spørgsmål er det største skridt allerede taget. Vi er alle teologer, idet vi begynder at tale om tro. Det er ikke forbeholdt præsten. Heldigvis.

Og ligesom Poul, der endte med at spille med venstre hånd, så bliver vi altså sendt ud i verden i den tillid, at vi kan magte opgave. Vi bliver sendt ud trods vores tvivl. Vi bliver sendt ud selvom ikke altid føler, at vi er de bedste repræsentanter for den Lutherske evangeliske kirke, som folkekirken er.

Men netop her står vi ved noget væsentligt. For det handler ikke om at gøre reklame for en forening, men om at gå ud i verden og tale tro. Vi skal ikke lukke os inde i smukke rum, og tro at troen kun hører hjemme her. Den hører derimod hjemme i vores liv – i vores hverdag, og i de fællesskaber vi kommer i.

Jeg talte den anden dag med en skøn kvinde, jeg kender, der sagde, at tro er en privatsag. Jeg er for så vidt enig, men jeg vil hellere sige, at tro er personlig; men langtfra privat. Den skal nemlig deles.

Dåben er ikke en mur til verden, men en indgang til livet.


Så jeg vil slutte med at citere den salme, vi skal synge om lidt skrevet af Holger Lissner:



”Herre, spræng den mur, vi bygger
op omkring vor tro og dåb!
Styrt det hus, hvor vi os hygger
lukket til for verdens råb!
Lad kun stormens vindstød løfte
kirkens port af hængslet ned,
så dit hus kan stå vidåbent
med din nåde og din fred.”



Amen







Dagens tekst:

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20




Kirkebøn:



Kære Gud

Giv os det mere, vi ikke kan give os selv. Læg din kærlighed, din vilje, din nåde og tilgivelse til vores liv, så vi med din hjælp kan skabe det store ud af det små.

Vær med os, når vi tror vi skal magte livet selv, og hold dine hænder under os, når vi snubler i livet.

Vær med alle dem, der i disse dage kæmper med livet, med forventninger, med bristede idealer og skuffelser. Lys for deres fod.

Vær med alle dem, der er syge, kede af det eller indhyllet i smerter. Let deres liv.

Vær med alle dem, der mangler mad, mangler nærvær og omsorg, mangler et sted at bo, mangler mening. Giv dem håbet og næsten.

Vær med alle dem, vi glemmer at bede for og dem ingen beder for. Åbn vores øjne for hinanden.

Vær med din kirke – skub os blidt ud i verden, så vi der kan dele din kærlighed. Vær med din os her i Møllevang, og med alle over hele jorden – vær med dem alle dage indtil verdens ende. Amen

1 kommentar:

  1. Jeg havde ikke før tænkt over, at man ikke kan døbe sig selv men nok give sig selv nadver. Meget fin pointe!

    SvarSlet